"Mor, hvorfor står der en bøtte med gammelt kage inde hvor køkkenmaskinerne og fadene står?"
Blev ham svar skyldig, og kunne heldigvis affærdige ham med, at arbejdet kaldte.
Men sergenten har fuldt armeret hukommelse. Selvfølgelig har han det. Så da jeg trådte indenfor døren herhjemme, blev jeg mødt af:
"Mor...tingene forsvinder jo ikke ved at du gemmer dem væk?!".
Man kan jo ikke engang modsige ham. I hvert fald ikke, hvis man vil beholde værdigheden. Så jeg bildte ham ind, at "dét havde jeg sørme da helt glemt...det var bare fordi jeg var ved at vaske gulv og så ville jeg bare sætte nogle ting midlertidigt af vejen".
Han åd den selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle han det? Egentlig? I onsdag ville min kære mor åbne kosteskabet. (Som herhjemme hedder pulterskabet). Jeg nåede lige at halvråbe et "Nej mor...." og så fik hun ellers støvsugerrøret i panden. Fordi jeg havde moslet støvsugeren ind ovenpå nogle poser med tomme flasker (med en samlet værdi af 85,50 kr) og skyndt mig at smække skabslågen i.
Fandeme typisk. Nu har jeg ellers gjort alle andre køkkenskabe rene og ryddet op i dem, og så vælger hun selvfølgelig at åbne lågen til lossepladsen.
Nå...men jeg er faster hyggelig i dag. Mine to nevøer er på overnatning og vi har grinet, hygget, grinet og nusset hele aftenen.
Det er imponerende hvilke ord der kan komme ud i hele sætninger, når de åbner munden. 8-årige nevø udtalte uden varsel og midt i aftensmaden: "Når jeg bliver stor, og hvis jeg kommer til at arbejde sammen med en jeg ikke kan lide, så vil jeg bede ham om at blive væk fra min grav, når jeg dør" efterfulgt af "Årh...se lige den her remouladeklat. Den ligner en pølle fra en anden dimension".
Da jeg troede, at barnet ikke hørte det, sagde jeg til Uglen: "Det er da helt utroligt at han kan sige sådan noget...bare sådan uden videre".
Barnet har så åbenbart hørelse som en doberman og kiggede bare (lidt for modent) på mig og sagde stille med et fast blik: "Jamen...det kan du jo også bare vælge at sige, hvis det sker for dig".
Jo jo...
Yngste-nevøen vil desuden enten være morder eller tyv, når han bliver stor. Han vaklede længe mellem karrierevalgene og endte med et kompromis: Han ville være en tyv der brød ind og stjal og myrderde.
Men vi har hygget. Og nu ligger de begge i sukkerchok og sover. (Jeg bliver aldrig en Hirsespelt-Faster). Og jeg har sneget mig i køkkenet og pakket 4 x adventsgaver ind. Stod nærmest helt krumrygget med et paranoidt blik ud mod spisestuen og små svedperler på indersiden af brilleglasset. Magter ikke rigtig at tage snakken med yngste-nevøen omkring julemandens oprigtighed.
Jeg tror jeg glæder mig lige så meget som dem til de vågner og ser julemandens efterladenskaber.
