Når ens mellemnavn er Hensynsbetændelse

Så er den første uge gået med sygemelding, og jeg sover ad helvede til. Det er ikke just fordi jeg mangler træthedsfornemmelse, men det der med at sove flere sammenhængende timer om natten, det er min hjerne ikke helt med på. Tankerne kører med en tung fod på speederen, og selvbebrejdelserne har åbenbart skaffet sig adgang til en trampolin, og hopper om kap for at blive set. 
Der er så mange ting jeg burde gøre, men jeg kan simpelthen ikke finde energien til det. På samme tid er jeg rastløs, og føler lidt, at jeg er den berømte løve i buret. 

En del af mig har lyst til at raskmelde mig, men når jeg tænker tanken til ende, så kan jeg mærke, at det er for at please andre. 
Jeg lider af kronisk hensynsbetændelse, og senfølgerne af det kan man opsummere ganske kort og konstatere, at dét netop er grunden til, at jeg igen og igen oplever, at jeg bliver puffet omkuld af stress/overbelastning. Der er fra min side en konstant søgen efter anerkendelse fra andre - også folk jeg ikke kender. Så jeg går langt for at please andre i et mislykket forsøg på at passe på mig selv. 

Jeg har ikke lyst til at kaste med sten eller mudder eller placere skylden hos nogen. Lortestressen har rødder flere steder hos mig og i mit liv. Men det er på jobbet den har mest rodfæste. Det med at sige fra er jeg dårlig til. (Hint: Søgen efter anerkendelse). På trods af, at jeg faktisk er ganske klar over, at jeg er hamrende dygtig til mit job, så kan man jo altid blive bedre, ikke? Så hvis jeg bliver bedt om at stå ret, så surrer jeg mig selv fast til en marmorsøjle, så jeg er helt ret. Ikke fordi jeg finder stor nydelse ved det, men intet smager bedre end følelsen af at blive set, accepteret og anerkendt.
Ej, men for fanden, hvor er det dog ynkeligt. Det eneste jeg vinder ved det er modvind.  

Der er intet personligt galt med ledelsen på mit job. Men rent fagligt er det bare røget i hårknude det hele. 
På grund af en kronisk stresstilstand er jeg tildelt fleksjob. (Det bliver fandeme mere og mere komisk og ironisk, dette her). Og når man er i fleksjob, er der som regel nogle skånehensyn. Mit er, at jeg ikke må blive sat i orkanens øje mht. stress. (Jeg sagde jo, at det blev mere og mere komisk). Det betyder ikke, at jeg er ineffektiv. Faktisk er jeg hamrende effektiv, og kan lide at have mange opgaver og arbejde i et højt tempo. Jeg må bare ikke blive kastet fra ting til ting og konstant blive afbrudt, fordi jeg skal jonglere med otte bolde på én gang. 
Jeg har forsøgt at være tydelig, men det må jeg have fejlet med, og det er skrevet helt uden sarkasme, for jeg er meget vidende om, at jeg sender blandede signaler nogle gange. Fordi jeg gerne vil være god, bedre og bedst. 

Så nu er jeg her, hvor jeg på den ene side længe gerne har villet være, og her hvor jeg stresser over at være stresset. Hvor jeg tænker på hvilken version andre har hørt af dette, hvad der tænkes og tales om - hvad jeg burde og hvad jeg ikke burde - og ikke mindst: Hvordan løser jeg den herfra uden hensynsbetændelse, men med respekt for andre og for mig selv?
Jeg synes det er et træls puslespil. Meget mere træls end det "Frozen" puslespil jeg havde gang i i Italien, og som tog længere tid at samle end jeg vil være ved. 

Nå. Det må gå som det går. Der er kun gået en uge. Jeg vil tøffe udenfor nu. Der kommer en kvinde, som har fået lov til at klippe gran til det lokale friplejehjem, og jeg har kokosolie i hele håret, fordi stressen har sat sig som eksem i min hovedbund. Yay! Men til gengæld henter jeg al julepynten i laden i dag. Nu skal det være!