onsdag den 16. maj 2012

Gymnastiktimerne: A place in hell!

Hvis der er noget jeg nyder ved at være voksen, så er det at være fri for gymnastik i folkeskolen.
Der er virkelig ikke noget værre end en overgearet gymnastiklærer med politisk korrekt fodtøj og (alt for) stramt træningstøj.

Jeg husker hver en detalje fra helvedestimerne endnu.
Lugten i gymnastiksalen. Den der sære lugt fra de store madrasser og flere års sved der hænger i hvert et hjørne, og den mystiske lugt af syntetiske gummisåler.
Åh gru, når der skulle vælges hold, og hvor læreren sjovt nok ALTID valgte de to mest populære elever til at vælge.
Så stod man der. Med et allerede let forhøjet bmi, duggede brilleglas og hypermobile led, og blev altid valgt som en af de sidste, fordi man heller ikke var alt for kvik til det med at løbe stærkt.
Og man prøvede selvfølgelig at spille ligeglad. Of course. Så stod man der og smågrinede, samtidig med at man nervøst kørte foden rundt på det blanke gulv, så der opstod en hvinende lyd.

Eller når den pisseirriterende lærer stillede hesten, bukkene og madrasserne frem, og hev tovene ud med et energisk træk. SÅ var der dømt forhindringsbane.

Fedt.

Det startede allerede skidt fra starten, når man i sin brune velour gymnastikdragt (ja, det var i de spæde 80'ere) tonsede mod den åndssvage hest og hoppede op på det der springbræt (eller hvad det hedder) for at forcere forhindringen. Og kombinationen af velour mod ruskindshest, var ikke heldig. Der er absolut ingen friktion der. Så jeg landene altid på midten, og så sad jeg ligesom der. Fast.
Videre mod højdespring, hvor mine evner peakede ved 38 centimeter. Alt over medførte, at jeg væltede ind over det bette reb og landede på knap så blød madras.
Og så var der tovene! Seriøst, hvad fanden skal de gøre godt for? Jeg kunne ikke kravle derop i toppen. Mangler det der chimpanse-gen. Så jeg sad altid der. Med røven placeret så godt på knuden, at jeg næsten kunne smage rebet.

Og så var der badet! Torturkammeret, hvor man rigtig kunne kigge på hinanden kroppe. Eller blive kigget på.
Hvad er det for en idiot der i sin tid bestemte sig for, at fællesbad da bare var alletiders ide? Det er sgu da så modbydeligt som noget kan være. At tvinge folk til at fortrænge og ignorere enhver blufærdighed. Børn har sgu da også krav på privatliv.


I 8. og 9. klasse skulle alle elever overflyttes til en ny skole. Og hvis jeg troede jeg havde været igennem helvede på jord i gymnastiktimerne på den gamle skole, så tog jeg grueligt galt.
For på den nye skole var der to gymnastiklærere. Den ene mere irriterende end den anden. Og begge i virkelig grimt og alt for tætsiddende tøj og med alt for meget energi.
For her dyrkede man ikke idræt for at have det sjovt. Her konkurrerede man, og her gjaldt det om at vinde.
Og den mandlige lærer (jeg afskyr ham virkelig stadig), lagde slet ikke skjul på, at han foretrak de elever, som var yderst fysisk aktive i deres fritid. Os andre der kun svømmede og cyklede, var ikke nær så højt oppe i hierakiet. "Ej, men Rødhætte. Selv om du ikke kan løbe så hurtigt, så handler det jo ikke om at vinde. Det handler om at være med. Så nu løber du lige stafet mod Torben Turboben. Du skal se, det skal nok gå. Vi hepper allesammen på dig"
Ej, men så hold dog kæft! Gu' hepper I ikke. I får jer et billigt grin.

Men så var det godt, at man kunne udvikle sig til at være en trodsig, udspekuleret og rebelsk teenager. Som sjovt nok altid var angrebet af demens om onsdagen, og derfor glemte gymnastiktøjet i bussen.
Ej, hvor ærgerligt, altså! Og sikke mange penge mine forældre må have brugt på at erstatte indholdet i en gymnastikpose (læs: plastikpose) en gang om ugen.
Lige børn leger bedst, så jeg fandt hurtigt ligesindede, som jeg kunne fordrive tiden med.
Nogle gange følte vi dog, at vi burde deltage. Bare lidt. Så vi henvendte os yderst entusiastiske til læreren, og sagde, at i dag ville vi gerne have frisk luft, så vi ville løbe en tur.
Og han var jo sikkert bare så glad for at sneglene overhovedet gad noget, så vi fik lov.
Og så luntede vi op i kiosken og købte 10 Grøn Look, som vi fortærede på en afsides græsplet.

Så man kan jo faktisk fristes til at sige, at det var pga. usle gymnastiklærere, at vi blev tvunget ud i nikotinens tåger. Simpelthen pga. stess og følelsen af ikke at kunne slå til.

Jeg må jo desværre indrømme, at jeg ikke er en politisk korrekt mor, når min datter kommer og siger, at hun ikke har lyst til at have idræt.  Men hun har ligesom jeg, trukket det heldige lod at være så hypermobil, at løb over 2 km/t ikke er muligt. Og ærligt talt, så synes jeg ikke hun skal føle sig ydmyget.
Så jeg fritager hende gerne. Jeg vil jo helst ikke have, at hun begynder at ryge. Vel?


2 kommentarer:

  1. Tak for dit "Jeg sniger mig lige indenfor i gymnastiksalen, tager et billede, og skynder mig så ud igen"- billede.

    Jeg husker sært nok også gymnastikdragten (min var mørkeblå, og lavet af et udefinérbart hårdt plastisk materiale), da de blege spaghettiarme måtte give op 5 cm. oppe af rebet = forbrændte inderlår, og det paniske øjeblik lige inden en stenhård fod/ håndbold KLASKER dig på øret, mens du gemmer ansigtet i hænderne...

    SUK! Hvor er jeg glad for at barndommen/ ungdommen er et forlængst overstået kapitel :/

    SvarSlet
  2. Gud ja, forbrændte inderlår. :/ Øv, hvor var det generelt usselt at være i gymnastiksalen.
    Genkender (desværre) også det med bolden. Hold kæft hvor kan det da gøre ondt, når der kommer en håndbold fræsende med 71 km/t og smaker lige ind på de 37" brilleglas.

    SvarSlet