torsdag den 17. maj 2012

Mit liv som rødhåret.

Gråstænkt laver bil. Raccoon og Gates battler mod hinanden i wow. Og jeg spiser gulerødder og humus og lader tankerne vandre.

Jeg er født som ginger. Total jordbærhjelm fra fødslen af. Med den røde manke, følger fregner. Og da jeg var 1 år, blev min skæbne forseglet med et par virkelig grimme briller. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg havde gjort galt, siden jeg skulle velsignes på den måde.
Hele min barndom, ønskede jeg at jeg var lyshåret. Ligesom Lucy fra "Dallas". Hende ville jeg gerne ligne.
Begge mine brødre var sluppet for fregner, rødt hår og briller. De var (og er) begge et par smukke unger (og nu voksne) med hhv. lyst og mørkebrunt hår.
Mit hår var min fars stolthed. Han elskede at vaske det, og han elskede de lange længder og de bløde slangekrøller. Men på trods af det, piskede jeg nogle gange en stemning op inde i mig selv bag de lukkede døre på mit værelse, med hestetapetet og undulaten Bonko i bur. Jeg fik mig selv overbevist om, at jeg var adopteret.

Men drillet blev jeg aldrig i skolen. Det var bare accepteret uden videre, at jeg var rødhåret, og jeg husker udelukkende skoletiden som noget godt. (Med undtagelse af de skide gymnastiktimer).
Jeg tror at jeg var i slutningen af 20'erne, før jeg oplevede en direkte sviner. Den var til gengæld også gennemført svinsk. Af en onkel fik jeg at vide, og jeg citerer: "At jeg var den grimmeste unge han nogensinde havde set". Derefter brølede han af grin, hvorefter han fortsatte: "For satan i helvede hvor var du dog grim".
Havde sådan en lyst til at fortælle ham, at jeg i det mindste var groet mig pænere, men at hans skæbne ligesom var forseglet for altid. Men blev ærligt talt så skide ulykkelig, at jeg blev mundlam.

Det var først midt i mine teenageår, at jeg begyndte at kunne lide min hårfarve. Og det kunne jeg takke en sød veninde for. For hun forsømte aldrig en mulighed for at fortælle mig, hvor flot mit hår var.
(Så tak Rikke)
Og da jeg blev voksen, ændrede billedet sig markant. Nu er jeg faktisk nået dertil, hvor jeg elsker at have rødt hår. Og jeg kan slet ikke forestille mig at have andet.
Prøvede på et tidspunkt at afblege det, men lignede desværre Miss Piggy ret så godt. (Med afsyret hovedbund af skrappe kemikalier). Prøvede også med tungt Rosendahl pandehår og mørkt hår. Det var til gengæld flot, men jeg er sgu bare rødhætte inderst inde. Så nu er og bliver jeg kobberhætte.

Da jeg begyndte at date sådan for alvor, opdagede jeg, at mit hår tiltrak sig meget opmærksomhed. Har endnu ikke oplevet at være på en bar, uden at få at vide at jeg havde et smukt hår.
Og der er så også de folk, som mente at jeg var Joan Ørting. Udover håret, kan jeg dog ikke se en sammenligning.



Og det kan da godt være, at der sidder nogen og læser dette og tænker: Jesus christ, hvor er hun selvfed.
Og nej, det er jeg ikke. Men jeg er glad for, at jeg trods et mindreværd der er mindre end Medinas sangtalent, faktisk kan pege på mit hår og sige: Det kan jeg sgu godt lide. Og så er jeg i øvrigt ligeglad med hvad andre synes.
Det må jeg dælme godt mene. Især når underetagen af mig trænger til at blive renoveret lidt i krogene. Og især når min dumme onkel på to sætninger, faktisk formåede at pille al selvværd ud af mig. Dumme dyr.

Så jo, Gingers DO have souls.

1 kommentar:

  1. Kom ind i mit univers.

    Jeg har en Rødhåret i forvejen. Og i kan kun enes hvis ikke i er den samme person. men 90 % passer.

    Ronaldo

    SvarSlet