Kæresten er til fest. Egentlig skulle jeg have været med, men jeg valgte i sidste øjeblik at tage en aften hjemme. Fordi ...
Oops, I did it again.
Der må være gemt en masochist i mig. Det er åbenbart ikke nok at jeg op til flere gange tidligere er blevet væltet af stress og derfor udmærket véd, at det sgu ikke lige er en tur i tegnestuen med Jørgen Clevin.
Jeg har åbenbart heller ikke lært lektien på trods af et overforbrug af toiletpapir, som en bivirkning af et temmelig stort indtag af Magnesia, som - udover at lindre mavesårskatar-ish smerter - også tømmer tarmen så r-i-g-e-l-i-g-t med noget der ligner 12 km/t.
Alt dette vil jeg åbenbart skide på. I mere end én betydning.
Det er simpelthen så noller og sølle, at jeg bliver ved med at klynge mig desperat til den tid, hvor jeg levede for at arbejde. Og at jeg påtager mig mere end mit filter kan filtrere, fordi...hvorfor egentlig?
Fordi jeg bare aldrig lærer at acceptere mig selv?
I guess.
Men ikke mere. Bevæbnet med naboens sindssyge hækklipper (og den er voldsom...seriøst...manden kunne pløje sig tværs gennem en Volvo med den maskine) pløjer jeg ukrudtet væk. Alt det mentale pispres, som jeg dunker mig selv i hovedet med. Væk med lortet. Om jeg så skal supplere med round up (beklager hirsefolket...men jeg er tilhænger af produktet), så skal jeg have tilintetgjort nogle rådne rødder.
Mit vanvittige selvbillede skal ikke stjæle min livskvalitet.
...sagde ingen nogensinde til en psykolog...
Men det skal det ikke. Jeg vil ikke fodre mit indre monster.
At det så er nemmere sagt end gjort, er en helt anden sag. Men hvis jeg tager en rod ad gangen, tynder det vel ud i ukrudtet med tiden.
Så jeg er alene hjemme sammen med hunden. Og det er okay.
Jeg har set film. Jeg har gået tur. Jeg har siddet og gloet ud over byen på terrassen og forsøgt at sortere lidt i det tænkemylder, som kommer som en sidegevinst.
Og så har jeg lyttet til lp'er og bællet en flaske vin.
Ganske hyggeligt - ganske ukompliceret.
Og nu savner jeg ham. Og synes egentlig at det er dybt sært at skulle sove alene i 180x200.
Her er så stille nu. Lige med undtagelse af den pisse-irriterende narrøv i grimt lædertøj, der inficerer sommeraftenroen med at køre frem og tilbage på sin motorcykel, mens håndtaget bliver vredet hårdere, end Låsby-Svendsen ved et torskegilde.
UAFBRUDT!
Hvorfor gør motorcykelfolket det? Er det deres måde at sparke til bildæk og langspytte, på?
Og hvad sker der for tunede knallerter med overbelastede motorer overalt? Hvornår er de vendt tilbage? Hvem har åbnet døren ind til 1987?
Nå...men.. ja...
Er tøffet i seng og ligger i et kryds midt på sengen og modtager med største nydelse og uhm-faktor alt af den sparsomme brise, der lister sig nærigt ind gennem vinduet. Overvejer en natbajer, inden jeg vil lade søvnen indfinde sig til lyden af det 9/11 program, som jeg lige har opsnust på YouTube.
Med kaos skal kaos fordrives.
