Eller hvad skal man kalde det? Hvad skal jeg skrive? Ét eller andet skal jeg skrive. Kan ikke have tankerne i mit hoved. Bliver nødt til at gøre som jeg altid gør: Sætte ord på det.
Jeg er alene nu. G. flytter.
Det har været længe undervejs. Men man håber jo. At det kan løse sig det hele.
Men det kunne det ikke. Vi var enige. Der har ikke været skænderi eller råben. Faktisk kun den larmende tavshed og lyden af mig der græder. Eller hulker...for at beskrive det præcist.
Det er tre år af mit liv. Hvoraf de to har været helt vidunderlige. Hvis nogen spurgte mig for to år siden, så ville jeg have svaret: Vi skal altid være sammen. Altid.
Men så begyndte det at gå galt undervejs. Jeg ved ikke præcist hvornår. Det kom bare snigende. Og i starten var det let at ignorere.
Men pludselig tårnede det hele sig op. Og så er alt pludselig for sent.
Har seriøst ondt helt ind til benet. Kan ikke stoppe med at græde. Og har bare lyst til at sove indtil det ikke gør ondt mere.
Hvordan kan det gøre så ondt, når det var en fælles beslutning? Og når jeg mentalt har forberedt mig på det længe?
Hvornår gik det galt? Alle de skide spørgsmål, som der ikke findes et svar på.
Og nu skal jeg vænne mig til at bo alene igen. Heldigvis har jeg mine børn. Og mit netværk. Og venner. Og familie.
Jeg ved at alt bliver godt igen.
Jeg skal bare lige forholde mig til, at han og jeg skal være lykkelige hver for sig.
