Med blandt andet "put-klodser-i-kasse". Jeg hev den op af tasken, og ville få klodserne hevet ud, så dukkebarnet kunne komme i gang med at proppe dem derned igen. Og...ja...min iq var åbenbart skredet ret meget hjemmefra.
Pressede mine buttede Anna & Lotte hænder ind gennem tremmerne i siden for at få klodserne op gennem de passende huller. Hvilket tog ret lang tid, eftersom klodserne skulle ud gennem de rigtige huller. Og eftersom bmi-udfordrede Rødhættehænder, var ret så omvendte og handicappede.
Dukkebarnet sad og gloede på mig. Og ventede tålmodigt. For en stund...Og så greb hun ud efter legetøjet og forsøgte at hive det til sig.
Jeg gav ikke slip. Havde det sådan lidt: "Så lille skat, nu skal tante Rødhætte jo lige befri klodserne, før du kan lege med den"
Men barnet gav ikke op. Hun hev og sled, og fik til sidst rykket det ud af hænderne på mig med et blik der sagde: "Tåbelige kvindemmenneske! Fatter du da slet ingenting?"
Hvorefter hun vendte bunden i vejret på den,og stak hånden ind fra den anden side. Gennem et par elastikker i bunden. (Som jeg troede var fastgjorte plastikstænger).
Og hev klodserne ud på 30 sekunder...
.....................jamen........
Flot, Debilhætte...
Stemningen peakede, da jeg fik øje på hendes ankler, og i første omgang troede det var mine egne.
Kæft, de er kære. Altså hende. Ikke mine.
