Lidt for mange afsnit af Friends senere...
I et forsøg på at sætte tankevirksomhed på pause, hoppede jeg på Tinder i håbet om at finde et match med en mand med en profiltekst i stil med:
"Jeg er en delvis høj mand med pondus og mørkt hår og smilende øjne. Jeg kan lide rødvin, film, sofahygge, mad og dårlige vittigheder og så er jeg ikke bange for at røre i en gryde eller opføre mig tåbeligt. Du kommer nok aldrig til at se mig i cykelbukser eller løbetøj".
Lykkedes ikke. Nok også godt det samme. Ville sikkert ende med at knuse mit hjerte alligevel. Men man er vel håbløs romantiker.
I stedet stødte jeg på lidt for mange idioter, der har taget selfies bag rattet i deres bil. Med alt for store solbriller på.
Lidt for mange "se mig drøne over en målstreg" i et unavngivet marathon af en art.
Og alt for mange "jeg interesser mig meget for mtb" fjolser overskrævs på en cykel. (Har de bare alle en fotograf med på deres cykelture?)
Derudover stødte jeg på et par rockere med lidt for meget lædervest og en mand, som vist var ret tæt på at falde i søvn på en badebro.
Great...
Så det droppede jeg igen og nu er jeg så tilbage ved tankemylderet.
Er klar over, at jeg ligesom er nødt til at tage en beslutning, så jeg kan få fred i maven igen. Skulle nok bare have gjort det allerede for længst, men hey...jeg har aldrig kunnet prale af at være i stand til at ride samme dag, som jeg sadler. Ting tager tid.
Men hvorfor kan man bare ikke være lige så god ved sig selv, som man er ved andre? Der er jo fandeme ingen grænser for, hvor mange gode og fornuftige og konstruktive råd man er i besiddelse af, når det er ens venner der står lidt i kviksand. Burde man ikke kunne rådgive sig selv på samme niveau? I stedet for at blive en klynkende slatten karkludsudgave af sig selv?
Jeg trænger til at blive vredet.
