Jeg synes ellers selv, at jeg er ret godt kørende, når det kommer til det at have situationsfornemmelse. Men jeg skal da edderrøvme lige love for, at jeg vist også kørte direkte i grøften i dag. Frontalt. Med skyklapper.
Stod i en butik med min veninde. I kø. Og tiden skulle jo gå med noget, så vi pludrede. Og midt inde i samtalen, var det som om jeg gled lidt ud af mig selv og betragtede os fra oven. Og det var ikke kønt.
Nu er det på ingen måde sådan, at jeg er tilhænger af at tale om private ting offentlige steder. Faktisk synes jeg det er lidt low life. Derfor ved jeg heller ikke lige hvad fanden der gik galt?
Jeg ved bare, at jeg så nogle sukkerfri pastiller og lige ville fortælle min veninde, hvad kunstige sødemidler kan gøre af skade, hvis man overdriver.
Og så glemte jeg lidt, at der stod andre mennesker omkring mig. Og det samme gjorde min veninde.
Sætninger som:
- Du skal altså passe på med dem der. Jeg var ved at skide mig selv i hjel (sagt hviskende) i fredags.
- Ej? Kan man blive så syg?
- Ja! Ej, hvor var det vildt.
- Nå...Det kunne da være, at jeg skulle give min søn sådan nogen. Han har altid forstoppelse.
- Nej, det gør du altså ikke. Tro nu på hvad jeg fortæller: Jeg blev hundesyg i fredags. Jeg sad på toilettet fra midnat til kl. tre om natten.
- Gud, så længe? Kunne der blive ved med at være noget?
- Det skal jeg love for.
føg ud af vores mund. Dæmpet dog. På ingen måde højt.
Men alligevel højt nok til, at manden foran mig, vender sig om, smiler og griner, og siger, at det vil han da lige huske på fremover.
Jeg kommer aldrig til at score i denne by igen. Nogensinde.
