Hvis noget har så stor påvirkning på ens dagligdag, at man får racerrøv, mavepine og søvnløse spekulative nætter til følge, burde man så ikke overveje at knalde sadlen på en anden hest? Uanset hvor lidt man faktisk ønsker det inderst inde?
Svaret giver næsten sig selv.
Hvorfor er det så så svært at tage skridtet?
Jeg er tryghedsnarkoman. Med et stressfilter der er ret gennemhullet. Dvs. at hvis jeg ikke har struktur og faste rammer, så fungerer jeg ikke ret godt. Alt fiser gennem filteret. Både det håndgribelige og faktuelle, men også ting, som jeg ikke burde tage mig af.
Når først utrygheden rammer, smuldrer hele lortet. Som rust i en gammel Opel Kadet.
Gud, hvor er det frustrerende det hele :-(
