Og så falder glæden bare helt til jorden, når man kommer hjem, og finder behårede bær.
Har sendt en mail til Føtex. Venter spændt på svar.
Kære Føtex.
Jeg elsker jer. Det bliver jeg nødt til at starte med at skrive.
Andre mennesker vælter hegnet til Roskilde-festival. Jeg crasher Føtex, hvis jeg skal gøre noget godt for mig selv.
MEN: (Og nu kommer vi til pointen):
Jeg købte jordbær hos jer i går. Store lækre røde jordbær. Og i dag mens jeg har gået og slidt og slæbt på arbejdet, og ignoreret chokoladerne der har stået i bøtterne på hylderne og kælent kaldt mit navn, har jeg glædet mig til én ting når jeg fik fri: At komme hjem og spise jordbær.
Og hvor blev jeg trist. Og skuffet. For noget er der sket. Jordbærrene har simplelthen groet pels. Hvilket jeg faktisk ikke helt forstår, da de har stået køligt.
Det var nærmest en trækasse m. dun der mødte mig.
Og nok elsker jeg jer, men jeg synes nu alligevel at 40,- kr. er for meget at betale for en trækasse, som mellem os, ligner noget en VUC-elev har hamret sammen.
Eneste trøst midt i denne krise, er at jordbærrene trods alt har mere behåring end mine ben.
Det var det. Jeg skulle bare lige have sat ord på mit tab og traume. Jeg elsker jer stadig. Men er lige pt. en ulykkelig kunde, som om lidt bliver nødt til at spise noget krymmel til kagedekoration, thi det er det eneste jeg har der er sødt.
Jeg skal nok klare mig...
Vedhæfter billede af jordbær m. lidt for mange mandlige hormoner. Resten er stedt til hvile ved en kort, men privat mindehøjtidelighed.
Med venlig, men dog melankolsk hilsen
