mandag den 5. november 2012

Bjaaaaaaaaarne!!! :(

Bjarnebilen. Min lille skat. Min trofaste følgesvend m. hele 40 hk. Min baby...

Han har brækket det ene ben :( For fanden da også...
Teenagedatter og jeg ville lige crashe Føtex, så vi hopper ud i bilen. Jeg sætter i bakgear, bakker, sætter i første, kører 2½ meter, og så hører jeg lyden. Den skrækkelige lyd. Og et mærkeligt ryk i bilen.
Min første tanke er: "Nej nej nej, jeg har bare ikke kørt naboens kat over".

Uglen griner og udbryder: "Arrhh mor, så stor er han heller ikke. Sådan vil det ikke mærkes".
Jeg hopper ud, og kigger under bilen, hvor der heldigvis er tomt. Hopper ind igen, sætter i første, træder på speederen: Intet sker. Sætter i bakgear: Intet sker.
Trods mine totale fraværende evner som mekaniker, siger jeg til Uglen: "Det nytter ikke noget. Det er gearboksen der er røget" Så vi stiger ud. Og der ser jeg det...

Mors lille skat.




For helvede! Var sgu da godt, at vi ikke nåede ud i trafikken.

Og så lige i dag. Hvor guderne hader mig, og spyr uheld ned over hovedet på mig.
Lad mig se...jeg fik tabt en bunke kasser da vi var ude at levere mad (heldigvis de tomme af slagsen), jeg fik væltet en dunk rengøringsmiddel ud over gulvet i det varme køkken, jeg fik voldtaget opvaskemaskinen, jeg moonwalkede pga. glatte gulve, jeg tabte min kollegas iPhone. Og nu Bjarne...:(

Vi var ude at levere mad til noget reception. 75 mennesker. Er I klar over hvor meget mad det er? Som er pakket i kasser. Som er tunge?
Nå, men det fik vi båret ind i elevatoren, og så gik vi i gang m. at anrette, mens maden blev beundret.
Og så skete det...at jeg blev sluset kortvarigt ind i en helt helt anden verden. Hvor humor i dén grad blev gradbøjet.
Der blev slået på glasset, og så var det tid til tale. 

Ehmm...ja. Det var så på et helt helt andet niveau. Jeg ville ønske jeg kunne gengive det ordret, men jeg havde travlt m. at koncentrere mig om ikke at tabe tingene, samt at lade være m. at grine.
Men i brudstykker var det:

"Hvad sker der når en snegl fryser og krystaliserer?" (Det hørte jeg desværre ikke svaret på)
"Ja, nu har du jo skrevet speciale om dræbersnegle. Og nu ender det nok m. at du bliver en....(den berømte pause)...stræbersnegl!"

Og her brød hele forsamlingen sammen af grin. Ja, man skulle tro, at Anders Matthesen lige havde fortalt en joke. Eller at jeg havde smidt tøjet. De var helt færdige.

??

Stræbersnegl??

??

Nå, det er nok ikke meningen at jeg skal forstå det. 
I det hele taget forstår jeg ikke denne dag...Lortelort. M.lort på. Hvis I morgen ikke bliver bedre, pakker jeg mit tøj i en bylt, monterer den på en lang pind, og så trasker jeg hjemmefra. M. mit manglende held.