Godmorgen! Rise and shine - kl. midt om natten. Igen vågnede jeg kl. "det-er-fandeme-løgn" med hovedet ovenpå en mobil, der var ved at være træt af ikke kunne få vejret, og som var få minutter fra at overophede.
Min søde mand lå i sin dybeste søvn, imellem os lå den firebenede pelspige og udenfor var det så meget nat, at ikke engang uglerne gad at sige noget, og de plejer ellers nok at have simultan tourettes.
Selv lå jeg med følelsen fra drømmen stadig klæbende til følesystemet. Endnu en nat, hvor jeg har været på arbejde, hvor der var flere ordrer end der var pulsslag i minuttet, og hvor der slet ikke var sekunder nok i et minut.
Jeg hader det!
Jeg skal starte på arbejde igen på tirsdag, og selv verdens mest uempatiske menneske ville kunne se, at jeg sgu nok ikke er klar. Men jeg ved, at jeg møder ind til en arbejdsdag med stærtk reduceret blus på. Rent metaforisk er vi nok ude i et Trangia, der kører på gasdampene. Så jeg tænker det er et oplagt tidspunkt at rive halvdelen af plasteret af. Men denne gang kun halvdelen. For hvor jeg før har haft en træls historik med at flå lortet af for at please andre, er jeg nu endelig i en alder af 47 år blevet klogere. Der er simpelthen intet job i verden, der er værd at prioritere højere end sig selv.
Det skaber bare problemer, misforståelser, gnidninger, sammenstød og smitsom irritation og frustration.
Så midt i kaos har jeg trods alt fundet et lille hjørne af ro, hvor jeg kan søge hen og trække vejret, og minde mig selv om, at "det-er-kun-en-overgang".
Kl. er snart 9. Jeg føler det er middag. Men okay, jeg kører også på mit 4. krus kaffe. Henne i brødristeren ligger der et par skiver rugbrød, som jeg ristede for et par timer siden. Jeg er ikke rigtig nået længere.
I min taske ligger mine nødcigaretter. Jeg ryger ellers ikke. Jeg er i hvert fald stoppet, og har ingen intentioner om at blive hverdags- og fuldtidsryger igen. Men jeg har mine nødsmøger og bilder mig selv ind, at ingen andre end jeg ved det.
Det er så imponerende dumt at man regner med, at ingen kan lugte, når man har smugrøret. Jeg ved det jo godt.
Jeg har ikke været ude at ryge. Men trangen til at luske op bag hønsehuset og tænde op, er overvældende. Men så kom jeg i tanke om, at også der har vi overvågningskameraer. For fanden...det ville virkelig være topmålet af ynkelighed at blive bustet på den måde. En lille hjemmevideo hvor jeg kommer trissende med krum ryg i min morgenkåbe, sniger mig rundt om den ene ladebygning og om mod hønsegården, hvor man kan se flammen fra lighteren og gløden på enden af cigaretten, som lyser temmelig kraftigt op, når kameraerne kører på nattilstand.
Nok er jeg umoden og dum på visse områder, men trods alt ikke i en grad, hvor jeg er villig til at udstille mig selv foran et kamera.
Det er dumt, det ved jeg. Når man kan få en pakke cigaretter til at vare en uge, så giver det lidt sig selv, at det ikke er nikotontrangen, der trækker læsset. Det er en dum ildelugtende vane, som giver et falsk kram. Men jeg er ikke vanvittig stærk på det punkt.
Jeg smutter. Jeg skal lige debattere med mig selv, om jeg skal vælge rugbrødet over nødsmøgen.
