Var faktisk til samtale i dag. Ang. job. Godt nok tidsbegrænset, men til gengæld det sted, hvor jeg allerhelst vil være.
Under normale omstændigheder, kunne jeg nok have gået derfra m. et kæmpe smil, og udsigten til arbejde. Men nu ER min arbejdssituation jo altså lagt i andres hænder, så jeg kan kun vente nu. Og håbe på et mirakel. At nogen kan fremskynde afgørelse om fleksjob. At nogen godkender.
Er I klar over, hvor meget mavepine det giver? Følelsen af, at noget er så tæt på, men samtidig så langt væk? Sådan en situation koster dyrt i Lambi toiletpapir.
Åh gud, hvor jeg dog håber. Og krydser fingre. Og tæer. Og hår på benene.
Og samtidig er jeg jo skide glad. Uanset hvad. For der ER nogen der kan bruge mig. Nogen der tror på mig. Den følelse er der da i hvert fald ingen der kan tage fra mig. (Sagde hun tappert m. amerikansk dramaskuespillerinde mimik)
Nå, men ellers ikke noget nyt.
Familien er gået i seng. Og jeg har stressmave, så jeg venter lige på aftenens sidste uddrivelse, inden jeg kan gå i seng.
Uglen er også oppe. Stak lige hovedet ind til mig, og spurgte forundret: "Hvorfor er du stadig oppe??"
Burde det ikke være mig, der stillede hende det spørgsmål?
