mandag den 21. marts 2016

At kunne sangteksterne udenad

Apropos mit tidligere indlæg: Jeg kan da ikke være den eneste nørd


Som jeg skrev, så er jeg nærmest autistisk, når det kommer til sange. Jeg forsvinder ind i dem, der rammer mig og kender hurtigt teksten, men også tonefaldet. Og så hjælper sange mig til at fordøje følelser. Og derfor suger jeg teksten til mig.

Et par få eksempler:


Da jeg for nogle år siden var sygemeldt og havde det helt ad helvede til, ramte "Life is Hell" med HUSH mig blandt andet. Ikke at jeg identificerede mig med hele teksten, men store dele.
Jeg var på ledigheds-vi-er-alle-sygemeldte-kursus og sad en dag i undervisningslokalet i mine egne trælse tanker og skrev teksten fra omtalte sang ned på et stykke papir. Og så glemte jeg papiret, da jeg tog hjem. Og dagen efter blev jeg kaldt til "jeg-er-bekymret-for-dig" samtale, fordi underviseren havde fundet mit papir med teksten og troede, at je selv havde digtet det.
Og ja ja, bevares - teksten ER da dyster. Men jeg fattede hat af hvad hun ville tale med mig om, lige indtil hun spurgte, om jeg drak for at dulme smerterne :-D






Og for det ikke skal være løgn, ramte HUSH mig med endnu en sang en del år senere. Jeg var til koncert med dem og de spillede "I can't be the one". Det var første gang jeg hørte det nummer og fuck, hvor teksten bare marcherede ind og satte mine følelser på plads. Det var så syret sært. For det var under denne sang den aften, at jeg bare fik banket realiteterne ind i hovedet og hvor jeg indså, at jeg ikke elskede min eks længere og at det var på høje tid, at jeg fik afsluttet det.






Savage Gardens "Two beds and a coffee machine" var ren terapiform for mig og hjalp mig gennem tiden lige inden og efter jeg flyttede fra børnenes far.




Katy B og hendes "Crying for no reason" skamhørte jeg, da jeg bare ikke magtede mere pga. stressen, som midlertidigt havde erobret mit liv.




"Chasing Cars" med Snow Patrol minder mig om den sødeste eks-kæreste. Vi hørte den hele tiden og jeg bliver så urhm indvendig, når jeg hører den.





Adeles "Don't you remember" gik direkte ind og lammede mig med teksten. Den kunne (desværre) have været skrevet af mig. Alt passer så skræmmende. Men den er stadig smuk og betyder meget - også selv om den er temmelig trist.





Og jo, dem kan jeg 100% udenad. Det er ingen bedrift. Det er naturligt. Men det var bare lige for at runde mit tidligere indlæg af om radioens spørgsmål i morges.

2 kommentarer:

  1. Det er da ikke underligt. I så fald er jeg også underlig.

    SvarSlet
    Svar
    1. I KNOW! (Monica stemme). Det er da netop lige så normalt som at børste tænder.

      Slet