Det ville ikke være verdens bedste idé, hvis Chili-Klaus lancerede en intimsæbe i sit chilisortiment. Det ville det heller ikke være, hvis ens mentale hylder er overbelastede og man på trods af det placerer en 2CV på den øverste hylde.
Jeg har været på arbejde, og der er ingen mulighed for omrokering eller aflastning, hviket vil sige, at det ville være et spørgsmål om tid, før jeg ville flatline med næsen først ned i en marmorplade.
Det gør lidt ondt. Jeg ved jeg er virkelig dygtig til min fag, og jeg ved, at jeg ville kunne excellere og komme meget længere. Så at skulle indse, at det ikke pt. er en mulighed for mig at gøre en af de ting, som jeg er allerbedst til - argh, den niver lidt i selvværdet.
Men jeg har andre ting i mit liv, som fortjener en højere prioritet, og jeg er nødt til at lære at elske og ikke mindst respektere mig selv. Så det var ikke med tårer i øjnene jeg modtog beskeden om, at jeg er opsagt pr. 31/12.
Det var med en smule vemod, men også ledsaget af en følelse af lettelse. Jeg har aldrig formået at tage mig selv så alvorligt, at jeg har taget en gennemført sygemelding pga. stress. Det er mit eget (dumme) valg - ingen andres. Og det er logisk nok ikke uden betydning for det (efterhånden kroniske) alarmberedskab, som jeg føler min krop er i. Der er selvfølgelig udefrakommende faktorer, der også spiller en væsentlig rolle, men i sidste ende er det mit liv og dermed også mit ansvar at passe på det.
Det har jeg ikke formået, og det er af flere årsager. Den ene er min egen konstante kamp med mig selv - den anden er mit mærkelige behov for at være alt for optaget af hvordan andre ser mig, og ikke mindst mit behov for at blive bekræftet - også af folk, som jeg ikke kender, ikke har en relation til og som ikke er vigtige. Men jeg har dog formået at føle arrighed, når jeg har hørt om andre, der har været sygemeldte med stress. En arrig misundelse over den opmærksomhed og omsorg de fik - både i behandling af andre, men også når de blev omtalt i 3. person.
Det er fandeme ynkeligt. Helt ærligt, det er det. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet? At folk skulle læse mine tanker og mærke mine følelser, som jeg selv er flygtet fra? Det er eddermugme en offerrolle, der vil frem i verden.
Men nu prøver jeg. Helhjertet. Jeg har ingen trang eller lyst til at holde foredrag for andre og fange dem med en lang patosladet journaloplæsning. Men hvis folk spørger, så svarer jeg. Jeg må stå ved mig selv hele vejen og minde mig selv om, at et menneskes værd er langt mere end blot en arbejdstitel.
Så nu hedder det en periode med sygemelding, og derefter skal jeg lægge alle kræfter i at forme fremtiden.
Jeg skal finde en ny hylde på arbejdsmarkedet og i samfundet. Om det er job eller uddannelse, aner jeg ikke endnu Men jeg vil lave noget, hvor jeg føler mine ressourcer kommer mig selv og andre til gode. Jeg vil være glad, når jeg står op - jeg vil ikke hade mandage længere, og jeg vil udnytte mit potentiale i stedet for at konstant undersælge mig selv som et bizart beskyttelsesskjold, hvor jeg vælger veje der er alt for lette, så risikoen for at fejle er mindre.
Det ER okay at fejle. Alle gør det, de fleste lærer af det, og man kommer op på den berømte hest igen.
- Og så er der vist skrevet nok floskler for i dag. -
Lige nu sidder jeg i min morgenkåbe og drikker Nupo kakaoshake. En del af min kamp med mig selv skal vindes gennem selvomsorg. Jeg vil ikke bare blive sundere mentalt. Jeg vil også have en sundere krop, og sund, dét er den sgu ikke i skrivende stund. Jeg er tykkere end nogensinde før. Det er et faktum, som jeg skal forholde mig til - ligesom årsagen til kampvægten er det samme: Livet har givet mig modvind, jeg har forsøgt at æde mig til at kunne stå imod og ikke blive blæst omkuld. Det, som bedst er kendt som trøstespisning. På ét punkt er det lykkedes mig: Der skal virkelig en god vindstyrke til at blæse benene væk under mig. Umiddelbart tænker jeg en vindhastighed, der overstiger maxhastigheden på den lille Hyundai i10, der står ude på gårdspladsen.
Men det er som det er. Jeg kan ikke ændre på fortidens kalorieindtag, men jeg kan ændre på fremtidens.
Det er selvfølgelig den dummeste måned at skyde det i gang. Men jeg kan starte i det små, og det er minimering af brød, pasta og sukker. Nupo bliver aldrig hele min menu. Det er sateme for trist. Men med mindre det er weekend, hvor jeg med stor appetit har startet bilen og fræset ind til bageren (og endda er stået tidligt op for det, så jeg kunne nå at få de gode rundstykker, som altid er udsolgt inden klokken er 8), så spiser jeg ikke morgenmad. Så nu hedder det Nupo til morgenmad, fyldig salat til frokost og normal aftensmad inden for rimelighedens grænser - kombineret med motion, som heldigvis er det, der er min foretrukne medicin mod at holde stresshjernen en armslængde væk.
Jeg nyder gode traveture med hunden i skoven. Der er fred og ro.
Nu vil jeg tage tøj på, og gå ned og nusse om mine fede hønsepiger. De tror de skal sulte ihjel, hvis man drister sig til at gå forbi hønsegården uden at komme hen og smide mad ind. Og vi har tilfældigvis en grøntsagsskuffe i køleskabet på størrelse med bagagerummet på tidligere omtalte Hyundai, som trænger til en oprydning.
I aften vil jeg tænde stearinlys, sætte julemusik på og pynte juletræ med min elskede mand, mens vi drikker gløgg. Min uden mandler og rosiner - man må jo spare kalorier hvor man kan). 😉😎
.jpg)
