AC/DC

Jeg kan ikke lide dem. Det kan jeg virkelig ikke. Og det føles som om jeg står ret alene med den holdning. Det er som om alle er vilde med dem.
Jeg er vokset op med dem. Har ligesom to brødre. Og hvis jeg tabte et kg. for hver gang der er blevet spillet Thunderstruck (hedder den ikke det?) ved festerne i ungdommen, ville jeg veje -750 kg.
Men det ændrer ikke på, at jeg får hovedpine af at lytte til den skrigende forsanger

Her i Silkeborg er kopi-bandet "Almost AC/DC temmelig populær. Og så står jeg da helt af. Det er slemt nok med én skrigende mand - men når der så ligefrem kommer en kopi af den skrigende mand, mister jeg helt tålmodigheden. Men nu har jeg da heller aldrig fattet hypen med kopibands. Hvis jeg skal til koncert, skal jeg sgu se den ægte vare. Og hvis jeg ikke har råd til det, bliver jeg hjemme.
Det er sådan lidt den moderne (og okay; indrømmet...lidt bedre) version af orgelbaskere, der kæmper sig igennem "Fly on the wings of love" med selvlært imitation af den nasale del, som Brødrene Olsen klarede med hjælp fra teknikken og "Kald det kærlighed" med lidt for mange glade næsten-autentiske sambarytmer og ekstra knald på den jyske udtale.

Lav nu jeres eget musik. Synes jeg. Det andet er lidt lånte fjer-agtig.


Jeg drømmer voldsomt om at opleve Adele. Adele. Ikke en rødhåret kvinde ved navn Dorthe, som har lært sig selv at ramme nogle af Adeles strofer.

Nå, tilbage til AC/DC lyden. Jeg kan sagtens høre, at trommerne er pænt fede. Og at de bestemt har styr på deres intrumenter. Der hvor filmen knækker for mig er når sangeren går i gang.

Det giver mig seriøst ondt i hjernen og svælget. Og minder mig alt for meget om dette:

Expectation Vs Reality

Når ens væremåde bare er enormt handicappet

Bedst som jeg troede, at jeg var ved at vokse fra uheldige episoder, sker der på to dage flg.:

1: Skulle ud med skrald. I baggården. Hvor der altså ligger et hus, hvor der bor mennesker. Og som har vinduer. (Huset - ikke menneskerne. Ville se mærkeligt ud.). Havde bare stukket fødderne i et par ballerinasko og på underkroppen sad en nederdel ud over et sæt bare ben.

Tuller rundt ude i gården. Samler lidt krukker sammen. Sætter lidt skrald til storskraldbunken. Og går ind igen. Blot for at opdage, at nederdel har sat sig fast oppe i trussekanten. Foran. Hvilket omtrent betyder, at jeg har nuldret rundt udenfor med frit udsyn til knap så velholdt bikinilinje. 

2: Modtager eBay kjole. Som denne gang ankommer i en størrelse, som ville passe mig, hvis jeg havde ædt mig selv. (Man skulle tro, at mini-menneskerne i Kina og Hong Kong havde luret mit brok over alt for små størrelser). 

Vælger dog at tage den på og smækker et "bælte" af chiffon om tajlen, så længden ikke slæber hen over jorden, når jeg går.
Smutter på arbejde - og på vej ned ad trappen, bliver jeg standset og hevet tilbage som en boomerang. Halvdelen af kjolen ligger inde i entréen - under døren. 

3: Får samlet kjole til mig, hiver op og hopper på cyklen. Går glimrende de første 1.4 km. Og så kan jeg pludselig ikke rigtig dreje rundt i pedalerne længere. Kjole har valgt at sno sig rundt om venstre pedal. Og of course et sted, hvor man ikke kan stå uforstyrret i skæv stilling og vikle kjole ud af pedalerne. 

4: Troede jeg havde løst strømpebukseproblem, så de ikke glider ned. Først trusser på, så strømpebukser på og så stramme trusser ud over strømpebukserne.  

Fungerer ikke på mig. O.V.E.R.H.O.V.E.D.E.T. Strømpebukser glider stadig ned, men bliver nu stoppet omkring starten af lårene og danner derfor en besynderlig form på min underkrop. Vi taler ridebukselår x 4. 

Når ens børn bliver lige comedyfriske nok

Så vi sidder og spiser. The american way. Tv-dinner. Og med munden fuld af timiankartofler, siger sønnen:

"Hey mor; du ville egentlig være en ret god tømrer. Du har jo altid sandpapir på dig", hvorefter han kaster et blik ned på mine bare fødder.

Kældersituationen

Ej-men-det-er-jo-ganske-grotesk...

Har knoklet det meste af dagen i kælderen og har informeret sundhedssøn om, at på lørdag står den altså på: "Hjælp din mor med at organisere lort i vaskerummet". Hvilket han uden tøven sagde ja til. Manglede da også bare. Men skønt han er så samarbejdsvillig.
Fik også hevet Uglen ud fra sin rede og med ned på gulvet i tøjrummet med ordren: "Find ud af hvad du ikke gider gå i længere", hvilket hun faktisk fandt enormt hyggeligt. Jeg skal virkelig til at bede hende om flere ting. Hygge og familiekvalitetstid kommer jo i mange varianter. Så fra nu af propper vi "sortering af hoarder-reden" ind under hyggeskemaet. Hvem ved hvad det ender med. Måske vi en dag alle samles om vandlåsen og får lidt familietid der også?


Nå, men status på hoarderhytten i kælderplan er i skrivende stund:

- To rum (de to største endda) er fuldt ud besøgsvenlige.
- Fandt de solbriller jeg har ledt efter i evigheder. Faktisk har jeg nået at bestille nye på nettet. (Som så aldrig er dukket op. Fuck jer, GLS). Men de lå såmænd i en gammel køkkenskuffe. Logisk nok?
- Fandt en kjole jeg har ledt efter. I en pose med julepynt?
- Derudover har jeg fundet hårting, smykker, læbepomader og hårnåle, som jeg også længe har ledt efter.
- Jeg ejer alt for meget sengetøj og for få lagener.
- Er en bunke fyrfadslys rigere.
- Der er orden i mit tøj. Orden og system. Overvejer næsten at kontakte Ude & Hjemme som en slags mindeværdig dokumentation.


De resterende rum ignorerer jeg eksistensen af de næste fem dage.


Så nu hedder det bare kaffetid, dampcigarettid og surfing, inden aftensmaden skal trylles frem af råvarelageret, som ikke er helt tilfredsstillende. (Gad ikke handle). Lige meget. Jeg kan godt. Er ligesom det jeg tjener mine løn på. Overvejer at lege jeg er med i en slags tv-køkken. Det kunne måske motivere?

Så jeg surfer nu. Og har rundet Fie Laursens blog, som egentlig bare gør mig trist at læse. Så meget drama og så mange blottede følelser i en grad, som trods alt endnu ikke er set herinde. Og så får hendes blog mig til at føle en kæmpe taknemmelighed over, at der ikke fandtes noget der hed internet i private hjem, da jeg var teenager. Det ville ikke have været kønt.

Jeg læste mig frem til, at hun tjener mellem 30.000 og 60.000 kr. om måneden brutto på at blogge. Og jeg føler mig faktisk enormt trist og uretfærdigt behandlet. Hvor fanden er min lønseddel?
Helt ærligt; hvad kan de unge bloggere, som jeg ikke kan? (Udover at være fri for appelsinhud og rynker og dermed være reklameperson for fine produkter). Jeg kan sgu da også teste produkter og reklamere for ting. Snildt! Og det henvendt til det modne publikum. Er det ikke en mangelvare? Egentlig?
Jeg melder mig uden skam helt frivilligt til at teste Stinna-trusser, takeaway-butikker, e-cigaretter, parfumer, rynkecreme, fodhøvle, hælsporeindlæg, natursovepiller, rødvin, Asti, Haribo, køkkengadgets, shapewear, hårfjerningsprodukter og botox.


I ringer bare!

Jeg.kan.ikke.overskue.det (noget om kælderen)

Er skredet i kælderen for at forsøge at knokle irritationen ad helvede til. Ej, men for fanden...hvem har vendt vrangen ud på det hele dernede?
Jeg kan simpelthen ikke administrere at have så mange kvadratmeter. Min hjerne tænker jo: "Fedt, så slipper jeg for at køre på genbrugspladsen. Her kan jeg sagtens opbevare det".

Og det har jeg så gjort. I de otte år jeg har boet her.

Udover en masse skrammel, som egentlig hører til i "Stort brændbart", har jeg indtil videre - og jeg er langt fra færdig - knoklet mig igennem:

- Gamle bærbare
- Gamle cd-rommer, som jeg ikke orker at kigge på, fordi jeg bare ved, at mange af dem er fyldt med minder om et svin, som jeg gerne vil tage det hvide snit for at glemme.
- Tøj nok til at åbne en genbrugsbutik. Og vel at mærke tøj, som ingen af os går i længere.
- Pynteting, som bor sammen dernede, så de ikke opdager, at de er kasserede - men bare tror, at her skal de bo. (Ja, jeg er mærkelig. Jeg knytter mig til ting og giver dem menneskelige værdier)
- Julepynt i groteske mængder.
- Sko, sko og atter sko.
- Hudplejeprodukter, cremer, parfumer fra en svunden tid.
- Knagerækker, hylder og billeder.
- Børnenes legetøj.
- En dildo. (Wtf?! Hvorfor ligger der sådan en i en flyttekasse?).
- Kaos i sække.
- Tomme flasker, der sagtens kan sponsonere indskuddet til en lejlighed.
- Dvd-bokse.
- Sække x infinity, som jeg ikke tør åbne, fordi de står i krybekælderen (som ikke er ret meget krybe-agtig, når man har den højde jeg har). Tør ikke. Har tvangstanker om frøer, slanger, flagermus og edderkopper, som har dannet kollektiv dernede. (Må finde hjælp fra ven/veninde en dag og lokke med middag og vin som betaling).

Og en masse tøj, som jeg engang kunne passe. Dengang jeg selv mente jeg var amerikanerfed.

Right! Det er jo normale størrelser, for helvede! Og nu skrider sømmene bare jeg overvejer at tage tøjet på. Og mit håndsyede korset fra London, som kostede en formue. Som vel nærmest kun lige kan spændes om mit lår nu.


Hvis det ikke var det fordi jeg er rimelig godt kørende mentalt, ville jeg have selvmordstanker nu. I stedet nøjes jeg med selvhad kørt ind med grydeske fra en bundløs gryde.

Det skal fandeme være slut! Fuldkommen slut! Kan sagtens nå at smide 10 kg. over de næste par måneder. Det er en start. Og der skal mere af. Men jeg bliver nødt til at sætte delmål.
Så okay, hør her: Når jeg har smidt 10 kg, må jeg forære mig selv en Chanel parfume. Sådan! Det må være sådan det er. Magter ikke dette her. Sgu da spild af liv at ende med at overveje en gang spiseforstyrrelse, bare fordi man rydder op i sin kælder.

Slut! Pisse meget slut! På flere punkter. Har virkelig fået nok. Nok nok nok. Af selvforskyldt selvhad (men hey! Det er fandeme ikke min skyld, at stress voldboller ens krop og udløser hormoner, der får fedtet til at holde sammenskudsgilde midt på maven). Det er til gengæld min skyld, at jeg ikke har gjort mere ved det. Men hvad fanden skal jeg bruge det til nu?
Slut! Kvalmende meget slut! Gider.ikke.mere! Skrider på vægter i morgen tidlig. Ikke nu. Har nok hældt ca. 12 liter kaffe ned i dag og har endnu ikke tisset ret meget. (Hvilket egentlig er foruroligende, ni hvor jeg tænker over det?). Slut!


Og slut generelt med så mange ting. Slut med at finde dildoer i hengemte flyttekasser. Slut med at nøjes med at være problemskraldespand. Slut med at hjælpe folk i hoved og røv, som ikke føler for at hjælpe bare lidt retur. Slut med at have dyrt tøj liggende, som - hvis jeg skal være ærlig - så hamrende godt ud på mig dengang.


Er skredet op i stueetagen igen. Det er trods alt begrænset, hvor meget støv man bør indånde på et døgn. Fortsætter i morgen. Nu trænger jeg til et krus kaffe.

Påskeklynk

Efter nogle skønne dage, må det være tid til klynk eller brok. Fordi jeg kan. Fordi det er normalt og menneskeligt.

Har I nogensinde befundet jer i en situation, hvor I pludselig indser, at I primært fungerer som problemknusere for andre og...that's it?  Sådan føler jeg. Og det går mig mere på, end jeg faktisk har ville indrømme.
Venskab er all inclusive. Man er der for hinanden. Også når tingene ikke er glitrende. Men hvis man kun er der i sumptiderne, så bliver det bare lidt blarhh. Ærligt talt; jo det gør.
Jeg vil vil være med hele vejen og ikke kun kunne bruges, når jeg skal lytte og støtte. Hvis man ikke bliver inddraget, når tingene er godt, kan man jo for pokker jo lige så godt begynde at afregne med girokort og tage betaling for at være terapeut.

Og inden mit brokkeri fortsætter, må jeg så også lige huske at pointere, at det heldigvis ikke er en generel tendens i min vennekreds. Gudskelov.
Men det er sådan set også rigeligt, at det er der. Og jeg har nået det punkt, hvor jeg faktisk tager nogle tanker op til dybere analysering

Livet går op og ned. For alle. Det er ligesom en indikator for at man er i live. Og hvis man ikke kan krybe i favnen på sine venner, når kurven er nedadgående, så er der sgu noget galt.
Men der er også noget galt, når man kun bruger sine venner til at læsse brok af på. Og når traileren er tom og alt er godt, så er der ikke helt samme behov for kontakt. Det er ikke to-vejs-respekt. Det er ubehøvlet og skuffende i en grad, som egentlig bare efterlader en i en pøl af trælse følelser.

Så jeg har faktisk fået nok. Og efter dybere analysering og mærken efter i mig selv, står det ret tydeligt og selvlysende: Jeg gider ikke være problemknuseren længere. Ikke for mennesker, som gerne vil modtage, men helst ikke give. Heller ikke selv om det er ubevidst.

Og ja ja, jeg ved godt, at det nye sort er at være overskudsmenneske, men jeg er sgu bare et menneske. Og jeg indrømmer gerne, at det føles skuffende i en grad, som faktisk gør mig trist. Jeg elsker at hjælpe. Det giver mig følelsen af, at verden stadig er et skønt sted at være på trods af terrorklammerter og andre sølle eksistenser.


Men der er bare ikke nogen glæde ved at hjælpe, hvis man kun er affaldsspand.

"Det kommer når du mindst venter det"

!!!

@"!#&%¤!!@£$!!

Der burde fandeme være én eller anden form for straf til de selvlærte sexologer, der fyrer sådan en gang pis af. Helt alvorligt! Intet kan pisse mig mere af, end når man får stukket den slidte slidte plade i snotten af en person, som tydeligvis selv tror, at han/hun helt selv er kommet på den talemåde. Og oftest bliver bemærkningen leveret med et selvfedt smil med undertoner af medlidenhed og "there there...du skal nok blive elsket en dag". 

Hold.din.kæft.tak og kom med noget originalt. Og ikke mindst velment. For den der gang pladder er jo fandeme så logisk, at selv en muldvarp er klar over det. 

Jeg tror jeg vil til at rende rundt til alle arbejdsløse og sige: "Du skal se...én eller anden dag skal der nok være en arbejdgiver, der gider dig. Og så får du et job og bliver lige så glad som mig". Eller til folk med otte-cifret minus på kontoen: "Så så...ved du hvad? Statistikken siger faktisk, at det oftest er de mest fattige, der vinder den store gevinst".  Eller til den psykisk syge: "Det er sjældent kronisk. Lige pludselig vågner du en dag og er glad igen".

Grrrr!

Jeg er nymfoman. Åbenbart...

Jeg ved ikke hvad der sker med mig pt? Om foråret har invaderet mit underliv eller hvad pokker det er, der foregår. Men jeg har i hvert fald sex. Hver nat. Og hver nat er det med store følelser og temmelig meget perversitet indblandet. Og det kan man jo undre sig lidt over, når man tænker på, at jeg stort set hver aften falder i søvn til lyden af Twin Towers, der brøler mod jorden, fly i vanskeligheder og skydegilde på High Schools.
Udløser groteske dokumentarprogrammer noget seksuelt i mig? Ej, vel? Så fucked er jeg sgu da ikke.

Inden for den sidste uge har jeg haft sex med tre forskellige mænd fra mit arbejde og to mænd fra radioen. Og en journalist fra en anden avis. Det er jo fuldstændig åndet. Og værst er det på arbejdet, for jeg kan jo nærmest ikke have øjenkontakt med dem.
Forleden lagde en af sexpartnerne fra mine drømme en hånd på min skulder, da vi stod og talte. Og jeg mener det...jeg gav lige efter i benene et øjeblik. Specielt da hans aftershave gennemborede mine næsebor. Wrrrom. Så var jeg tilbage i drømmen. Flashback over det hele. Og så blev jeg flov og nærmest bange for, om jeg udstrålede et desperat begær lige midt i arbejdstiden med melstøv over hele kroppen og en rest bolognese på venstre gummitræsko.

Gad vide hvem jeg ender op med i nat?

At kunne sangteksterne udenad

Apropos mit tidligere indlæg: Jeg kan da ikke være den eneste nørd


Som jeg skrev, så er jeg nærmest autistisk, når det kommer til sange. Jeg forsvinder ind i dem, der rammer mig og kender hurtigt teksten, men også tonefaldet. Og så hjælper sange mig til at fordøje følelser. Og derfor suger jeg teksten til mig.

Et par få eksempler:


Da jeg for nogle år siden var sygemeldt og havde det helt ad helvede til, ramte "Life is Hell" med HUSH mig blandt andet. Ikke at jeg identificerede mig med hele teksten, men store dele.
Jeg var på ledigheds-vi-er-alle-sygemeldte-kursus og sad en dag i undervisningslokalet i mine egne trælse tanker og skrev teksten fra omtalte sang ned på et stykke papir. Og så glemte jeg papiret, da jeg tog hjem. Og dagen efter blev jeg kaldt til "jeg-er-bekymret-for-dig" samtale, fordi underviseren havde fundet mit papir med teksten og troede, at je selv havde digtet det.
Og ja ja, bevares - teksten ER da dyster. Men jeg fattede hat af hvad hun ville tale med mig om, lige indtil hun spurgte, om jeg drak for at dulme smerterne :-D

Og for det ikke skal være løgn, ramte HUSH mig med endnu en sang en del år senere. Jeg var til koncert med dem og de spillede "I can't be the one". Det var første gang jeg hørte det nummer og fuck, hvor teksten bare marcherede ind og satte mine følelser på plads. Det var så syret sært. For det var under denne sang den aften, at jeg bare fik banket realiteterne ind i hovedet og hvor jeg indså, at jeg ikke elskede min eks længere og at det var på høje tid, at jeg fik afsluttet det.

Savage Gardens "Two beds and a coffee machine" var ren terapiform for mig og hjalp mig gennem tiden lige inden og efter jeg flyttede fra børnenes far.

Katy B og hendes "Crying for no reason" skamhørte jeg, da jeg bare ikke magtede mere pga. stressen, som midlertidigt havde erobret mit liv.

"Chasing Cars" med Snow Patrol minder mig om den sødeste eks-kæreste. Vi hørte den hele tiden og jeg bliver så urhm indvendig, når jeg hører den.

Adeles "Don't you remember" gik direkte ind og lammede mig med teksten. Den kunne (desværre) have været skrevet af mig. Alt passer så skræmmende. Men den er stadig smuk og betyder meget - også selv om den er temmelig trist.

Og jo, dem kan jeg 100% udenad. Det er ingen bedrift. Det er naturligt. Men det var bare lige for at runde mit tidligere indlæg af om radioens spørgsmål i morges.

Ja, det handler om sex

Jeg vil da gerne pointere, at jeg ikke er sippet og at jeg faktisk finder det enormt dobbeltmoralsk, at mens det er pivfrækt og normalt, at kvinder køber og bruger dildoer, så står det straks værre til, når mænd køber sexlegetøj. Det er ligesom ikke helt så acceptabelt. Og det er da egentlig en gang fis.

Hvorfor er forskellen så stor? Der er sgu da nærmest ikke nogen, der løfter et øjenbryn, hvis en kvinde fortæller:

"Ej, men altså...det siger jeg dig, Karen! Den lyserøde dildo med glitrende og roterende kugler i pikhovedet er bare SÅ god! Den rammer virkelig bare lige der, hvor den skal ramme. Ej, men jeg mener det! Det føles lige så godt som den ægte vare! Hvad skal man så med mænd, hva`*Træls og lidt for høj latter* Og har du set den lille delfintunge der lige sidder der, hva'? Det siger jeg dig...Uhmmmenommenum. Den sender mig da GODT nok lige i den 7. himmel med sprøjteorgasmer og det hele! Du skulle virkelig købe dig en."

- og hvis nogle mænd overhører den samtale, er det stensikkert, at de glider væk rent mentalt og har en film kørende på nethinden af Solvej, der lader sig gennembore af sin lyserøde dildo med roterende pikhoved og stålkugler, der flyver rundt, som var de i en blender.

Men hvis en mand siger:

"Helt ærligt; jeg købte sgu sådan en onanimund i sexshoppen. Det er fandeme lækkert! Det er'd bare. Når man er single, er det da fedt at kunne variere det med sig selv og ikke altid bare bruge højre hånd. Det føles sgu ret tæt på den ægte vare"

- så er det dælme begrænset, hvor mange kvinder, der sidder og tænke positive lumre tanker. I stedet lyder det: 

"Kæft, hvor taberagtigt! Det er godt nok usexet, at han har købt sådan en kunstig mund. Hvis jeg skulle date ham og opdagede den i hans natbord, var jeg den der var skredet. Hvad bliver det næste? En oppustelig dukke?"

Citat: kvinden, der pløjede en batteridrevet lyserød pik med mere ekstraudstyr end på en Audi A-Direktørbil, op i sig.



Det må kaldes definationen på dobbeltmoral.



Nå, men jeg gik selvfølgelig i gang med at søge efter onanimunde. Og der er mange diskrete derude, som er langt mere nydelige at se på, end en monster-cock-2000-dildo. Men så er der så også de mere...erhm...anderledes. Som f.eks. denne:


Vomiting Mouth Stroker
So you stick your dick into this artificial mouth stroker to simulate a bj. If you push your dick in far enough this sex toy will spew fake vomit (fake vomit is included!) all over your junk. The vomit is scented to smell like the real thing. Best number 1 ever!!

Ting, der kun sker på film

Hvis ens hus bliver besat af onde ånder og spøgelser, så bliver man trofast boende, og lader stadig sine børn lege ubevogtet på deres værelser, og bliver TOTALT overrasket hvis børnene så pludselig skriger fordi spøgelserne har taget kontakt til dem.

Alle kvinder ejer sådan en XXXL-isbøtte som de altid tager frem og spiser af når de har problemer med kærligheden.

Billeder fra overvågningskameraer er ofte skarpere end alt hvad man ellers kender. Så man kan zoome ind i det uendelige, indtil man fanger en særlig tatovering på gerningsmandens arm, og ved at køre billedet igennem nogle særlige filtre kommer det simpelthen til at stå knivskarpt.

Når man skal ødelægge en stationær computer, så skyder man ind i skærmen,

Der er kun to årsager til at gå på toilet:

1: For at flygte igennem det lillebitte toiletvindue

2: For at genfærd/indbrudstyv kan vise sig bag én, i spejlet over håndvasken.

Hvis nørdet-akavet-taberpige løsner sit hår og tager brillerne af, forvandler hun sig straks til blændende smuk fotomodel.

Et sikkert tegn på at man har haft indbrud er, at alle malerier og billeder på væggene pludselig hænger skævt.

Folk på film der har sex, kommer altid på samme tid. Kvinden bliver aldrig snydt.

Når nogen kommer stormende ind og råber "Skynd jer at tænd for tv'et, der er nyt i sagen om ufoen" så kan hovedpersonen nå at tænde for tv i tide til at speakeren siger "Og så stiller vi om til en særudsendelse om ufoen". Man lander aldrig midt i en sætning eller på en forkert kanal.

Lige så snart du og din ven træder bare en meter væk fra folk, så kan de ikke høre, hvad I siger til hinanden. Så kan I nemt både tilstå forbrydelser, utroskab, eller bagtale andre.

Rattet fungerer enormt dårligt i amerikanske biler. Samtlige bilister sidder i hvert fald konstant og smådrejer på rattet, når de kører ligeud. 

Man drikker aldrig sin drink færdig. 

Vidner i forskellige sager har aldrig problemer med at huske hvor de var, hvad de lavede, hvem de talte med og hvad de talte om. Også selvom det ligger mange år tilbage i tiden.

I romantiske komedier har alle mega seje jobs og vanvittigt velplacerede og autentiske New York'er-lejligheder og skinnende hår.  

Kvinder er altid pæne, når de vågner om morgenen. Også når de sover. Der er fandeme ingen, der ligger med åben mund og en savlstribe.

Det bliver lortevejr, når der er knas i parforholdet.

Læbestiften holder hele dagen. Uden opfrisknng. Selv efter sex.

Bilen er kun ved at løbe tør for benzin, når du er i fare.

Hvis du bliver jagtet af nogen, som vil dræbe dig, er det faktisk enormt heldigt, at der altid et et optog eller en parade, som du kan gemme dig i.

Alle ludere er smukke og ender altid med at få den lækre gode mand.

Alle kan overtage i cockpittet, hvis piloten får et ildebefindende. De skal bare guides via radioen og vupti: Ikke alene lander de flyet (med enormt mange svedperler, som - hvis det er en kvinde - ikke ødelægger make-uppen), men de lander det også til perfektion.

Mordere holder til i parkeringskældre.

Kernefamilien har altid et stort lyst køkken med en koge-ø. 

Alle hovedpuder er store og fluffy. Altid. 

Når en pige er alene hjemme og går ud for at sætte popcorn over ved man bare, at det ved at være tid til et slemt mord(forsøg).

Med untagelse af "Dum Dummere", er der aldrig nogen, der skider.

Hvis en kvinde får afvist sit kort i supermarkedet, står der en lækker mand klar bag hende i køen og tilbyder at betale for hende. Og så bliver de gift.

Word Porn

Ja ja ja jaaa. Jeg ved godt, at jeg ofte hakker på dem, der vælter sig rundt i citater. Men nogle af dem er okay. Især hvis de er uden de skide Minions eller grimme baggrunde med solnedgange og roser.

De her; de er okay. Ja, de er.

Ku' man have lyst til at sige

Jeg kan da ikke være den eneste nørd

Den lokale radio kyler spørgsmål ud i æteren hver morgen, som lytterne kan svare på. I morges var det: Hvilke sange kan du udenad..? Vi kan mange omkvæd... men kan du nogen sange HELT udenad?" Og min første tanke var: "Jamen, det kan jeg sgu da ikke svare på? Det ville blive verdens længste svar".

Her gik jeg og troede, at det var helt normalt, men det kunne jeg ligesom forstå, at - det var det ikke helt?

Så det skrev jeg til dem, hvorefter jeg blev bedt om at give tre eksempler. Hvilket jeg gjorde. Hvorefter svaret var: "Okay, det var da nogle store sange".


Øh ja? Igen var jeg oprigtig "huh?", for det ER sgu da meget normalt? Jeg vil da nærmest sige, at det er unormalt andet? Og der ville sgu da være enormt stille til koncerter, hvis publikum ikke sang med.
Og selvfølgelig er det da netop de store sange, som man kender teksten til. Altså - jeg ved ikke med I andre, men man lytter sgu da til, hvad sangeren har på hjerte?
Jeg elsker musik. Helt ind bag hjertet. Og jeg har altid analyseret/lyttet/suget teksterne til mig. Og ens yndlingssange hører man jo igen og igen, så selvfølgelig kan man dem udenad.


I don't get it. Og jeg følte nærmest, at radioværterne syntes jeg pralede. Hvilket ikke ville give mening. Jeg praler heller ikke af at tørre mig, når jeg er på toilettet. For fanden da også.

Hvad billedmappen gemte