Hvad fanden sker der nu?
Efter en uges ferie med en hvilepuls på 12 - efter en uge med fornyet energi - efter en uge med sammenhængende søvn i sammenhængende dage...fuldstændig ud af det blå, bliver jeg ramt af en hammer i bøtten og har samtlige stress-alarmklokker bimlende i mit hoved.
Hvorfor? Jeg har jo ikke været presset? Eller haft travlt? Overhovedet.
Kunne godt mærke det i går på job. Fandeme en sær følelse. Kunne slet ikke slappe af. Følte at jeg havde en hysterisk ankel-elskende gravhund med spidse tænder i røven af mig hele tiden.
Hvis nogen havde bedt mig løbe til Ålborg efter en pakke smør, havde jeg spurgt: "Skal det være økologisk?"
Og så er jeg velsignet med en kollega, som lynhurtigt kan læse mig. Og som bad mig slappe lidt af og tage en pause. Hvilket jeg selvfølgelig ikke havde tid til.
Gåturen hjem foregik med kronisk bid i underlæben.
Smed mig på sofaen foran TV2 Play og snuppede et par afsnit af "Danmarks bedste livret", og brød tudende sammen, da en ældre mand med et par leverpletter i ansigtet, fik bedømt og rost sine frikadeller af dommerne.
Og så har jeg egentlig bare tudet lige siden. Og haft hjertebanken og følt, at jeg står i en karrussel. Og været så frustreret, at jeg ikke rigtig kan være i mig selv.
Bliver ramt af katastrofetanker om alt. Alt simpelthen.
Og tænker hele tiden: "Kommer jeg nogensinde til at kunne have mange bolde i luften på samme tid igen?"
Og det gør jeg jo sikkert. Jeg glemmer bare, at det kun er 1½ måned siden, at jeg nåede mit absolutte stresspunkt og følte, at hjernen begyndte at kortslutte sig selv.
Jeg hader det. Hader det , hader , hader det! Lorte stress stjæler mit overskud. Mit sociale liv. Og jeg er min egen absolutte værste fjende, fordi jeg ikke helt overhovedet har tålmodighed.
Skal bare huske at sige til mig selv, at der trods alt er længere mellem de sammenhængende stress-fucker dage. Og skal huske at tage imod og sige ja, når nogen tilbyder mig hjælp til afslapning.
Og så gad jeg bare godt forsvinde ind i et par kæmpe gigant arme nu og blive krammet. Skide ligeglad med om det er en mand, en kvinde, en gorilla eller en blæksprutte.