Okay, Uglen er med sine 20 år ikke teenager længere. Men hun er hjemmeboende. I dén grad.
- Mor, gider du godt stoppe med at streame på Chromecast? Internettet bliver sløvt.
Come nu on! Hvad laver du ved din computer, siden den skal bruge mindst 15000 Mb. forbindelse? -
Havde jeg lyst til at spørge hende om.
Men jeg orkede hverken at høre svaret eller at diskutere. I stedet forvandlede jeg mig til en YouSee-medarbejder i kundeservice, som roligt kunne fortælle hende, at med vores 100 mb. forbindelse, skulle en gang streaming af et kokkeprogram nok ikke lige være nok til at sænke hastigheden.
Hun var uenig. Sø'prais'. Det er en naturlov, at unge mennesker i dag tror de har patent på sandheden om internettet. Efter en meget moden og saglig "Nej!" - "Jo!" - Nej, det gør ikke!" - Jo, det gør så!" - "Nej" - "Jo"-diskussion, blev døren lukket indtil hvad der vel må betegnes som Nasa's hovedsæde. Og så blev jeg bagtalt. Eller hånet. På www via Skype.
Og det var ikke engang fordi jeg lyttede ved døren. Jeg ligger på sofaen og er øm efter en næsten nærdøds-oplevelse i dag, da jeg var sekunder fra at blive kvast under en skolevogn. (FFS! Man kører på cykelstien med flammende hår, stort korpus, lyserød cykel og bleghvide ben og bliver alligevel overset i trafikken. Fandeme da utroligt)
Men hun tror åbenbart, at væggene her i hytten er lydisolerede, kan jeg høre på hendes "My mom is...blarhblarh" og derefter en lidt for "Oh my"-latter, som om jeg havde påstået, at modemet var på vej tilbage på markedet.
At jeg så lystigt streamer inde i soveværelset og falder i søvn og indtil midt på natten har YouTube til at køre med automatisk afspilning af næste (og næste) video, skaber åbenbart ingen problemer på hastigheden.
Den kan man så tænke lidt over.
Nå, men ellers alles gut. Er græsenke, hvis man kan kalde sig det, når man hverken er samlevende eller gift med sin kæreste. Min äskling er på en slags wellness-ophold med mandebanden. Tre dage med alkoholmarinering og fermentering af leveren og - hvad jeg har kunnet forstå - enormt lækkert feel-good-comfort-food.
Det er godt til ham. Livskvalitet kan man sådan set aldrig få for meget af.
Imens er jeg landet i en slags dvale og skal lige vænne mig til, at der ikke sidder en i den anden ende af sofaen og nusser og kysser mine fødder. (Seriøst; en mand der vil kysse mine fødder er en keeper!)
Men det er okay at savne. Og ifølge visse selvbestaltede samlivsterapeuter ligefrem sundt.
Det vil jeg så ikke kloge mig på. Men inspireret af hans "nu nyder vi virkelig gode vine og champagne og jomfruhummer-hyggeophold, har jeg inviteret min kære veninde på middag hjemme hos mig på fredag. En god årgangsvin på karton og maden leveret af en knap-så-dansktalende-men-yderst-venlig-JustEat-tjener i en lettere ramponeret firmabil, skulle nok kunne gøre det. Og så afslutter vi med en tur på værtshus. (Eller bodega? Hvad er forskellen på de to?) Og selv om jeg kun kommer sådanne steder et par gange om året, ved jeg allerede på forhånd, hvad aftenen vil byde på af kulturelle highlights:
- Volvo V18 på lidt for høj volumen.
- 12 skingre stemmer, der brøler et "Who the fuck is Alice", mens de griner lige rigeligt af dem selv.
- Mig, liggende hen over bardisken med mavekramper af grin over venindens morbide humor.
- Mindst én latterlig kommentar om rødt hår.
- Mindst tre ældre mænd på 800 år, som præsterer at holde sig i oprejst position på trods af en hvilepuls på maks 8.
- En flok friske tøser på 55+, der er "ude at få en til det ekstra ben efter en vellykket tøseaften".
- Masser af forvaskede træningsdragter fra start 90'erne med delvist afskallet logo på ryggen.
- En plettet arbejdsbuks.
- Stamkunden over dem alle, som er en smule mentalt handikappet og som parkerer sin voksencykel med støttehjul ude foran indgangen.
Men det er okay. Det er sådan det skal være. Jeg kan lide forskellighederne. Jeg kan lide det uperfekte. Kant og nuancer; det er da det, der gør det hele langt sjovere. Jeg er ikke just selv perfekt og gudskelov for det.
