G. og hans ældste skal se håndbold om lidt. Og jeg er i et dilemma: Skal jeg blive i stuen og surfe på nettet imens? Eller skal jeg flette manken, fjerne make-up, børste tænder og krybe ned under dynen i soveværelset og se Sex & The City?
Det er fandeme de store beslutninger der er på bordet i aften.
Føler ikke helt jeg er mig selv. Det er fredag, og jeg må æde slik. Men jeg gider ikke engang. Det er jo rivende galt. Hvad bliver det næste? At jeg mister lysten til at gøre grin m. Medina?
Nå, men det er en ganske almindelig aften her i Silkeborg. Og jeg diskuterer byer m. G.og dennes datter.
Horsens Vs. Silkeborg. Silkeborg vinder klart. M. flere længder. Vi har ikke nær så mange kriminelle. Og så må vi jo ikke glemme havnen. Hvor en entusiatisk gummibåd sagtens kan gå på grund. Og hvor det er umuligt at sejle ud fra. Men stadig; Silkeborg vinder. Smukke Silkeborg. Vores helt egen Korsbæk. M. Hortensia mafia und alles.
(Overvejer at sende en mail til den lokale avis. Vil egentlig gerne høre hvordan det går med den mafia? Om PET har knaldet dem, eller om der stadig forsvinder buske fra folks haver)
*Pause*
Kære Avis.
Det var med stor rædsel, at jeg læste på jeres hjemmeside at vi har en mafia her i området. Nu vil jeg da egentlig bare høre hvordan det står til med den?
Er de stadig på fri fod?
Hvad er kendetegnene?
Hvad kan man gøre for at beskytte sig selv?
Må børnene gå alene til bussen?
Og endelig: Skal jeg være bekymret for min 13½ meter høje Hortensia?
Med venlig hilsen
Rødhætte
http://casa-ginger.blogspot.dk/
Sådan. Sendt! Venter spændt på svar.
Det er da en fair mail. Synes jeg. Det er trods alt en mafia.
*** HORTENSIA-MAFIAEN ***
Nå...håndboldkampen er i gang. Jeg undgår det. Der er børn til stede i hjemmet. Eller...børn og børn er så meget sagt. Teenagere...
Lige så hysterisk som jeg er bag rattet i en bil, lige så hysterisk er jeg ved spændende håndboldkampe. Sidst kom jeg til at brøle et "Din dumme so", mens jeg gnavede mig gennem en sofapude. Og det går jo ikke. Det gør det ikke. Jeg ER trods alt nogens mor.
Men G. ser kamp. M. begge sine piger. Så i mit venstre øre har jeg tre kommentatorer. Konstant.
De er skide kloge. De ved hvad spillerne skal gøre bedre.
Jeg aner ikke en skid om reglerne. Jeg hepper bare. Og jubler over mål. Også nogle gange når det er i den forkerte ende. Sgu da ikke til at holde styr på hvem der er hvor.
Nå, jeg skrider ud og ryger. Og så blev dilemmaet forresten løst. Helt af sig selv.
Jeg smutter under dynen. Og breder mig. 180x200.
