Nå...men det gør jeg. Parfumer med vanille-noter er guddommelige dejlige. Og bagværk med vanille er henrivende.
Så jeg gik i gang med at bage vanillekranse i dag. Mette-temmelig-stor-mund-Blomsterberg-opskrift. Fulgte den til punkt og prikke. (Med undtagelse af at stå og tvære vanillekorn og sukker rundt i et stykke ubehandlet og semi-høvlet affaldstræ. Hvorfor gør hun sådan noget?)
Pressede endda dejen ud gennem den korrekte tylle i stofsprøjteposen og fik efterladt yndige ringe med perfekt rillet mønster på bagepladen. Som så flød 88% ud inde i den varme ovn.
Lårt!
Ej, men det er det sgu. Jeg ved da godt, at de smager lækkert. Men udseendet må da også gerne være lidt med dem. Må få købt mig en gammeldags kødhakker.
Men fik selvfølgelig taget det obligatoriske "ja, så tog jeg lige et billede...helt spontant...helt uden at arrangere div. frugter ved siden af" billede.
Man er vel blogger...
Tog sådan set også et billede af jydeaftensmaden, men altså come on...let's face it. Skinke, brunede kartofler og grønlangkål er der vel næppe meget wow-faktor over i blog- og instagramverdenen?
Så det poster jeg selvfølgelig. Først i uredigeret version, hvor man rigtig kan se de fesne farver i smukt samspil. Bemærk venligst, at jeg løb tør for grønkål undervejs i processen og at der derfor var en vis lighed med opkast fra en hund, som har gnuflet sig igennem en halv græsplæne. (Men det smagte fandeme godt!)
Så forsøger vi at redde billedet med en tur gennem billedprogrammet, som selvfølgelig altid er åben i en anden fane, mens der skrives blogindlæg.
Ta-og-tadaaaa! Mrmmm. Kom ikke her...
(Okay...grønlangkål bliver bare aldrig en fotogen ret).
Nå...men jeg smutter videre. Begge nevøer var på overnatning og det var helt vidunderligt dejligt. Vi startede kl. 07:30 i morges med at gennemsøge hele hytten for at se, om julemanden monstro havde været her med pakker.
Og det havde han da. Også til teenagerne, som takkede julemanden højt og længe med stemme i falset og med overbevisende toneleje.
Nevøerne var også glade. Eller dvs. den ældste var. Den yngste var ikke helt vild med at julemanden havde givet ham en opgavebog. "Hvad fanden er det for noget. Den gider jeg sgu da ikke at have. Hvorfor giver julemanden mig sådan noget!?" , brummede han med sænkede øjenbryn. Chokoladekalenderen ville han dog gerne have.
Men efter han havde hørt storebror juble over gaverne og efter han havde stået og smækket med lågerne på badeværelset et kvarters tid, indfandt juleglæden sig dog trods alt.
Hvor er min adventsgave? Egentlig? Ønsker mig allerhelst ro i maven og hjertet. Men lige nu og her - på en kold adventssøndag - kunne vægten af en mand ovenpå mig også godt gå an.
Glædelig første advent :-)
