Jeg er vokset op med dem. Har ligesom to brødre. Og hvis jeg tabte et kg. for hver gang der er blevet spillet Thunderstruck (hedder den ikke det?) ved festerne i ungdommen, ville jeg veje -750 kg.
Men det ændrer ikke på, at jeg får hovedpine af at lytte til den skrigende forsanger
Her i Silkeborg er kopi-bandet "Almost AC/DC temmelig populær. Og så står jeg da helt af. Det er slemt nok med én skrigende mand - men når der så ligefrem kommer en kopi af den skrigende mand, mister jeg helt tålmodigheden. Men nu har jeg da heller aldrig fattet hypen med kopibands. Hvis jeg skal til koncert, skal jeg sgu se den ægte vare. Og hvis jeg ikke har råd til det, bliver jeg hjemme.
Det er sådan lidt den moderne (og okay; indrømmet...lidt bedre) version af orgelbaskere, der kæmper sig igennem "Fly on the wings of love" med selvlært imitation af den nasale del, som Brødrene Olsen klarede med hjælp fra teknikken og "Kald det kærlighed" med lidt for mange glade næsten-autentiske sambarytmer og ekstra knald på den jyske udtale.
Lav nu jeres eget musik. Synes jeg. Det andet er lidt lånte fjer-agtig.
Jeg drømmer voldsomt om at opleve Adele. Adele. Ikke en rødhåret kvinde ved navn Dorthe, som har lært sig selv at ramme nogle af Adeles strofer.
Nå, tilbage til AC/DC lyden. Jeg kan sagtens høre, at trommerne er pænt fede. Og at de bestemt har styr på deres intrumenter. Der hvor filmen knækker for mig er når sangeren går i gang.
Det giver mig seriøst ondt i hjernen og svælget. Og minder mig alt for meget om dette:
