Jeg knokler min hjerne i selvsving og vridninger over min nye blog. Derfor begynder jeg egentlig at lukke mere og mere ned for denne.
Tiden er en anden. Jeg har behov for mere struktur og et nydeligt overblik over indlæg i stedet for denne, hvor alt står som kluddermor i en centrifuge.
Heldigvis har jeg en kæreste med geniale forslag og en kæreste, som bare generelt har mere styr på detaljer end jeg har.
Jeg glæder mig! Jeg savner at skrive. Det bliver så fedt med en ny hjemmeside/blog, som (i hvert fald udadtil) ligner noget, som der er styr på.
Until then...
Der er nogle tanker, der fylder min tankestrøm mere og mere. Tanker, som jeg egentlig har haft sådan cirka altid. Tanker, som har resulteret i følelser. Følelser, som har dannet grobund for nogle ordentlige hak i trynen og selvværdet. Og langt om længe følelser, som har ført til en beslutning, som jeg skulle have taget for 80 år siden.
Jeg vil gerne bede om bland-selv-familie, tak. For fem kroner af det bedste. Resten gider jeg ikke have med i posen. Det giver bare sure opstød.
Adskillige Google-citater har pointeret det mange gange (flankeret af virkelig grim baggrund af regnvejr i solopgang med sommerfugle dansende omkring med glitter i vingerne): Man vælger selv sine venner - ikke sin familie. Og det kan man ligesom ikke argumentere mod.
Men man kan rent faktisk tage det til sig som den ret, det nu engang er: Man behøver altså ikke omgive sig med samtlige grene af stamtræet "bare fordi det er familie". Og da slet ikke, hvis visse grene på stamtræet aldrig har bidraget med noget positivt.
Jeg har altid været den skæve i familien. Hvorfor ved jeg egentlig ikke? Men well, sådan har det været og sådan vil det altid være, I guess.
Diverse onkler, kusiner og fætre har aldrig forsøgt at lægge skjul på hvad de mente om min personlighed, mine meninger og mit udseende. På den passiv-aggressiv måde, selvfølgelig. At være dannet og empatisk kræver trods alt en del.
Da jeg var barn og teenager, gav det mig mavepine og trevler i selvværdet. Jeg sagde aldrig noget, for det var ligesom accepteret, at "sådan var det". Og sagde jeg noget...sagde jeg fra, så blev jeg alligevel straks stemplet som hysterisk (og gerne med verbal reference til min hårfarve).
Og så ender man med at holde kæft for husfredens skyld og for den del af familien, som man elsker, skyld.
Heldigvis bliver man voksen og kan derfor selv vælge, hvem man gider interessere sig for og lukke ind i sit liv. Her gav det dog sig selv, da de udvalgte fravalgte, jo for mange år siden havde bygget skellet. Men så kan man jo altid lege Trump og forhøje med en giga mur.
Så det gør jeg nu. Dog med langt pænere hår og personlighed end Trump. Der er ingen grund til at skabe drama. Jeg taler pænt til dem, hvis de henvender sig. Men de er bare reduceret til et par ligegyldige kviste på stamtræet.
I stedet vil jeg udelukkende fokusere på at bruge energi (og den gode af slagsen) på den gode del af familien.
Jeg skylder dem absolut intet. Ikke engang en mikro-halvhjertet hilsen på Facebook. Ikke når man gang på gang kan opleve, at ens brødre og resten af familien er inviteret til fest og hvor man som den eneste sidder i sin indhegning og bræger, som det sorte får, som man nu engang er blevet udråbt til at være.
Glem det da, big time.
Og jo, dobbeltmoralsk som jeg er, gider jeg jo ikke engang deres selskab. Jeg vil bare have buddet for princippets skyld og derefter takke nej.
Det er simpelthen så fesent og skodopførsel, at jeg ikke helt ved hvilken vej mine mundvige skal pege. Så jeg vælger en mellemting, trækker på skuldrene og accepterer deres valg samtidig med, at jeg permanent fravælger dem. Easy-peasy. Det er meget nemmere og mere modent end hvis jeg skrev, hvad jeg egentlig mener om deres personlighed og holdninger.
Tilbage er der for tilpas mange kroner blandet familie. En fabelagtig pose udelukkende med kvalitetsmennesker.
