Hun kender mig også bedre end nogen anden, så derfor ved jeg udmærket, at hendes startreplik i telefonsamalen i dag bestemt ikke var ment, som jeg opfattede den.
Hun ringede, da hendes kæreste lige havde forladt deres elskovsrede og sad i toget på vej hjem.
"Nå, hvad har du så lavet i weekenden?"
Et uskyldigt spørgsmål. Bestemt. Men efter et par dage, hvor den ene bælgøjede langturschauffør (med alt for massivt overskæg) efter den anden har sendt mig "winks" på en datingside og hvor man har været ude at kigge sig selv i spejlet op til flere gange for at se, om det virkelig står så slemt til og om det er hvad der er tilbage derude på datingmarkedet, kunne jeg godt mærke, at jeg overanalyserede hendes ellers harmløse spørgsmål.
"Nå, hvad har du så lavet i weekenden", blev pludselig til en medlidenhedsbemærkning med melankolsk træt violinspil i baggrunden. Som om, jeg har siddet alene og grædt med et reb om halsen og 300 gram chokolade i mundvigene. For jeg er jo single. Og dermed ikke med i klubben, hvor weekenden bliver tilbragt i sengen - kun afbrudt af måltider, hvor menuen har stået på: Sex, berøring, kys, bekræftelse, tosomhed og kærlighed.
Ja, jeg følte mig ramt på den knap så fede måde. Lige pludselig følte jeg, at jeg skulle forsvare min livskvalitet. At jeg skulle overbevise hende om, at jeg ikke havde brugt weekenden på at stå ved vinduet og kigge ud i mørket gennem regndråberne med en længselsfuld hånd placeret på ruden, mens jeg havde sunget James Blunt og Adele sange med grødet stemme.
Sandheden er; at jeg værdsætter alenetid ret meget. Hvis jeg ikke havde den, ville jeg aldrig være social. Ever. Jeg bliver nødt til at lade op. Og jeg går ikke i panik ved tanken om en weekend uden planer. Tværtimod er det noget jeg ofte ser frem til.
Men når man så føler sig proppet i en kasse med en "Ensom" label på siden og føler man skal overbevise de nyforelskede om, at nej; man er hverken selvmordstruet eller ensom - jamen, så bliver man sgu pludselig ensom. Og alt for bevidst om, at man nogle dage savner den der tosomhed og at nej; nogle dage gider man bare næsten ikke høre "man-skulle-nok-have-været-der-historier" fra en nyforelsket med anekdoter, som ikke giver ret meget mening, men hvor man griner pligtopfyldende, for det skal man jo. Det er jo vigtigt at vide, at man er rigtig glad på sine nyforelskedes venners vegne.
Og tag ikke fejl. Jeg ER sgu glad for deres vegne. Nogle dage gider jeg bare ikke høre om al den lykke, som kun nyforelskede kan forstå.
Jeg er ikke et hak bedre. De gange jeg har været nyforelsket, har jeg med garanti også været en plage for mine singlevenner. For helvede; jeg var jo pludselig vildt interesseret i rally - lige da jeg mødte min eks-kæreste. I guder - rally af alt? Men jo, jeg mente helt bestemt, at det var ret cool. I omkring et par måneder. Da den første og værste nyforelskelse forsvandt, kom jeg jo til fornuft igen og indså, hvor latterlig tuttenuttetvanvittig jeg havde været. Rally er jo omtrent noget af det mest røvsyge. Især når det er på amatørniveau. Det er jo i bund og grund blot en flok primitive Brian'er, der tøffer rundt og laver hjulspind.
Men jo jo, de første par måneder var jeg meget fascineret af skidtet. Så jo, jeg har selv været en af de der pisseirriterende amorbefængte sataner, der levede i en fantasiverden.
Men ja, bemærkningen ramte i dag. Den ramte et sted, hvor den virkelig provokerede mig og sendte mit humør så langt ned, at jeg næsten overvejede at svare på den mindst bælgøjede mand inde på datingsiden. Bare for at kunne sige: "Hey, jeg har også en kæreste! Harh!"
Men nej...selvfølgelig gjorde jeg ikke noget. Det ville være synd for mig og for ham. Og hey; jeg ved jo, at overfladen tit er anderledes. Nu f.eks. med denne person jeg kender, som i det åbnre rum taler så romantiseret om sin kæreste i vendinger, der er coatet i candyfloss, men hvor man kender detaljerne bag facaden og ved, at han mere end en gang har været hende utro. Er det så - trods alt - ikke bedre at bare være single?
Ja - knald noget Medina på som baggrundsmusik. For denne Rødhætte er bitter i dag. Jeg kan godt selv høre det. Og alt sammen pga. et velment spørgsmål.
"Hvad har du så lavet i weekenden?"
Faktisk har det været en fed weekend. Lige indtil jeg følte mig som en stakkel, som alle de lykkelige kvalmeforelskede mennesker er bekymret for og som de lige ringer op om søndagen for at høre, om jeg trækker vejret endnu. Så vendte billedet fandeme. Skal jeg love for.
"Der er sikkert noget galt med mig - Hvordan fanden kan det være JEG er single? Jeg er sgu da et ret godt catch! - Jeg er klam - Jeg kommer til at dø alene som en bitter ondskabsfuld kælling, som alle på plejehjemmet frygter - Hvor er det synd for mig - Var det dumt at afvise ham der? Også selv jeg slet ikke tændte på ham. Overhovedet. - JEG-GIDER-IKKE-HØRE-FLERE-TIHI-ANEKDOTER! - Fuck my life - Goodbye my lover....goodbye my frieeeeeend - Nevermind I'll find someone like juuuuuuuuuu".
Meget modstridende. Meget træls. Meget...ligegyldigt. For helvede! Jeg er single - ikke en beboer i Josef Fritzls kælderlejlighed.
