Søvn er åbenbart totalt overvurderet, mener min krop. Det er da langt bedre at ligge og spekulere over, om man er købt eller solgt...mht. fleksjob.
Ja, det er der det er kommet til i en alder af 37 år. (Jeg skal spare jer for detaljerne).
Just i disse dage, sidder der mennesker jeg aldrig har mødt, som har en del af min fremtid i deres hænder.
Og jeg ville lyve, og få en næse der var længere end en negerdiller, hvis jeg sagde, at det ikke påvirker mig.
Jeg er rent ud sagt en gennemført dum strigle, som burde gemmes af vejen i en gammel muggen beskyttelseskælder, indtil afgørelsen er klar.
Er virkelig flov over mig selv. Hold nu kæft, hvor kan jeg være strid.
Og så ligger jeg her nu. Og har enormt ondt af mig selv. Og grotesk meget dårlig samvittighed overfor dem, som faktisk elsker mig.
Hitler ville virke genert i sammenligning med mig. Og noget må der være om snakken, for pandehår lever sit eget liv, og efterlader ikke sjældent en ensom tjavset tot midt i panden. (Og hvis jeg ikke fjernede det, ville der sikkert også danne sig et velvoksent frimærke af hår midt på overlæben.)
Så nu ligger jeg her i mørket og skammer mig. Og prutter. Og småtuder lidt, fordi det fandeme er pinligt at være mig. Med sådan en rådden side af personligheden.
Men det er virkelig ikke for sarte sjæle at vente på, at folk der ikke kender en, har så stor en magt over ens liv lige pludselig.
Som om årsagerne til at man søgte det ikke er alt rigeligt, skal man nu også lide af søvnløshed, og begyndende mavesår. (Og Ruth Evensen personlighed).
Nå men...må nok hellere se om jeg kan indhente den søvn der.
