Da jeg flyttede ind, var han det mest arrogante behårede dyr jeg nogensinde har mødt. (Med undtagelse af en vis hjemmeværnsmand).
Han gad mig på ingen måde. Skred med det samme jeg forsøgte at nusse ham. Knurrede og hvæsede, når jeg tog ham op. Bed mig en enkelt gang og sendte mig på penicilinkur, fordi jeg muligvis krammede ham lidt for desperat.
Så forsøgte jeg at bestikke ham med mad...
Og så tog det overhånd. Han har simpelthen taget magten, og jeg er for svag til at sætte mig i respekt. Fordi han er alt for kær.
Hvilket har resulteret i, at han mindst fem gange om dagen står på bagbenene og fræser forpoterne op og ned af ruden i terrassedøren. Wax on/wax off - turbo-style.
Har forsøgt at ignorere dyret, men efter 30 minutters rudeknirken og skingre mijauw, giver jeg op og går ud og giver dyret snacks. Ostesnack. Fra Whiskas, of course. Som han rundt regnet æder seks pakker af om ugen. Plus tørfoder.
Tidligere i dag gemte jeg mig i køkkenet, fordi jeg ikke gad. Hvilket ikke nyttede ret meget. Dyret hoppede da bare hen på kanten af træværket ved terrandaen og sad og nidstirrede mig gennem ruden.
Men han elsker mig nu. Må man sige. Samtlige dyr han fanger, bliver leveret til mig, og ikke på hans folkeregisteradresse.
Mus, rotter, krager og senest en ret så kraftig due, som med lethed kunne have udgjort et måltid for et menneske.
Dette er ham:
Og dette kunne sagtens være ham.
