Min amerikanske svigersøn er landet i Danmark, og med et par dages forsinkelse holdt vi Thanksgiving for ham. Af mange grunde - blandt andet at vi er glade for mad. Men mest af alt fordi vi elsker ham, og det betyder meget for ham, at vi skaber traditioner sammen.
Jeg er den der bedstemortype, som der bliver gjort kærligt grin med i diverse memes.
Ingen må gå sultne fra bordet, og der skal være rester til dagens efter, som gæsterne kan tage med hjem.
Så derfor købte jeg selvfølgelig en skinke på knap 5 kg. og en kalkun på næsten det samme.
Derudover var der glaserede sweet potatos, kartoffelmos, gravy, green bean casserole, tranebærsauce og cornbread. Til dessert en sweet potato pie, som omtrent er den bedste pie jeg længe har smagt.
(Og ja, det er en kæmpe sten, der står midt på bordet. Ikke af æstetiske årsager, men af praktiske).
Det var en forrygende aften, og helt fantastisk at se den søde amerikaner igen. Næste år håber vi, at hans far og kæreste kan komme med.
I dag er vi startet på det, der er min sidste uge med sygemelding, og jeg har det så ambivalent. På den ene side trænger jeg så meget til en hverdag igen, på den anden side er jeg møg nervøs for at skulle møde. Ironisk nok giver det ekstra stress, og min krop er ikke helt med på det der med at sove. Lige indtil i nat. Jeg vågnede efter 10-11 timer og føler nærmest stadig, at mine læber og mine kinder sover.
Det skal man være taknemmelig over, og det fik mig til at tænke på, at det muligvis kunne være en god idé at jeg fokuserede mere på alt det, som jeg burde være taknemmelig over, og ikke alt det, som min hjerne forestiller sig er galt og kan gå galt.
Jeg er meget bevidst om, at jeg i perioder er så overanalyserende og forud-bekymret, at jeg kunne stå i en skov med bark mellem fortænderne, og stadig ikke ville kunne se skoven for bare træer.
Så det vil jeg virkelig arbejde på at ændre - helt uden at gå i den modsatte grøft og blive en af de der personer, som lever efter "The Secret" princippet - og så skal jeg have styr på min krop. Jeg har groft sagt forsøgt (ubevidst) at æde mig ud af min elendighed, og uden at overdrive kan jeg sige, at jeg ligner jeg ved ikke hvad.
Jeg har aldrig været så stor før, og jeg hader det af hele mit hjerte - og jeg hader endnu mere, at jeg kun kan bebrejde mig selv og min totale mangel på rygrad. Men det må ikke blive et stressmoment. Jeg skal se på det som et kærligt knus og puf i ryggen fra mig selv.
Det skal man være taknemmelig over, og det fik mig til at tænke på, at det muligvis kunne være en god idé at jeg fokuserede mere på alt det, som jeg burde være taknemmelig over, og ikke alt det, som min hjerne forestiller sig er galt og kan gå galt.
Jeg er meget bevidst om, at jeg i perioder er så overanalyserende og forud-bekymret, at jeg kunne stå i en skov med bark mellem fortænderne, og stadig ikke ville kunne se skoven for bare træer.
Så det vil jeg virkelig arbejde på at ændre - helt uden at gå i den modsatte grøft og blive en af de der personer, som lever efter "The Secret" princippet - og så skal jeg have styr på min krop. Jeg har groft sagt forsøgt (ubevidst) at æde mig ud af min elendighed, og uden at overdrive kan jeg sige, at jeg ligner jeg ved ikke hvad.
Jeg har aldrig været så stor før, og jeg hader det af hele mit hjerte - og jeg hader endnu mere, at jeg kun kan bebrejde mig selv og min totale mangel på rygrad. Men det må ikke blive et stressmoment. Jeg skal se på det som et kærligt knus og puf i ryggen fra mig selv.
Jeg skal se på det som en personlig rejs...
Det her går ikke længere. Som en person, der var total bøjelig og hypermobil som barn, kan jeg i den grad mærke, hvor meget mine led er belastet. Så jeg skal i gang, jeg skal tage før-billeder, måle med målebånd og hele tiden have et mentalt billede af, hvor fantastisk en ting det er at gøre det for mig selv.
Jeg har aldrig lært at elske mig selv. Det kunne jeg godt tænke mig.
Jeg har meget at være taknemmelig over. Blandt andet:
- Mine børn, som er fuldstændig fantastiske mennesker med alle de rette værdier, og med det liv de har skabt sig.
- Min mand. Mine søde dejlige sjove mand, som elsker mig lige nøjagtig for den jeg er, og som ser mig og ved ting om mig, som jeg ikke engang selv vidste.
- Mine bonusbørn, som jeg elsker som var de mine egne. Og mit lille bonusbarnebarn, som er helt perfekt og vidunderlig. (Ja! Jeg er blevet bedstemor, og jeg elsker alt ved det)
- At min mand også hader På Slaget 12, Lars Lilholt og latterlige lorte Pelle fra YouTube.
- Min hund. Min bedste ven, min lille skygge, som er hvor jeg er. Som sover i ske med mig om natten.
- Veninder, som er der ubetinget. Også selv om vi ikke ses konstant.
- Vores hjem. Åh gud, vores hjem. Aldrig i mit liv havde jeg troet, at det var mig forundt at bo sådan et sted.
- Mine ben. De er ikke kønne, de er ikke slanke (men jeg tror de er velformerede bag isoleringen), men de kan utrolig nok bære mig endnu, og de kan få mig ud og gå ture, hvor jeg kan få luftet tankerne og finde ro.
- At det er normal adfærd at gå med strømper og sko, og dermed ikke bare tæer i offentlighed. Det ville ekskludere mig fra al social samvær.
- Mine forældre. De to små søde elskelige følelsesmæssigt gavmilde nisser.
Ovenstående er muligvis ikke interessant læsning for andre end mig selv, men det var heller ikke formålet. Faktisk er der intet dybt formål med at jeg sidder og skriver her i det fjerneste hjørne af internettet. Det føles rart at kunne gemme mig her.
