torsdag den 3. september 2015

På en regnfuld torsdag

...er jeg lige vågnet efter en bette lur. Og traditionen tro, har jeg brugt ti minutter på at finde ud af hvem jeg er, hvad klokken er, hvilken ugedag det er og om jeg har sovet over mig.
Jeg egner mig ikke til "morfar-konceptet". (Og jeg kan desuden slet ikke lide udtrykket "morfar" om en lille lur).
Begriber ikke, hvordan folk kan finde ud af at fungere resten af dagen?  Jeg føler nærmest jeg er blevet tørretumblet i 40 min.


Men men men - bortset fra en total fuzzyness i hele hovedet, så er det en skøn dag. Det møg-regner udenfor, bladene er ved at falme i farverne og efteråret er så tæt på, at jeg kan smage det. Og jeg elsker det. Helt ind bag hjertet.

Det må være sådan Weberfolket har det, når sommeren nærmer sig...


Det startede ellers skidt i morges. Rigtig skidt. En af mine venner havde smidt et link til en artikel på Facebook, hvor der stod en advarsel om slemme billeder.

Så det klikkede jeg da på. Selvfølgelig gjorde jeg det. Er jo ligesom draget af sådan noget.

Men jeg var slet slet ikke forberedt på det syn, der mødte mig. Billeder af små uskyldige druknede børn i vandet. Børn, der bare ville til noget bedre med sine forældre. Børn af mennesker, som desperat forsøgte at komme tættere på noget, der minder om livskvalitet. Og nu bare døde. I vandet. Opgivet ret så permanent.

Børn af forældre, som ret mange danskere har alt muligt imod at hjælpe. Selv vores integrationsminister. Fordi hun er en tomhjernet gås, som slet ikke magter at sætte sig ud over sin forkælede danske mentalitet og se verden i alle dens grumme farver. Kæft, hvor er det ironisk på den klamme måde, at hun af alle har fået den ministerpost.

Børn af forældre, som sikkert ikke var "egnede" til at blive danske statsborgere. Som vores kære humlemarinerede statsminister udtrykker det.
For puha - vi kan ikke magte personer med manglende ressourcer og psykiske og sproglige udfordringer. Niksen! Vi sorterer i mennesker og vælger kun de stærke, når der skal gives asyl og statsborgerskab.
Men ironisk nok, så sidder den mest ynkelige og menneskelige-ressourcesvage forsamling inde på Christiansborg. Hvordan de kan få det til at give mening, skal man nok ikke spekulere for meget over.
De er jo allerede i gang med at rense landet for selv vores svageste egne.

Den nye regering, that is...Er sikker på, at Joachim B. Olsen kommer dagligt i sine små syntetiske underbenklæder.


Jeg ved godt, at problemerne er der. Uanset om billederne så bliver bandlyst og aldrig vist til offentligheden. Jeg ved godt, at vi ikke kan lukke øjnene for det. At vi er nødt til at få en brat opvågen i vores små lune danske hjem. Men føj, hvor gør det modbydeligt ondt i hele hjertekammeret at se realiteterne på den måde. Og det var sgu lidt som om, at kaffen bare slet ikke smagte mig. Og at syren i mine ben, da jeg oksede af sted på cyklen, bare føltes som erotisk berøring. Det hele kommer lidt i perspektiv, når man bor i en lille tryg boble højt mod nord.



Nå, men...seneste nyt. I Stikord. Er jo meget nødvendigt at holde folk ajour med mit virkelige spændende liv. Men altså, bloggen er jo frem for alt dedikeret til hverdagsvanvid. Trods alt. (Meget bevidst jeg valgte det "slogan". På den måde kan man slippe af sted med at fortælle om alt lige fra latrinære tankespind til dagens sindsoprivende besøg i Føtex).


¤ Sundhedssøn er 190 cm. høj. Og gætter på, at hans mavesæk er 130 cm. høj. I hvert fald kunne jeg kun kigge måbende på, da han i aftes fortærede 450 gram medister. Plus sovs og kartofler.
Hvad gør han af det? Han er jo tynd.

Fandeme ikke rimeligt. Jeg skal bare kigge på en pose flæskesvær og vupti; så er der vægtøgning.


¤ Grease Frightening kører stadig. Jeg har bare været elendig til at opdatere. Men jeg tror jeg har tabt mig mere. Og kommer nok til at skrige, hvis vægten ikke viser noget godt i morgen. Har efterhånden hård hud på på bagdelen, sådan som den roterer på sadlen.
Men jeg er god! Og der er faktisk beviser på målebåndet også. Om et halvt år har jeg nået målet og er i besiddelse af den der kurvede figur, som aldrig får "thigh gap", og det er også fint nok.

Ved slet ikke, hvad jeg skulle bruge det mellemrum til?


¤ Uglen har overhalet mig på "hvem har tabt sig mest" fronten. Men hun er ung og de taber sig hurtigt. Og hun fortjener det mere end mig.
Hun har en sindssyg jernvilje. Er så stolt af hende. Men altså, det er jeg jo hele tiden. Kloge pige <3
Også selv når hun retter mig og trykker på moralen, når jeg midt i en tv-udsendelse lader mine fordomme rende af med mig.

Mig: "Bwahaha, hvad SKER der for de øjenbryn og den kjole?!"
Uglen: "Du kan vel være ligeglad, mor? Hvis nu pigen selv har det godt med det, er det vel det vigtigste?"






¤ Har set lidt for mange afsnit af "House" og har nu et mindre crush på Dr. House og hypokondertanker ad libitum.


¤ Hvorfor skal invitationerne altid komme på samme tid? Man kan have flere weekender, hvor man sidder alene og røvkeder sig og vupti - så kommer der tre invitationer på én gang til den samme lørdag.
Som f.eks. nu på lørdag: Tre stk. 80'er fest, som radioen arrangerer - 50 års fødselsdag hos en af de klogeste mænd jeg kender - og 18 års fødselsdag for Uglens veninde, som er kommet så meget i vores hjem, at jeg betragter hende som en bonusdatter.
Har valgt bonnusdatteren. 18 år er trods alt helt exceptionelt. Og hun inviterede mig først. Og jeg har lovet at bage kage.
Men kunne de to andre så ikke rykke deres datoer? For min skyld?

Hmm. Nå, men min lever takker mig sikker på søndag.











Ingen kommentarer:

Send en kommentar