torsdag den 24. januar 2013

G. Vs. Rødhætte

Skøn arbejdsdag er slut, og thi der gik Laura fra Korsbæk i mig i går, og jeg derfor lavede ekstra meget aftensmad, kan jeg m. god samvittighed læne mig tilbage m. et krus kærlighed, og slappe af.
Uglen har lige været hjemme at vende sammen m. sin søde veninde, som jeg har lidt ejerfornemmelser over, og derfor har udnævnt til bonusdatter. Efter en hyggesnak m.de to, er de nu tøffet på biblioteket, og café.
Teenagesøn taler m. en ven inde på værelset, og jeg lytter næsten ikke.
Og nu er det faktisk weekend for mit vedkommende.

G. arbejder over. Selv siger han, at det er fordi han skal besøge sin elskerinde. Det er fair nok. Når en mand skal, så skal han.

Modsætninger mødes. Også for vores vedkommende. Jeg nævner i flæng:

- Jeg elsker gyserfilm -  Han hader dem som pesten.
- Mit mellemnavn er ost - Han vil hellere grave sine øjne ud m. en sløv ske end at spise det.
- Han elsker Science Fiction film - Jeg hader usigeligt meget de lortefilm.
- Han er velovervejet - Jeg er ugennemtænkt.
- Han har en lang lunte - Jeg er selvantændelig.
- Jeg elsker indretning og nips - Han er ligeglad. Bare det er praktisk.
- Han er blå - Jeg er rød. (K-A-T-A-S-T-R-O-F-E)
- Jeg elsker at eksperimentere m. mad og udfordre mine smagsløg - Han vil bare have det han kender.
- Han kan altid finde sine papirer - Mine er spredt ud over 56 kvm. i en radius af 12 km.
- Han er en rolig og empatisk billist - Jeg hader alle andre i trafikken.
- Han tænker her og nu, og handler i nuet - Jeg analyserer gerne ting til hudløshed, og der er ingen forældelsesfrist på emner der skal diskuteres.
- Jeg prutter - Han er det første menneske på jorden uden luft i tarmene.
- Han er stædig - Jeg har altid ret.
- Han har et harmonisk ansigt - Mit ligner noget der er bygget af modellervoks.

Men gudskelov for ovenstående. For jeg tror da virkelig, at jeg ville kede mig inderligt, hvis vi var smeltet sammen til én person.
(Men når du læser dette G., så betyder det ikke, at jeg går med til at du bygger grimme praktiske sofahylder).


Nå...der er ikke mere kærlighed i kruset, så jeg skal have en optankning. Men vender tilbage senere. (Der være endnu mere klamme danske hjemmesideer derude)
Hvis I støder på nogen, som enten er klamme, sære eller sjove, så giv mig gerne et pip: hendeheidi@gmail.com