mandag den 1. september 2014

Hvis jeg nu skulle på date

...hvad så?

Ikke at jeg har sat et kryds i kalenderen, eller noget.
Men www flirten antyder det lidt. Og så er det, at mine tanker går i gang.

Er jo lidt rusten i det der "mand&kvinde tester kemi" noget. Gider ikke date bare for at date. Det er trods alt min højtelskede fritid jeg investerer. Og har ikke behov for en kæreste for at føle mig hel.
Passer desuden på mig selv. Det bliver jeg nødt til. Det har jeg lovet mit hjerte, siden det blev makuleret for seks år siden.

Har haft mange crush og indbildte forelskelser.  Men kun to mænd har formået at omfavne mit hjerte totalt.
Den ene var min kæreste i seks år, og var ham der gav mit følelseskammer arvæv.
Den anden har jeg sukket over alt for længe, og er endt med at føle mig som en Cirkus Benneweis klovn, der bilder sig ind at kunne høre hjemme på en catwalk.

Så jeg synes måske det er ret okay, at jeg ikke lukker hvem som helst ind, og at jeg er tro mod mine præferencer og krav. Der er ingen andre end mig til at beskytte mig selv.

Har datet meget. Engang. Ret meget.
Men nu er jeg selektiv.

Www-manden...

Altså, jeg forelsker mig ikke på skrift. Så der er ikke tale om, at jeg render rundt med lyserøde brillerglas eller at jeg har bygget en masse "til døden os skiller" tankebobler op.
Men jeg er ikke totalt afvisende for en date. Og jeg kan godt lide at høre fra ham.
Mest fordi han faktisk slet ikke nævner sex, ikke sender billeder af sin pik, og fordi han virkelig kan noget med ord. Plus han kan lide rødvin. Og han virker som en voksen mand, som har fin humor, men som også kan skrive med substans.

Og fordi jeg pga. noget der står længere oppe i indlægget, har brug for at indse, at jeg skal stoppe inden jeg ydmyger mig selv mere.

Og fordi han faktisk formår at få mig til at tro på, at der findes mænd, som finder mig attraktiv.
Og det er ret godt klaret. Det er de færreste der kan det.

Men ingen Rødhætte uden pessimisme...

Kan jeg overhovedet finde ud af det? Når det kommer til stykket?
Er jo proppet med selvtillid samtidig med at jeg burde have selvværd pumpet ind i blodårerne, hvilket giver nogle udfordringer for mig.

Sover på det. Bliver nødt til at sove. Tankecentret er blevet gangbanget på det groveste de sidste par dage. Føler nærmest, at mit hoved hyler som en kedel.