Faktisk handler mit indlæg om alt andet. Det handler om vrede, indestængte følelser og lysten til at brøle et "luk røven!" ind i hovedet på visse mennesker.
Jeg elsker min familie. Den tætte del. Som består af børn, forældre, søskende, nevøer og niecer. Plus et par kusiner, kusiners børn og et par mostre og sådan...Der er en del søde derude i periferien. Heldigvis.
Men så er der også røvhullerne ind imellem. Hvor jeg sådan set har lyst til at gennemruske dem blot for at mane ordsproget "blod er tykkere end vand" til jorden.
Altså...det er da klart, at blod ER tykkere end vand med visse familiemedlemmer. Altid! Ingen over dem. Elsker dem helt ind bag hjertet.
Men så er der de andre...
@£!¤€$!
Sagen er, at jeg altid har været hende der ikke gled i med tapetet. Jeg har altid været hende, som røvhullerne syntes (og synes) var sær og "en typisk hippie". For dem har jeg altid været kikset. Og i følge verdens mest modbydelige onkel, var jeg ligefrem den grimmeste unge, han nogensinde havde set. (Jamen, tak for lort, din primitive store idiot).
Jeg har ikke været "suppe. steg og is" nok efter deres mening.
Fakta er, at jeg rent IQ-mæssigt er lysår foran dem. Men sådan noget ville man ikke engang kunne forklare dem. De ville ikke fatte betydningen.
Så det har jeg ligesom været vant til i ret mange år. At jeg ikke lige er den der scorer højst på popularitetsbarometeret i visse grene af familien.
Mine brødre til gengæld...(som jeg elsker højt og intet bebrejder), har derimod altid været ret populære. Og det er jo glimrende for dem. Bestemt. Jeg brækker mig bare voldsomt længe over at evig og altid være sat i bås som hende den sære, som ikke lever det liv, som passer ned i deres forbandede primitive opfattelser af, hvordan man bør leve sit liv.
.jpg)
Når røvhullerne har været trælse lige op i hovedet på mig, har jeg stort set altid holdt min kæft og ikke sagt noget tilbage. Af flere grunde.
1: Jeg bliver paf over hvordan man kan være så latterlig dum og respektløs.
2: De ville ikke fatte noget som helst alligevel.
Men når jeg så endelig bjæffer tilbage med et modsvar, så knalder de familiedommerhammeren ned i retssalen og dømmer mig: "Altid så hysterisk".
Jeg er rasende. Og i dag med ekstra topping. For gæt engang; der er familietamtam. Og gæt hvem der som den eneste ikke er inviteret?
Jeps.
Herregud, det skal da så også siges, at jeg ikke har noget at gøre med dem privat. Så en invitation ville under alle omstændigheder have undret mig.
Men nu er det jo ikke ligefrem fordi, at et par andre af dem som ER inviteret, er specielt tætte med værtsparret.
Så det er sådan set ikke dét, at jeg ikke er inviteret der gør mig vred. Overhovedet ikke. Jeg kan sagtens forstå at jeg ikke skal med. Ville ikke selv sende en invitation den anden vej. Ikke fordi de ikke er søde. Men fordi vi ikke er sammen privat.
Det er bare den skide tilbagevendende ting endnu engang. At man for gud ved hvilken gang igen sidder i den samme rolle: "Frk. Ligegyldig", mens andre er "inde i varmen".
Ej men, undskyld mig ganske lidt, mens jeg voldbrækker mig.
Nogle gange skulle man fandeme tro, at mine brødre har vundet 56 Oscar statuetter og Nobels Fredspris 12 gange, mens jeg har tullet rundt og rullet folk på gaden med en kæmpe joint i mundvigen og en kanyle stikkende ud af underarmen.
Men altså...sådan er virkeligheden i visse afdelinger på stamtræet. Hvis man ikke er typisk midtjydedansk og hvis man (gud nåde og trøste en) har valgt at leve sit liv på en måde, som ikke kan kategoriseres hos de konservative bondske primitive knoldhatte, så må man altså leve med at ligge og rode rundt nede i bunden af populariteten.
Eller også kan man gøre, som jeg har valgt at gøre: Save den del af stamtræet af, som man alligevel på ingen måde er kompatibel med. Fanden stå i, om jeg på nogen måde gider at deltage frivilligt i at se visse mennesker stå med tungen oppe i nakken og røven på dem, som scorer højst point i inderkredsen - og i stedet bruge mere energi på den del af familien, som er hjertevarme søde oprigtige mennesker, som evner at værdsætte forskellighederne i mennesker.
