Virkelig - fuck dig! Og allermest fuck mig.
Jeg fandt en kæmpe stak gamle cd-rommer for at se, om jeg kunne finde et gammelt billede af mig og deltage i Facebookdillen: "Del et ungdoms eller barndomsbillede af dig selv".
Ja - det gjorde ondt. Virkelig ondt. Og det gør det så sådan set stadig. Og jeg vil skide på, at det ikke er moderne at udlevere sig selv negativt (og nogen vil måske ligefrem sige selvmedlidende), men so be it.
Det var dejligt at gense gamle billeder, hvor mine børn er på. Nårhh! <3 Jeg bliver helt blød og varm om hjertet og de tårer jeg får i øjnene, er gode tårer. Det er kærlighedstårer.
Men så er der de andre. Hvor jeg sidder og kigger på mig selv anno 2002-2008 (og tidligere) og hvor jeg ser en pige/kvinde, som er helt okay. Men som jeg hadede inderligt næsten hvert sekund.
Og det klinger så hult, når jeg irettesætter mine børn kærligt, men bestemt, hvis de taler sig selv ned. For jeg har stort set ikke lavet andet om mig selv, hele mit liv.
Gud, hvor har jeg brugt meget af mit liv på at kritisere og hade mig selv. Og jeg gør det jo stadig. Men nu føler jeg det er okay - nu, hvor jeg har 2002-billederne at sammenligne med. Men hvad så i 2040? Sidder jeg så på samme måde og er ked af at kigge på 2016-billeder, fordi jeg hadede mig selv i 2016? Sidder jeg med den samme trang som nu til at gribe ind i skærmen og kramme den kvinde, der sidder derinde? Og fortælle hende: "Du er altså god nok"?
Og så kiggede jeg videre i cd-rommen og åbnede en mappe, som jeg ikke skulle have åbnet.
Fuck dig, kærlighed. Rend mig noget så grusomt. For der lå det ene billede efter det andet med mig og mit livs kærlighed. Mit livs kærlighed, som viste sig at være et gennemsyret sygt svin, der valgte at forsvinde ud af mit og børnenes liv uden et ord. Seks år og puf, væk var han. Ikke et ord, intet ingenting. Jeg har aldrig talt med ham siden - ikke set ham - aldrig fået en forklaring.
Og så dukker han op i dag på min skærm. Møgsvin. Han fortjener ikke mit savn. Et savn, som jeg virkelig ikke begriber, at jeg kan føle. Må han rådne i helvede med kronisk svamp under forhuden. Mindst.
Men i dag var han der. På min skærm. Læssevis af billeder af ham og jeg. Og jeg var ét stort smil. Kæft, hvor så jeg lykkelig ud. Kvalmende lykkelig og med et smil, der nåede helt op i øjnene.
Og så kommer trangen igen. Trangen til at kaste mig ind i skærmen og hive mig selv ud og råbe: "Gider du lige droppe ham? På stedet. Det kan godt være, at du er lykkelig sammen med ham nu, men han ender med at såre dig så meget, at dit hjerte aldrig helt kommer sig".
Nå. Nu smider jeg cd-rommerne tilbage på deres plads. Jeg kan ikke lige holde til det, kan jeg mærke. Og i morgen er det sikkert bedre igen.
