Nemlig, at visse familier er så loyale, at der går Jehovas Vidner i dem, når der sker et brud i et parforhold.
Min eks' mor gik forbi min arbejdsplads i går. Og så mig tydeligt. Og lige da jeg løftede hånden til en venlig hilsen, drejede hun nakken i et sådan ryk, at jeg egentlig stod og frygtede, at det udløste et piskesmæld. Og så blev nabohusets tag ellers nøje studeret, mens hun gik forbi på fortovet.
Ej men for fanden...Man undrer sig. Og jeg skal da love for, at jeg er udstødt.
Ikke at jeg havde regnet med, at vi stadig skulle have kontakt, men jeg gik sgu da ud fra, at vi alle er voksne mennesker.
Men der tog jeg da vist fejl og har muligvis misset kapitel 16 i "Kvinde, kend din svigermor":
"Stop med at elske min søn, og du bliver usynlig."
Jeg kunne virkelig ikke lade være med at grine og tænke lidt overbærende tanker.
Herregud; din søn og jeg gik fra hinanden. Big deal. Det havde enhver med øjne i hovedet vist forudset.
Vil du da venligst stoppe med den der Alexis Carrington attitude?
Nå, men dem om det. Jeg kan nu godt lide tanken om, at vi havde et fredeligt brud, som betyder, at vi sagtens kan hilse oprigtigt pænt, hvis vi stødte på hinanden. Så det fortsætter jeg med at tro på. Det andet er godt nok lige lidt for dramaliderligt efter min smag.
(Og dét siger ikke så lidt).
