søndag den 27. marts 2016

Påskeklynk

Efter nogle skønne dage, må det være tid til klynk eller brok. Fordi jeg kan. Fordi det er normalt og menneskeligt.

Har I nogensinde befundet jer i en situation, hvor I pludselig indser, at I primært fungerer som problemknusere for andre og...that's it?  Sådan føler jeg. Og det går mig mere på, end jeg faktisk har ville indrømme.
Venskab er all inclusive. Man er der for hinanden. Også når tingene ikke er glitrende. Men hvis man kun er der i sumptiderne, så bliver det bare lidt blarhh. Ærligt talt; jo det gør.
Jeg vil vil være med hele vejen og ikke kun kunne bruges, når jeg skal lytte og støtte. Hvis man ikke bliver inddraget, når tingene er godt, kan man jo for pokker jo lige så godt begynde at afregne med girokort og tage betaling for at være terapeut.

Og inden mit brokkeri fortsætter, må jeg så også lige huske at pointere, at det heldigvis ikke er en generel tendens i min vennekreds. Gudskelov.
Men det er sådan set også rigeligt, at det er der. Og jeg har nået det punkt, hvor jeg faktisk tager nogle tanker op til dybere analysering

Livet går op og ned. For alle. Det er ligesom en indikator for at man er i live. Og hvis man ikke kan krybe i favnen på sine venner, når kurven er nedadgående, så er der sgu noget galt.
Men der er også noget galt, når man kun bruger sine venner til at læsse brok af på. Og når traileren er tom og alt er godt, så er der ikke helt samme behov for kontakt. Det er ikke to-vejs-respekt. Det er ubehøvlet og skuffende i en grad, som egentlig bare efterlader en i en pøl af trælse følelser.

Så jeg har faktisk fået nok. Og efter dybere analysering og mærken efter i mig selv, står det ret tydeligt og selvlysende: Jeg gider ikke være problemknuseren længere. Ikke for mennesker, som gerne vil modtage, men helst ikke give. Heller ikke selv om det er ubevidst.

Og ja ja, jeg ved godt, at det nye sort er at være overskudsmenneske, men jeg er sgu bare et menneske. Og jeg indrømmer gerne, at det føles skuffende i en grad, som faktisk gør mig trist. Jeg elsker at hjælpe. Det giver mig følelsen af, at verden stadig er et skønt sted at være på trods af terrorklammerter og andre sølle eksistenser.


Men der er bare ikke nogen glæde ved at hjælpe, hvis man kun er affaldsspand.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar