Altså, elsker sådan set mit liv. Og er endnu ikke gået grædende i seng svælgende i selvmedlidenhed over at være single. For herregud, der er trods mere i livet end at leve i et 180x200 forhold med begge navne på postkassen.
Og et hurtigt blik i indbakken på datingsiden bekræfter mig blot i, at det er bedre at være sig selv, fremfor at være sammen med en mand, som insisterer på at kalde én for prinsesse, som krydrer et knus med et z, som har regntæt provinsoverskæg, som ikke læser andre aviser end Ekstra Bladet, som ikke kan se dybe film der krammer hjertet, som ikke kan sammensætte ord i lækre sjove finurlige sætninger, som kun kender det musik som radioen spiller, som mener at sex kun handler om penis i vagina, som elsker DK4 af de forkerte grunde, som ikke tør være skør, som spiser fint på Jensens Bøfhus, som elsker laminatmøbler og alt fra JYSK, og som ikke fatter glæden ved antikbutikker.
Men nogle gange, så rammer det bare. Og man ønsker sig brændende et lille flig af det, som man sukker henført og rustent over, når man for gud ved hvilken gang, har set yndlingshjertefilmen, hvor ægte kærlighed altid findes. (Og så er det, at jeg rent faktik logger ind på datingsiden, blot for at blive bekræftet i, hvor mange bøvhoveder der faktisk er i den virkelige verden. Så bliver man lige rusket tilbage til virkeligheden, og glæder sig pludselig over, at man 100% er kvinde i eget hus og en fri fugl. Eller foouwl, som min elskede bedstemor ville have sagt.)
For ja, jeg er kræsen. Møghamrende kræsen. Og jeg véd, at jeg kan tillade mig at være det. (Hvilket alle kan). Mine præferencer går sådan set ikke på at finde en mand, som ligner noget der står med olieret krop og fremviser undertøj i Føtex kataloget, eller at finde en mand med den perfekte trænede krop. Eller en rig mand, for den sags skyld. Alt det der overflade-fis og stræben efter det materielle betyder intet for mig.
Næh...det der gør mig fluffy om hjertet som i aften, det er at længes efter ham som man kan grine sammen med. Sådan helt nede fra maven af. Ham som er på samme niveau. Ham som nusser mig i håret.
Det er ham, der trækker mig ind til sig i sine arme, og kysser mig på næsetippen eller i panden.
Ham der kan udtrykke sine følelser ved blot at bruge sine øjne. Ham der kan blinke flygtigt, men på samme tid intenst. Ham der kan lægge sin hånd på min skulder, og få den til at fylde det hele og give tryghed. Ham der ud af det blå sender en totalt usammenhængende sort sms, som giver sindssygt meget mening på den der skønne corny måde.
Arhhh christ...nu bliver jeg jo nødt til at se Sliding Doors igen. Og kramme min dyne lidt ekstra. For katten er skredet. Havde ellers regnet med, at han og jeg skulle ligge og nusse. Men han var kun ude efter min rullepølse.
