Vi lå i sengen i aftes. Og så tv. (Tryk på billederne for større udgaver)
Og så skulle jeg prutte. Og som det svin som jeg nu engang er, gav jeg los.
Og ud kom noget m. en vindhastighed der svarer til en jævn til hård vind. Gjorde næsten ondt. Og jeg var på én og samme tid faktisk både stolt og forskrækket over mig selv. Men det stank. Ret meget. Næsten medicinsk. Så jeg begik den store fejltagelse at lette på dynen og ryste den energisk.
Og straks bredte der sig en stank af råd og gennemsyret ondskab i hele soveværelset. Og jeg rystede og rystede på dynen. Og forsøgte at kravle væk fra lugten.
Og så gav det et smæk i ryggen på mig, og jeg kunne faktisk slet ikke røre mig. Som i: Overhovedet.
Og så koksede min verden. Mildt sagt. Jeg tudede og tudede og tudede. Og havde helt overdrevet ondt af mig selv.
Og G. hentede vand og piller. Og forsøgte at komme m. gode råd. Som jeg selvfølgelig ikke kunne tage imod. For min verden var smuldret og bedøvet af smerter.
Men der er nu intet som Kodymagnyl og placebo-effekt. For jeg faldt da i søvn kort tid efter.
Dagens morale må dog være:
