onsdag den 30. april 2014

Hvordan kan det være...

...at designerne af tøj til bmi-udfordrede kvindekroppe, har fået en kollektiv hjerneblødning? Hvad helvede sker der for tøj i dansk plus-size afdelingerne? Sidder der i virkeligheden er tomhjernet latterlig lille gås derude, som tænker: "De tykke skal sgu ikke gå pænt klædt! Nu kan de sgu lære det!".

Eller sidder der en person med voldsom dårlig sans for kurver, buler, deller og fremhævelsen og kamoufleringen af disse, som tænker: "Hej tykke! Ved du hvad? Nu synes jeg ligesom, at du skal hoppe i denne top uden ærmer og totalt uden antydningen af markering af talje. Ja, faktisk er det bare et frisørslag med et par ekstra huller i. Og så har jeg simpelthen tilføjet et frækt blomsterbroderi med et eventyrligt gangbang af similisten på fronten, så vi rigtig kan få fokus på din mave. Og ja...så vi kan slå fast med syvtommersøm, at dit bmi vist er selvmordstruet. Og mens jeg har dig, så synes jeg da du skal prøve disse bukser, som er syet i en - helt med vilje - gulerodsform, som komplimenterer dine ridebukselår".


Hold din kæft, dine lille lede piskost. Helt alvorligt! Jeg mener det. Hvad fanden går der galt i hovedet på dem? Hvorfor skal det danske plus size ligne noget en mellemstor klovn har kastet op?







Knippelhætte

Dagens "Hov, hvad er nu det?":
Stod og rodede i baglokalet på jobbet, da jeg hørte en bil udenfor. Var sikker på, at Bossen havde glemt noget, så stak ud i baggården, og gik næsten ind i kølerhjelmen på en politibil.
Og så gik alt i stå. Det var ligesom om, at nogen trykkede på pause i livet og det eneste jeg kunne tænkte, var: "Hvem er død?".
Må have lignet en der havde fået klasket en ovnlåge i hovedet 31 gange og bagefter fået en karrusseltur med 91 km/t. Med andre ord: Totalt desorienteret på hele førstesalen. Hvilket den kære (velformede) betjent må have set. Han kiggede i hvert fald lidt undrende og spørgende på mig, steg ud af bilen og spurgte forsigtigt: "Må vi ikke holde her?"
Og så gik det egentlig op for mig, at de bare var sultne, og gerne ville have lidt mad.

Oh...my...God.

Jamen, det er sgu da godt, at jeg kan lave de sandwich med lukkede øjne, hænderne i håndjern og en knippel oppe bag i. For mellem os; havde lidt svært ved at abstrahere fra de der underarme.

(Google-foto)


Burde faktisk oprette mig en profil på Scor og få noget sex. For ligesom at få afløb i systemet og få renset tanketanken én gang for alle. 
Hånden på hjertet; jeg ser alle underarme der hænger i det fri. Alle! Er det løbetid pga. foråret? Eller er det tre års sammensparede afsavn, som er poppet op til overfladen? 


Dagens "Det kunne så sagtens være gået grueligt galt":
Eftersom nogen har aflivet firmabilen, har vi lejet en anden, mens den anden er hos autodoktoren. 
En høj en. Som man ikke stiger ind i, men som man stiger op i. 
Var heldigvis alene, da jeg ville stige ud fra passagersædet. For jeg havde glemt alt om, at jeg sad deroppe. Vippede bare højre ben ud og trådte ned mod den manglende faste grund. Kun et virkelig grimt semi-rullefald forhindrede mig i at smaske frontalt ned i asfalten. 

Dagens udgift:
Et 32" tv til Sundhedssøn. Og et iPad cover til Uglen. (Og kun fordi hun fik en større udbetaling af lommepenge for nylig, udløste prisforskellen mellem de to ting, ingen krise i den lille hytte). 

Dagens indtægt:
Løn og 11,50 på bunden af tasken.  

Dagens øvrige udgifter: 
Gider ikke tale om det. 

Dagens dilemma:
Kan ikke beslutte mig for, om jeg har hælsporer eller slidgigt i fødderne. Begge dele kan skyldes overbelastning. Story of my life. Går fandeme som Lucky Luke med diarré. 

Har lyst til:
Super Flyers.
Sex.
Kys.
Massage af fødderne.
Ramlösa Citrus.
Kirsebær.
(I tilfælde af sex, ingen kirsebær...for guds skyld!)

Dagens "Sig det med en sang":

tirsdag den 29. april 2014

Every move you make, every step you take....

Sad og nød vejret på terrandaen, da jeg pludselig fik en følelse af at blive kigget over skulderen.
Følelsen var ikke indbildt...



Man kan næsten høre The Police i baggrunden. "Every move you make, every step you take, I'll be watching you".

Jeg skrider igen. Er i gang med at vaske tøj. (Stadig). Har sådan et bord nede i vaskerummet, hvor jeg har moslet en masse tøj ind løbende. Tøj, som vi faktisk ikke bruger. Og sengetøj som der heller ikke lige har været brug for. Men nu er bunken altså ved at vokse sig ud på gulvet, så noget måtte ske.
Er i skrivende stund kun en vask fra at være i mål.

Er det ikke fantastisk at være voksen? Man bruger sine fridage på at være praktisk og nå i bund i bunken med opgaver, som har fået laveste prioritet. Vasketøj, madplaner, oprydning, rengøring. Og gennemgang af fryseren. Hvilket jeg ikke er nået til endnu. Men jeg skal virkelig! Er så dårlig til at holde styr på lortet. Åbner bare lågen og propper i. Og så glemmer jeg det der ligger nedenunder.
Ved at jeg faktisk har en del tyndsteg og mørbrad fra liggende. Og fanden stå i, om vi skal sidde og hakke os gennem en tør kotelet fra et øf-dyr, når vi i stedet kan nyde en noget større smagsoplevelse fra en ko.

Gad vide hvad der ligger helt nede på bunden?


Eneste trøst er, at fryseren er fra 2010. Så jeg finder maks fire år for gamle madvarer.


Dagens absolutte optur:
En telefonopringning på 10 min. blev belønnet med 1800,- kr.

Dagens nedtur:
Mangler at gøre grillen ren.

Dagens forventing:
At jeg faktisk kan få tændt op i grillen uden at være nødt til at køre 50/50 i fordeling mellem kul og optændingsbriketter.

Dagens "men så er det jo altid noget:
At in case of mislykket og katastrofal grilloptænding, kommer brandmænd altid i uniform.

Dagens totale overflødige information i Billed Bladet:


Morgenrapport

Ved ikke lige hvad der skete i aftes. Krop føltes i hvert fald som en stor tør indtørret svamp, som var i mindst 19 timers søvnunderskud.
Det var som om nogen havde listet 23 sovepiller ned i svælget på mig. Gik omkuld på sofaen på omkring samme tidspunkt, som et 7-årigt barn bliver lagt i seng. Forsøgte ellers at gå i seng. I tankerne. Men vågnede i stedet på maven på sofaen med kjolen siddende fast i trussekanten bagpå. (Mrmm charming. Specielt når man tænker på, at jeg ligesom ikke havde trukket gardinerne for ud til gaden).

Ved sgu ikke helt hvad der sker. Om det er tankemylderet der kortsluttede min krop, eller om det er irritationen over at være vred og føle sig behandlet en lille smule som en nedtrådt dørmåtte og samtidig være konfliktsky og derfor ikke rigtig have andet valg end at bare være pissesur og martyr-ish.
Eller om det er de forbandede pollen, som har sendt mig til tælling. Lyder som en der ligger i tandlægestolen med spytsugeren opereret fast i mundvigen.

Træls er det...

Har faktisk allermest lyst til at pakke en kuffert, daffe i lufthavnen med teenagerne og bare melde mig ud af samfundet i 14 dage.
(Havde det været efterår, kunne jeg have simuleret en vinterdepression. Men lige nu er det jo bare lækkert forårsvejs med sommertemperaturer og en sol på Viagra - hvilket gør det problematisk at være lidt out of order. Det forventes jo, at foråret giver energiboost).

Hvor er jeg inderligt træt af at være så konfliktsky. Er fandeme tæt på at jeg undskylder og takker, hvis nogen bestemmer sig for at lukke mig nede i en affaldscontainer.

Blehhh...!


Well...NOMA er igen nummer 1 på listen over de 50 bedste restauranter. Skide flot. Ingen tvivl om det. Kæmpe thumbs up herfra med begge Anna & Lotte hænder.
Men ikke om jeg gad at betale for at spise hos dem. Det kan sgu også blive specielt nok.

"Værsgod Rødhætte. Her er din farserede henkogte halmballe. Vi har valgt at give den selskab af piquerede møl, som er svøbt i bacon fra en autistisk gris fra Vendsyssel - lagt på en skum af en vandpyt fra en lille ugenert skovsti i Gilleleje og ledsaget af en tidselglace.

Til dessert tilbyder vi kandiserede friturestegte (i egetræsolie) alger med en sorbet af gråspurv og morgenfrue.

5750,- Tak!"

Nej tak...Det er jeg sgu for stor en bondeknold til at blive fristet af.
Gastronomiske delikatesser og oplevelser; ja tak. Gastronomiske kemiforsøg; nej tak.

Gad vide om de har et menukort på deres hjemmeside?


................................søgesøgesøgesøge.........................

Jeps...bon appetit!


Ribs og lavendel
“Nordisk kokosnød”
Mos og Karl-Johan svampe
Ostesmåkage, rucola og stilke
Syltet og røget vagtelæg
Karamelliseret mælk og torskelever
Hvidkål og salturt
Æbleskive, løvstikke og persille
Søpindsvin toast
Brændt porre og torskerogn

Æble og sukkertang

Rejer og ramsløg
Radisser og gær

Oksetatar og myrer

Æg og friske urter

Rødbede
Slåenbær og aromatiske urter

Knoldselleri og kål
Fløde og blomsterkarse

Vildand
Pærer og kål

Aroniabær og söl

Kartoffel og blomme

Tre Søde ting


Jeg skal ikke afvise, at noget af det smager fantastisk. Det gør det uden tvivl. Man bliver ikke nummer 1 uden grund. Men...det er sgu lige avanceret nok til mig, det der.

søndag den 27. april 2014

Several missed calls

Gik omkuld på sofaen i aftes midt i et afsnit af Familien på Bryggen og til lyden af fulde idioter ude på fortovet. Hvorfor (!?) skal de altid stå lige udenfor mine vinduer og diskutere banaliteter?

Blev rykket ud af min søde søvn ved 3-tiden. Af telefon der kimede. Gæt hvem...

Jeps...ham der også ringede natten før.

Hvad fanden foregår der i mandeverdenen? Skulle man ikke gå ud fra, at en mand på 40 år faktisk er voksen og dermed har social intelligens og situationsfornemmelse?
Havde endda sendt ham sur sms lørdag morgen, hvor jeg gjorde ham klart, at jeg ikke gad hans natteopkald. Og hvad gør jubelidioten?

Ringer igen. Næste nat.

Satte mobil på lydløs og faldt i søvn igen efter et kvarters skumlen. Og vågnede til 4 ubesvarede opkald, en telefonsvarerbesked og 3 sms'er.

Sådan noget...det kan fandeme pisse mig af! Mage til mangel på respekt! Hvad bliver det næste? At vathovedet ringer på døren? (Helt alvorligt; så tænder jeg lodret af. Som i: Nu-får-du-et-politihold"-agtigt og betinget dom for vold).

Har sendt lang sur iskold sms retur. Som han selvfølgelig ikke har svaret på. Hvilket pisser mig endnu mere af. Han burde fandeme undskylde! Mest fordi jeg glemte at skrive noget, og hvis han nu skrev et undskyld, kunne jeg lige få sendt den sidste svada af sted.
Det kan jeg jo ikke nu. Det vil virke for hysterisk og fuldstændig ødelægge mit image som isdronning.

Og han er ellers så pæn....

Hvor er alle de normale mænd henne? (Sikkert godt gift og ejer af både ligusterhæk, Weber og king size trampolin med sikkerhedsnet).
Jeg synes sgu ikke, at jeg stiller for høje krav. Lækre underarme, evnen til at sammensætte sætninger, evnen til at kunne reflektere, et nuanceret verdensbillede og menneskesyn, søde øjne, sort genial humor, bløde værdier og en møgpervers tankegang.

Det er sgu da ikke for meget?



Nå!


Well, har brugt dagen fornuftigt. Ryddet lidt op, vasket sindssygt meget. Og bygget mig en seng på terrandaen. (Okay...bygget og bygget...har arrangeret en gammel klam skumgummimadras med tæpper og puder). Og der har jeg så ligget. Lige i solen. Med musik i ørene og lukkede øjne.
Hold op, hvor har det været skønt. Bare slappe af - ikke forholde sig til andet end at lytte til sangenes tekster.

Det havde jeg brug for. En lille opladning og en micro snert af en følelse af at ligge i Spanien foran et charmerende casa.
Sådan et lille spontant eventyr til syden på en søndag. I Danmark. På en terranda. På en plettet madras.

Det kan sagtens booste min livskvalitet lidt.

lørdag den 26. april 2014

Okay...Av i hjertet

Snublede over en billedserie, som ganske enkelt hedder Powerfull Images. Ja tak, det skal jeg love for. Ord er ikke rigtig nødvendige.


Starving boy and missionary




Inside an Auschwitz gas chamber




Diego Frazão Torquato, 12 year old Brazilian playing the violin at his teacher’s funeral. The teacher had helped him escape poverty and violence through music



Man Falling from the World Trade Center on 9/11. “The Falling Man.”



Young man just found out his brother was killed




Alcoholic father with his son




Embracing couple in the rubble of a collapsed factory







I kan se resten af billedserien her: 30 of the most powerfull images

Different shades of Hætte

Er en:

Sofahætte:
Netop fået fri fra job, og nyder et stille lille glas rødvin, mens jeg lytter til Sia. Orker sådan set ikke andet. 

Wrecking Ball-hætte:
Har ødelagt firmabilen... Altså, retfærdigvis skal det siges, at skaden ville være sket uanset hvem der sad bag rattet. Men selvfølgelig var det mig. 
For fanden altså. Jeg holdt for rødt i et kryds. Og da lyset skiftede til grønt, strejkede gearkassen. Ret meget. 

1. gear...Nope. Forget it, honey. Det ville være lettere at skubbe en ananas op i anus, end at få skiftet gear. 

2. gear...I don't think so, Baby. Her begyndte jeg at svede mellem ballerne. 



3. gear...


Og så gik det egentlig bare ret meget galt derefter. Hvis jeg havde haft monteret en dildo på sædet, ville jeg have været i ekstase. Hele bilen rumlede, rystede og hoppede. 
Men en ganske glimrende udfordring at starte i 3. gear. (Som så senere døde, hvorefter kun 5. gear gad at leve). 

Syrehætte:
Glemte at tage strømper på i morges, inden jeg tog af sted. Hvilket fik konsekvenser fem timer senere. Har virkelig haft kvalme over mig selv. En stank af afdøde fødder og ondskab har sevet op i mine næsebor hele dagen. 
Har placeret sko ude på terrandaen. Gætter på at alt er visnet i morgen tidlig. 

Gnavhætte:
Blev vækket kl. 04:38 af  telefon. (!@£$!"!#!!!). Var et booty call. Gætter jeg på. Tog den ikke. Heller ikke da den ringede igen 10 min. senere. 
Besvarede heller ikke sms der tikkede ind en time senere. Og en time og tyve min senere. 
Helt seriøst; det fis gider jeg ikke! Er så langt under min værdighed at være et booty call.  
Og så vil jeg sådan set skide på, at han er rigtig pæn. Fuldstændig! Sådan noget hormongejl gider jeg ikke. Vil have en mand. Nøjes ikke! Basta! 
Til gengæld er jeg en rigtig beskidt pervers romantisk Nuserhætte, hvis den rette mand er der. 

Madhætte:
Burde nok spise. Gætter på, at den frikadelle og de 5 croustinier jeg har gnasket i dag ikke helt er nok. 
JustEat? Nej...magter ikke kvaliteten. 
Har vist noget skyr og nogle avocadoer. Rock on!  (Kunne edderrøvme godt gnufle en karbonade). 
Ellers kan jeg bare slikke kokkejakken. Der sidder vist en hel buffet. 

Søndagshætte:
Aner ikke hvad jeg skal. Måske arbejde. Vides ikke endnu. Men ellers står den vist bare på klummeskrivning og Drop Dead Diva på Netflix. (Glæder mig SÅ meget til d. 6 juni, når sæson 2 af "Orange is the new black" er klar til at blive streamet.
Regner med at sluge alle afsnittene på en enkelt weekend. 

Musikhilsenhætte:


torsdag den 24. april 2014

På en mave på en sofa

ligger jeg. Og burde sove. I min seng.

Er for doven. Gider ikke rejse mig og gå ned af trapperne.
Kyler en femmer på højkant med det samme om at jeg vågner i Dronning Ingrid stilling i morgen tidlig og med vindtørrede organer, fordi jeg åbenbart ikke kan sove uden at ligne en, der er blevet skambidt af en bakterieinficeret flåt.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne sove ved siden af en mand igen? Kan sgu da ikke byde nogen det syn.

"Ja hej. Om dagen ser jeg sød nok ud fra de rette vinkler. Men om natten forvandler jeg mig til en junkie der har taget en overdosis, og ligger derfor med Lars Lilholt kinderne spredt ud over hovedpuden, mens jeg sandblæser samtlige indre organer.
Som en ekstra lille bonus - just for you - bøvser min endetarm ad libitum i en skøn falset - smukt akkompagneret af en insisterende snorken. Skal vi gå hånd i hånd gennem livet du og jeg?"

Så jeg falder nok i søvn på sofaen...

Nå, men ellers går det vist fint. Stilhed før storm rent arbejdsmæssigt. Konfirmationerne lurer rundt om hjørnet. Og skal vi ikke bare sige, at vi ikke kommer til at stå og røre i en tom gryde og kede os.

Hjemme går det også fint. Stille og roligt. Lige som jeg kan lide det.
Har gudskelov arbejdsweekend, så udover en flaske "tak for kampen" asti med bossen, skal jeg ikke røre alkohol denne weekend. Min lever sender sikkert en takketale på mandag.

Er angrebet hårdt af muskelspændinger og er i fast forhold med Voltaren Gel, Treo og min massør.
Fandeme ynkeligt. Ligner en person med 31 mord på samvittigheden. Går med skuldrene helt oppe over ørerne, fordi muskler åbenbart holder gangbang i skulder og nakkeregionen.
Burde nok egentlig bare have et skud af et jagtgevær med spredehagl for at løsne infiltrationerne.

Men ellers går det godt. Lige med undtagelse af, at jeg ikke kan sove, fordi enhver stilling er ukomfortabel.
Burde have sovet for længst. Har endda ligget og forsøgt at søvnhypnotisere mig selv med indre messende nasal stemme og fiktive udstående stirrende øjne.

Går ikke så godt.

Ved bare, at det bliver en af de nætter...
Og at jeg vågner med Marianne Jelved ansigt kl. seks.

Når den primitive dansker folder sig ud...

Et sted på Facebook i en debat, skrives der flg. af en dansker:

"Det er simpelt. Respektløst af De mennesker som ikke acceptere Danmark for det Land det er. De skal indordne sig efter Dansk kultur, tale sproget, spise vores mad, ud at arbejde, hvis ikke disse krav tilgodeses, burde det være indlysende at gi Dem en retur hjem".


Bwahaha...Harh!

Jeg kan ikke med ord beskrive, hvor uendeligt meget jeg elsker, når en dansker slår sine primatkløer ud og "kæmper" for sit lands rettigheder på sådan en måde.
Jamen for pokker...Det er jo fantastisk, som denne stolte dansker ikke engang har lært at skrive sit eget sprog, men som samtidig forlanger, at ALLE skal være 100% danskere for at bo her i vores lille flække.

Og altså..."Spise vores mad"?  Hvorfor i alverden dog det? Og hvad er "vores mad?" Skamstegte frikadeller rørt af en fræk øf-fars og tilsat en gang Frikalet? Knorrs ynkelige parodi på en Bearnaise? Tør grydestegt kylling og udkogte kartofler? Please, do tell me!

Er det i virkeligheden ikke afsenderen af den - (lad os være ærlige) - ret uintelligente udtalelse, der i virkeligheden har levet under en sten - bevogtet af Pia Kjærsgaard. Og som slet ikke har forstået, at Danmark ikke er en lille honningkageby, hvor vi alle har samme glasur på toppen?

Vi snupper lige guldkornet én gang mere:

"Det er simpelt. Respektløst af De mennesker som ikke acceptere Danmark for det Land det er. De skal indordne sig efter Dansk kultur, tale sproget, spise vores mad, ud at arbejde, hvis ikke disse krav tilgodeses, burde det være indlysende at gi Dem en retur hjem."


Udover manglende kommaer og forkert brug af store bogstaver, manglende nutids-r og to sætninger i én, så elsker jeg især: burde det være indlysende at gi Dem en retur hjem. Gad vide, om hun ved, hvad retur betyder?


Hvad med dig, skattesnullersnuske? Du kan ikke skrive korrekt dansk. Hvad skal vi gøre med dig?



























onsdag den 23. april 2014

Dagens op- og nedtur

Optur:
Vægten siger minus.

Nedtur:
Hud ser sådan her ud:
















Pis da af, dag

Hov, det rimede!

Nå, måske en lige voldsom nok overskrift. Men lidt dramaqueen er man vel altid.
Dog er humøret bare lidt bleh. Pga. tankespind, selvopfundne diagnoser og irritation over at være en push-over, som visse mennesker da bare ikke har en skid respekt for, når de tromler gennem livet på en stor fed racersky af egoisme med skyklapper så tunge, at bmi-tallet stiger med 56.

Ej, men helt ærligt... Savner I aldrig at være på den alder, hvor et langt knus og en kildetur fik alle bekymringerne blæst væk?


tirsdag den 22. april 2014

Facebookklammecitater Vol. II

Den gruppe altså! Det er edderrøvme ikke de klogeste personer der sidder og leger poeter...

 (Og med det vil du sige...?)



 (Når en kvinde ikke gider sex, så er det som regel dig der er noget galt med. Når en kvinde hellere vil spille spil på mobilen i sengen, er det for at undgå tilnærmelser. Og når en kvinde ikke vil diskutere, er det sgu nok fordi hun ved, at du er en stivnakket satan, som er argumentresistent i en grad, som er sygelig. Og når en kvinde siger "Der er ikke noget galt", er det muligvis fordi du er en lort, som hun ikke gider bruge energi på at forklare sig til.)




(Seriøst...? Lade hende sove i hans t-shirt?)


(Luk-Røven-Sindssyge-Kvindemenneske! Du er INGEN prinsesse! Et godt forhold er sgu ikke at smelte sammen til én person og give alle sine passwords til kæresten. Jeg får allergiske reaktioner bare ved tanken! Og øhh, "elsk ham fra hjertet"...Altså, øh ja? Hvor fanden skulle man ellers elske ham fra? Knysten)


(....................)

Facebookklammecitater

Ej men for fanden...

Hvis der er noget jeg ikke magter, så er det folk der skriver citater i deres statusopdatering uden at anføre kilden, og hvor visse personer så stimler sammen og står i kø for at skrive beundrende kommentarer:

Eksempel:

Du må ikke være så bange for at sige og gøre det forkerte, så kommer du aldrig til at gøre det rigtige.

"Så sandt! Tak fordi du satte ord på det!!!"

"Hvor er det smukt skrevet, Bente-Marie!!"

Jamen bræk! Og fis da tilbage til jeres ugeblade. Det er jo direkte pinligt at se på, det der. Mest pinligt, når Bente-Marie så sidder der og labber det i sig. "Ihh hih, tak søde venner. Ja, nogle dage tænker jeg lidt dybt...hihi".

Gu' gør du ej. Du stjæler med arme og ben, gør du. Fair nok, at du gerne vil dele et citat, som du synes er smukt og sigende. Men stop dog med at lege Johannes Møllehave!


Tak!


Der er en gruppe på Facebook, hvor folk falder i svime over diverse citater. Her til aften er bunden så nået. Der er simpelthen en tomhjernet gås et sted derude i landet, som har drukket lidt for mange sprutsodavand for at dulme smerterne over at være i et forhold med en steoridebøf med tribaltatoveringer, som kontrollerer hendes liv totalt - og som har flikket dette latterlige lort sammen og tilsat klamt fyld af latterlige smileys.
Vil da vædde med, at hun har følt sig yderst dyb og eftertænksom.




Lykken er

...ofte ganske ukompliceret. I hvert fald er det edderrøvme vigtigt at huske, at de små ting oftest er dem der giver mest ro og velvære.

Som f.eks. at få styr på hyggekroge i køkkenet...



Og i stuen...



Og at komme hjem fra arbejde, hænge vasketøj op udenfor, tage arbejdssko af (og vente 10 min. på at syreholdige gasser forsvinder op og æder lidt af ozonlaget) og sidde på terrandaen i solskin og drikke kaffe. Med bare fødder...



Og få betalt internetrykkerregningen i tide...


søndag den 20. april 2014

Intet nyt fra vestfronten

Der er sådan set ikke så meget at skrive. Er total i ferietilstand. Har hvilepuls på 17 og har nærmest ligget appelsinhuden i smadder.
Nyder vejret. Nyder tempoet. Og ville ønske, at der var noget der hed 2, 3, 4 og 5. påskedag.
Er sammen med älsklinger i forskellige afskygninger. Ser Netflix. Og har såmænd også nået at runde en bar.

Og hold nu kæft for et freakshow!

Ude foran døren, stod en lyserød damecykel parkeret. Kastet ind i en skrå parallelparkering. Med verdens største støttehjul.
Så er stilen ligesom lagt. Kuglerne er støbt. Tæppet er trukket, og orkestret spiller.



Af andre gæster derinde, kan blandt andet nævnes:

- Mand på 83 år (mindst), som hele aftenen sad i et hjørne og småsov. Med medbragt skråpude og et liggeunderlag.

- Afbleget brintoverilte trunte ned dræberblik. (Overvejede at sætte mig på hende).

- B.S Christiansen look-a-like med overskæg der var mere kraftigt end en 12 år gammel ligusterhæk.

- DJ, som var tættere på de 80 år, end på de 60. Helt alvorligt, jeg tager ikke pis på jer. Han stod bare der i sin multifarvede strikkede sweater og spillede "Habba Sut Sut", mens de røde og grønne diskotekslys flimrende i hans brilleglas.

- Asiatisk kvinde med mental bygningsfejl og bukser, som var trukket meget langt op. Så langt, at cameltoen forlængst var blevet aflivet.

- Rødhåret overvægtig kvinde, hvis nederdel røg med op, hver gang hun satte sig på barstolen. Og som 80% af tiden lå grædende af grin hen over bardisken med en latter, som mest af alt mindede om en forkølet søløve.

Festligt.



fredag den 18. april 2014

16 katte og en flaske portvin

Holder ferie. Hvilepuls er på 12. Sådan cirka.

Har set alt alt for meget Netflix. (Men huskede dog at bevæge benene jævnligt for at holde blodomløb i gang).
Har - for gud ved hvilken gang - sukket inderligt over Bridget Jones & Mark Darcy og haft en lille smule ondt af mig selv.


For helvede...Nogen burde vågne op. Bare lidt. Meget. *Hjertesuk*.

Det er underligt. For har det sådan set glimrende med at bare være mig. (Og nej, det siger jeg ikke for at dække over noget. Utroligt nok.)
Sad faktisk i forgårs på trappen og ventede på veninde. Og tænkte. Om alt og intet. Og ud af det blå, slog en følelse ned i mig.
At hvis jeg stadig havde været sammen med G., så ville han være kommet hjem fra arbejde på det tidspunkt og så skulle vi have holdt 5 fridage sammen.

Og så følte jeg mig lettet. Svært at beskrive, men det var nærmest sådan en "Årrh, gudskelov!" følelse. Gudskelov, at vi ikke er sammen-følelse.

Ej, men...så ved man virkelig, at det forhold var blevet stoppet alt for sent. Men faktisk ret rart. At blive mindet om, at tingene ikke er så shitty. At de rent faktisk er ret meget bedre.

Så jeg savner ikke ham. Savner egentlig heller ikke, at skulle lære en helt fremmed mand at kende.
Gider ikke. Ærligt talt. Det kræver så meget. Både tilstedeværelse og indlevelse. Men også barbering af kropsarealer.
Ikke dermed sagt, at jeg ville møde op tæt bevokset, hvis jeg skulle date en, som jeg kender i forvejen. Men det ville bare være så meget lettere.

Men...

Så er det, at jeg ser Bridget Jones. Eller rettere; jeg ser yndlingsklip fra filmene på YouTube. Og så opfører mit hjerte sig sådan her...




Og så savner jeg pissemeget at blive nusset i nakken. Og i håret. Og blive kysset blidt i panden, mens mit ansigt bliver fikseret kærligt af et par mandehænder. Og at blive kysset i gulvet. Og blive kylet op mod en væg. Og kysset endnu mere. Og og og...
At vågne halvt om natten og putte mig ind mod varm mand. At mærke vægten af mand oven på mig. At få en sms med en kærlig kort besked. At forkæle nogen romantisk. At ligge flitret sammen i sofaen og brække sig af grin over en film, og vågne forkrøblet 4 timer senere - savlende på hans brystkasse. At få øjenkontakt gennem et lokale og blive kærtegnet af øjnene. 
At tage til Lars Lilholt koncert sammen - udelukkende for at drikke og grine af havdyret oppe på scenen. At høre musikminder en halv nat med 4 flasker rødvin. 








Nå...

Jamen skide meget tak, da.


Nej...sandheden er, at jeg savner mange ting ret meget. Men ikke for enhver pris. Og da jeg ved hvad jeg helt præcist aldrig vil gå på kompromis med, og hvad jeg vægter allerhøjst, så har jeg masser af tid.
Jeg skal bare holde mig skide meget langt væk fra latterlige romantiske film et stykke tid. De tricker alt i mit følelsesregister.

Så indtil da, koncenterer jeg mig om ikke at ende i modsatte grøft. Med 16 katte og en flaske billig portvin.

torsdag den 17. april 2014

Hankat & helligdag

Havde sådan set frem til at sove længe. Meget længere end til kl. seks, hvor vækkeuret normalt hviner.
Kl. lidt i seks. slog jeg øjnene op, Fordi noget hvinede. Og skreg...

Lortehankatte udenfor havde bestemt sig for at hade hinanden lige udenfor mit vindue.

Efter adskillige forsøg med at trække dynen helt op over hovedet - (for alle ved jo, at det lukker al støj ude) - stod jeg op, lavede et krus kaffe og traskede ud på terrandaen med et tæppe viklet omkring mig.

Og så blev der stille. Skal jeg da love for. Begge katte drejede hovedet, og sad og nidstirrede mig. Længe. Faktisk så længe, at jeg flyttede mig og satte mig over i hjørnet i kurvestolen på en kun lidt gennemfugtig pude. (Godmorgen røv).
Havde de kunnet tale, er jeg ret sikker på at have hørt flg. sætninger:

- Hvad fanden er det?
- Ikke fra denne verden!
- Har du nogensinde set sådan en pels før?
- What-the-fuck?!

Aner ikke, hvad der sker med mit hår om natten? Jeg må sove meget uroligt - evt. fræse hovedet frem og tilbage over madrassen med en ballon monteret på issen og hånden i en balje vand med en tændt føntørrer nede i.
Det står i hvert fald ud til alle sider hver morgen.

Skal altså også til at lære at fjerne make up, inden jeg går i seng. Er lidt træt af at vågne hver morgen og ligne en bodega-bente der er blevet gennemrusket og kneppet i en baggård i 4½ time i regnende modvind.

Nå, men det er sådan set påskeferie nu! Og hvor er det vidunderligt! Fem dage! Fünf tage!

Sundhedssøn har været oppe længe. For "der er jo ingen grund til at ødelægge sin døgnrytme, bare fordi det er ferie".
Uglen og veninde sover nok otte timer endnu. (Eller indtil jeg tænder støvsugeren).
Og jeg sidder og planlægger dagen.

Skal sådan ca. have vasket 91 kg. vasketøj. Gjort hytten ren. Handle lidt. Og så kan jeg holde ferie, og nyde den med mine älsklinger. Skønne skønne unger!
Vi har med vilje intet planlagt. Simpelthen fordi vi trænger til nogle dage, hvor vi kan hygge os sammen og tulle rundt i nattøj hele dagen, hvis det er det vi vil.

Eneste planer er: Sætte hår på chefen, ølmarinade lørdag og kvalitetstid. That's all. Das ist alles. Og så skal jeg krybe sammen i yndlingshjørnet (Jeps, yndlings...ikke ynglings...Got that!? Læs og lær!) med denne her:



onsdag den 16. april 2014

VIl du se min samling af papruller?

For fanden da også...

Så trækker man en skuffe ud ude på badeværelset...











tirsdag den 15. april 2014

Natholdskærlighed

Jeg elsker (!!) Natholdet.







Mit indre ur mig et vist sted

Skal møde sent i dag. Hvilket så faktisk betyder, at jeg kan sove længe. Rent teoretisk, så burde jeg ligge og sove endnu.

Men er åbenbart blevet gammel. Vågnede til normal tid. To timer før uret var sat til. Fuldstændig frisk.
Ej, men hvad fanden er det nu for noget?! Det gider jeg da ikke.

Hvad jeg heller ikke gider, er mænd der er lidt for forhippede på at få startet et forhold op allerede inden de er flyttet fra den kvinde, som de ikke gider mere.
Overhovedet. (Heller ikke selv om han er virkelig (!!!) pæn.)
Har overvejet. Og har sat i bakgear. Bør blive voksen før eller siden, og kan jo passende starte med at holde mig væk fra situationer, som kun indbyder til problemer.

Nå, men Danmark er i selvsving. Over den episode, hvor en betjent verfer en mand ud af sin kørestol.

Var det forkert af betjenten?

Ja, for fanden! Han burde været uddannet til ikke at synke ned på sådan et primatstadie. Og at lade manden blive liggende, er jo bare svinsk. Slet og ret.

Men: Skulle vi nu ikke lige ved samme lejlighed stikke en mellemstor stak brænde op i røven på diverse medier, så de stopper med at lukke mere lort ud? For ærligt talt, jeg brækker mig over hvordan de får fremstillet den handicappede som et stakkels lille uskyldigt offer.
Manden er lam, ja. I benene. Ikke i hovedet. Ergo burde han havde vidst bedre end at sidde der og bræge ukvemsord mod politiet. "Tumper" - "Fucking lortestrømere i jeres forpulede dumme uniform". Hvorefter han bagefter kan høres på videoen, hvor han sidder og spiller uskyldig og påstår, at han bare havde spurgt betjentene pænt om hvor de kørte hans ven hen.

Mrmm, right. Spring ud af offerrollen, din idiot. Du er ikke fritaget for at stå til regnskab for dine udtalelser, bare fordi du sidder i kørestol. Så gider du da lige lukke røven, og lade være med at indtage rollen som den lille dreng med svovlstikkerne, som helt ud af det blå fik en betjent tæt på.
Du ved sgu da udmærket hvorfor. Du forsøgte bevidst at pisse dem af og provokere. Så det giver mig ærligt talt lyst til at pifte dækkene på din stol, når du fremstiller dig selv som et uskyldigt lille lam.

DU har været en idiot! DU har opsøgt problemerne, fordi du lige følte dig sej, da politibilen kørte forbi og gav dem fuckfingeren, fordi du bærer nag til dem. Lev med konsekvenserne.
Og det kan du sådan set gøre sammen med betjenten, som uden tvivl også skal stilles til ansvar. For mage til opblæst magtliderlig fjols skal man da også lede længe efter.

Så hvis retfærdigheden skal frem i medierne, så kan de jo passende udstille betjent OG kørestolsbruger som et eksempel på mænd, hvis mentale udvikling minder uhyggeligt meget om Kenned-typerne, som fræser rundt i sin sænkede grimme klamme bil med mere gejl og udsmykning monteret end på Sidney Lees overkrop.

mandag den 14. april 2014

Velkommen til hormonhytten

Ej men for fanden da også! Velkommen til hormonhytten!

Teenagerne, som lige nu går under tilnavnet "møgungerne" fik en simultan nedsmeltning. Jeg ved ikke hvad helvede der lige gik galt.
Og så midt i karrygryden. Hvilket pisser mig af. Er fandeme færdig med at stå og lave mad til to hormondrager, som nærmest er ved at slå hinanden ihjel tværs over bordet.

Efter et kvarters midlykket forsøg på at mægle mellem dem, skred jeg fra bordet. I sammenbidt tavshed. Og lige som jeg satsede på, at stormen var ved at lægge sig, fordi de begge ville være på deres respektive værelser indenfor de næste 2 min., stødte de sammen ude i køkkenet. Bogstaveligt talt.

De kom til at strejfe hinanden.





Og så brød helvede løs. Skal jeg godt nok lige love for! De jagtede hinande fra køkkenet gennem den ene stue og ud i gangen, og lød som en flok svin der var faret vild i en labyrint bevogtet af ulve.

Jamen...? Ja ja jaaaa, jeg ved da godt, at min bror og jeg også var sådan engang. For mange år siden. Men nu er det mig der er mor. Og fuldstændig sat ude af spil. Kan ikke engang slæbe dem ind på deres værelser, som i de gode gamle dage. Er jo for fanden en gnom ved siden af dem. Ville højst kunne gnave i deres ankler.

Så jeg blev upædagogisk. Hvilket jeg sådan set mener er ret reelt, når de opfører sig på sådan en primitiv måde.




Og gæt hvem der er lorten nu?


Mrm...mig. Fordi jeg åbenbart holder med den forkerte. Ifølge dem begge. Hvilket efterlader mig i et uløseligt dilemma. I give up!

Har lavet en Maude.

Listehætte Vol. 982

Hold så op med at lave flg. stavefejl!:
- Bekræftigelse. (Gaarrhh).
- Hun vender sig til det. (Nej, det gør hun fandeme ikke. Men hun vænner sig måske til det).
- Det er da en mærkelig opførelse de bøller havde. (Opførsel!)
- Samværd. (!!!)
- Selvskab. (Seriøst...må du blive kvalt i en konsonant).
- Nød til. (NødT til!)
- Læbepromade. (Tag dig sammen).
- Advocado. (Suk...)
- Hade. (HavVde).
- Sq. (Idiot).
- Qvinde. (Hop i en mose).


Arrhh:
Det lettede.

Lige som man troede:
At alt var okay med avisen igen, så er den gal igen. Hvorfor helvede er det mine klummer der forsvinder i teknikken, og ikke de der billeder af spritstive trunter? Bør måske tage det ret personligt? Tænker jeg...

Som altid:
Er jeg ramt af forsinkede tømmermænd. Glæder mig til helligdagene. Skal indånde min dyne!

Som altid II:
Opfinder jeg undskyldninger for at forblive single. Er det dumt? Når nu ham baggårdskysseren faktisk er skide sød?
Er måske bare bange for at havne i et suppe, steg, is & ligusterhækssex forhold igen?

Skal måske også bare lige have kortsluttet de ledninger, som stadig producerer hjerteflimmer, når jeg ser a certain someone, som er alt for uopnåelig.

Hvor er det skønt:
At jeg ikke behøver at lette mig fra sofaen den næste times tid.

Massage i går:
Var (om muligt) endnu mere lækkert end det plejer. Men tror da måske nok lige, at hans hænder fik frigjort samtlige affaldsstoffer fra bodegaturen også.

Hvad sagde jeg!?:
Medina skulle lige droppes af drengebarnet, før hun kunne udgive et nyt album.
Hold kæft, hvor er du bare slet ikke ligeglad, din kost. Overhovedet. Og hold nu bare din kæft. Tak.

Dumheden har nået groteske højder:
Snotdum kvinde har sendt en halv million til Nigeria

Hun burde jo næsten have en bøde for sin manglende intelligens.

Uglen er:
I den grad gået på ferie. Stak hovedet ind til mig for et stykke tid siden med beskeden: "Jeg snupper lige n lur. Far vækkede mig monster tidligt i morges".

Monster tidligt er åbenbart kl. 10:30.

Sundhedssøn har:
Netop rundet køkkenet med beskeden: "Årh, nu skal det blive godt med noget at spise. Jeg snupper det sundeste vi har".

But of course...Selvfølgelig gør du det. Han har også spurgt mig om hvordan det går med min kost. Og om "den er super sund?". Havde lyst til at lave en smoothie af fløde og havarti ost, bælle den og bøvse ham et "ja" ind i hovedet.

søndag den 13. april 2014

Volvo B18

Skred på snusket bar i aftes.

Hold nu kæft... Ej, men for pokker. På så mange måder.
Jeg skal da lige love for, at provinsen når klimaks, når den aldrende dj smækker "Volvo B18" ud af højtalerene. Folket hamrede løs på træbordene i en grad, at splinterne næsten røg om ørene på en. Den sang vakte glæde. Skal jeg love for.

Kun overgået af Living next door to Alice, som of course var den version med "who the fuck is Alice". Havde kvinde på 50+ stående ved siden af mig med frisk strithår, som brølede omkvædet ind i mit øre, mens hun smilede med blottede tandhalse .

Bag mig havde jeg to mænd dansende op af mig. Tæt. Alt alt for tæt. Stod fandeme og gned sig op mod min ryg?
Den yngste blev ved med at række hånden mod mig, mens  han insisterende sagde: "Dans". Jeg afslog mindst otte gange med et bestemt "nej".

Fandt så ud af til sidst, at manden ikke bad om en dans. Han prøvede at præsentere sig med navnet Dan...

Hans kammerat som var ret skeløjet, var så glad for "Living next door to Alice", at han valgte at danse ovenpå barstolen.
Manden var 50..

Men sjovt, det var det! Billige store fadøl. Sød veninde. Mavekramper af grin. Og et ordentligt boost på selvværdskontoen. Fik edderrøvme mange komplimenter. Og ikke kun fra gamle bodegarotter.
Utroligt nok kom den sødeste kompliment fra ædru pæn mand, som ikke var i pensionsalderen. Man forstår det ikke...
Men jeg kan leve længe på den kompliment.

Antal øl: Husker det ikke.
Antal tømmermænd: Stort set ingen.
Antal afslag på at have sex i baggård: 1.
Antal opringninger efterfølgende: 1.

Nu skrider jeg ud og misbruger bruseren. Og så venter der mig snart en lækker massage. Og efterfølgende en god film, en dyne og min sofa.

Jeg elsker søndage!


fredag den 11. april 2014

Ripassohætte

Dagens absolutte højdepunkt:
Lang dejlig telefonsamtale med veninde, som jeg ikke har set i 100 år. Årh, hvor er det skønt, at man bare klikker med det samme igen. Som om man havde set hinanden i går.

Dagens selvforkælelse:
Rødvin.
Avocado.

Dagens følge af rødvin:
Har facebookmailet en person, som jeg så sådan set nok ikke burde have kontaktet. Som i: Overhovedet.
Hvorfor fanden gør jeg nu sådan noget?

Dagens klat:
Havnede på brysterne. Samlede det op og slikkede det af med fingrene.  Og truckervaskede så tøjet med en karklud. Charming as always.
For helvede, hvor burde min motorik og iq dog genstartes. Sgu da ikke skide smart at stå og ekspedere mindreårige, når man har hummusbryst.

Aber:
Det er nok de klatter jeg kan gøre mig forhåbninger om at modtage.

Hader!
Hemmelige numre. Tager som regel ikke telefonen, når det er hemmeligt nummer. Fordi det plejer at være sælgere. Og når jeg så en sjælden gang tager røret, ER det en sælger. Og inden jeg får set mig om, er jeg et lorte abonnement rigere på blade, fiskeolietabletter, urteudtrækspiller der giver vitalitet (hvorfor siger jeg ja til sådan noget?) aviser og andet lort. Fordi jeg ikke KAN sige nej.

Er da altid noget:
At de der lorte kuponhæfter ikke længere bliver sendt ud i postkasserne. Har kostet mig dyrt.

Tæller ned til:
Massage på søndag. Århh, hvor jeg dog glæder mig!  Rub it in! Eller...rub on it. Eller...

Har fået dårlig vane:
Med at sende luftkys til spader der irriterer mig i trafikken. Som f.eks. i forgårs, hvor emsig dame dyttede. Sendte mit obligatoriske luftkys. Med onde øjne. Og så var det fandeme min veninde hun dyttede af. For at fange hendes opmærksomhed. Fordi de kender hinanden.

Ej men for fanden, jeg vendte mig jo om med fronten (brystsiden) mod hendes forrude og kyssede hånligt. Slet ikke pinligt.
Har bedt veninde om at undskylde på mine vegne.

Nå:
Mand uden billede har skrevet til mig. Er her fra byen. Vil ikke vise billede af sig selv. Pga. sit arbejde.
Hvem fanden kan det nu være? Det er jo ikke ligefrem fordi denne by vælter sig rundt i berømtheder.
Har udfrittet ham, og ved nu, at han hverken er læge (pis...kunne ellers godt se muligheder), politimand (endnu mere pis), politiker, indsat eller anbragt.

Til gengæld:
Tror jeg måske, at han nok tror jeg er lidt sær. Og det har han jo egentlig nok ret i.

Deep Throat

Den der artikel, som alle poster på Facebook, om fiskeren der har fanget en fisk, der har slugt en dildo...
(Læs her)...det kan man sgu da kalde en seriøs omgang deep throat.



Og hold nu kæft, hvor fiskeren ser stolt ud. Er garanteret første gang han holder en dildo. Gætter på, at lillemor bliver yderst tilfredsstillet i aften.


Jernhætte

Altså jern...som i: Jernseng.

Er på udkig efter en fed sengeramme i jern. Men ikke en "Daw, jeg hedder Lars Larsen. Jeg har et godt tilbujjj til dig" jernseng.

Helst en fransk vintage.

I stil med dette.







Ved godt, hvilken der umibbelbart virker mest...appellerende til mit sind.



Sære gamle liderlige mandsperson

Jeg har modtaget et brev...




Ja hvad nu Tænke-Tænke jo (smiler)Jeg en Sød og Kærlig og Tro Jeg er ERLIGHEDEN SELV og en Rolig Mand Jeg er den type Der er god ved andre Folk og nogle gange glemmer mig selv Bare de har det godt så bliver jeg glad Jeg er Livs nyder og elsker Naturen og Tænker med Hjertet Har begge ben på hjorden Jeg bliver kaldt (smily)Jeg træner 3-4 gange om ugen Det er ikke for at blive stor Men atletisk Så man kan følge med de unge.Jeg elsker Børn Jeg er lige som Magnet Når der er fæste hvor børn er med Så hvem hænger de på Ja mig Det er dejligt de gør jo en GLAD jeg er ikke nogen Fotomodel PYT det jeg har inden i mig gør mig smuk Alligevel Jeg tager tingen som det kommer Jeg har ikke været i et forhold i 2år nu JEG er klar nu Men ikke i PANIK jeg har været Tillært Tømre/Snedker og Gartner og KOK i ca.20år Jeg bryder mig ikke om Snobberi og Ego rø. Dem gider jeg ikke bruge min tid på Pussidt nok Har mine Tre sidste Forhold Ja (20år) Har været Skorpioner og det forhold Jeg går indtil nu skal man være to om tingen Jeg er ikke fejlfri og det er du heller ikke Det må man tage med Man lærer hele LIVET ja Livet er jo lige som at cykle hvis man ikke bliver ved med at Cykle så Vælter man (smiler) Det vil være Dejligt hvis du vil Skrive en besked et JA eller NEJ hvis jeg ikke er lige din tybe JEG glemte at skrive jeg er et Legebarn Det gør heller ikke noget at er Morgen grim (smiler) Penge er gode at have de kan også være roden til alt ondt pt. ikke i RKI (smiler) 

Jeg stiller ikke så store Krav og Kemien skal være der Det kan man kun hvis man mødes og det med HJERTER er kun begyndelsen Der er jo mange flere spørgsmål Jeg er god til at lytte SÅ det perfekte mats Ved man når man Mødes Hvis du kikker på min Profil så ved jeg om jeg er DIG og Læg en besked om Jeg er Dig et JA eller Nej er ikke svært at Skrive Mange Krammer fra Flem-Eriks og LADY OG VAGA BUNDEN <3 <3 <3Jeg kan godt lide la-læ- silke-kjoler-slapeaf tøj Men ikke nogen krav(smiler)<3 <3 <3 og vil du ikke være sød og spørge mig om noget så JEG kan komme i gang Selv om der er 5km eller 300km Så sider jeg ikke her og er KOLD i RØ.og hvis det er dig på ca.39 Skal du ikke lege med ens FØLELSER for så er du ikke moden nok i nu så fin dig noget Kuvøseguf i stedet og hvis du har mig i folden så har du mig hele livet KÆRLIG hilsner fra Flem-Eriks.og LADY og VAGABUNDEN<3 <3 <3og hvis du syndtes at jeg skal have længrer hår så krøller det Hvis du har APPELSIN HUD så har jeg en kur mod dette Men det gør heller ikke mig noget hvis du har det( SMILER) JA de SLÆTER en fordi man er Halv ordblind Jeg har taget 3 uddannelser NÆSTEN 4 Jeg mangler bare ca.40år i nu om livets GÅDER er villig til at lære noget NYT jeg glæder mig Hvis man ikke er tosset så er man hælder ikke NORMAL og jeg er den tybe der tager dig som du er PLADSMANGEL

Ja KVINDEN bestemmer jo OG jeg har også et forslag EKS.Man kan jo side ved vandet en lun Forårsdag/Sommer aften Med en kold flaske Vin og starinlys eller tænde et BÅL og håbe kemien er der så vi ses igen VIL du være sød og kærlig at skrive en besked om hvor jeg står det vil gøre det nemre for dig eller mig SÅ jeg ikke bliver ved med at skrive til dig (sur) Du kan jo altid vende tilbage hvis du fortryder (smiler) mange KRAMMER fra LAYDY OG VAGABUNDEN håber vi skal SES <3 <3 <3 Hvis du kun er til venskab så er jeg også her og man kan tage tingen derfra (smiler)<3 <3 <3 og jeg er fra SILKEBORG/JYDE så du skal ikke blive PAF hvis jeg Prutter om prisen SÅ får man jo også lidt sjovt på den KONTO (smiler)<3 <3 <3 DU kan se på den måde jeg skriver på uden Punktum og komma LIGE ud af landevejen FÅR sådan er jeg også som menneske JEG har ikke travlt herinde vi SES <3 <3 <3




................................................................................................................





torsdag den 10. april 2014

Rødhætte vs. babylegetøj

Havde fornøjelsen af at hente chefens dukkebarn i vuggestue i dag. Og efter en tur i Super Best, hvor jeg erfarede, at jeg ikke er en erfaren barnevognsfører og derfor kom til at sidde i klemme ved kassen og efter jeg modtog dræberblik fra (ellers ganske pæn) mand, fordi jeg muligvis kom til at køre en lille smule ind i ham, trillede vi hjem og legede.

Med blandt andet "put-klodser-i-kasse". Jeg hev den op af tasken, og ville få klodserne hevet ud, så dukkebarnet kunne komme i gang med at proppe dem derned igen. Og...ja...min iq var åbenbart skredet ret meget hjemmefra.

Pressede mine buttede Anna & Lotte hænder ind gennem tremmerne i siden for at få klodserne op gennem de passende huller. Hvilket tog ret lang tid, eftersom klodserne skulle ud gennem de rigtige huller. Og eftersom bmi-udfordrede Rødhættehænder, var ret så omvendte og handicappede.



Dukkebarnet sad og gloede på mig. Og ventede tålmodigt. For en stund...Og så greb hun ud efter legetøjet og forsøgte at hive det til sig.
Jeg gav ikke slip. Havde det sådan lidt: "Så lille skat, nu skal tante Rødhætte jo lige befri klodserne, før du kan lege med den"
Men barnet gav ikke op. Hun hev og sled, og fik til sidst rykket det ud af hænderne på mig med et blik der sagde: "Tåbelige kvindemmenneske! Fatter du da slet ingenting?"


Hvorefter hun vendte bunden i vejret på den,og stak hånden ind fra den anden side. Gennem et par elastikker i bunden. (Som jeg troede var fastgjorte plastikstænger).


Og hev klodserne ud på 30 sekunder...





.....................jamen........


Flot, Debilhætte...


Stemningen peakede, da jeg fik øje på hendes ankler, og i første omgang troede det var mine egne.


Kæft, de er kære. Altså hende. Ikke mine.