tirsdag den 6. juni 2017

Hvad skete der lige der? Og gider det godt blive ved og ved og ved

Med undtagelse af et par dates i en hidtil uset kategori, har jeg ikke datet ret meget, siden jeg blev single for snart 4 år siden.

Først var det fordi jeg ikke ville. Jeg havde brug for Heidi-tid. Ego-tid. Brug for at finde ud af hvem jeg egentlig er sådan helt ind til kernen.

Så var det fordi jeg ikke orkede. Af dovenskab. Orkede faktisk ikke al den barbering.

Og 3. fase var så fordi jeg ikke længere var så sikker på, at nogen normal mand gad at date en som mig, der på alle områder mangler det prinsesse-gen, som åbenbart er the shit i datingverden. Der er i hvert fald mange mænd, der søger sin prinsesse. Og efterspørgslen efter en corny, analyserende (på den gode måde, ja), semi-vanvittig, melankolsk, drømmende, lejlighedsvis upassende, sarkastisk kvinde, syntes bare ikke at være så stor.
Med andre ord: Mit datingselvværd var ikke helt optimalt og jeg var slet ikke så sikker på, at jeg havde fortjent lige nøjagtig den type mand, som jeg véd kan fuldende det skæve, men charmerende puslespil.


I 4. fase udviklede jeg så en angst for at åbne op, blotte mig og give slip og turde satse. Mit liv er vidunderligt. På grund af og på trods af, men der sidder bare stadig et sår inde i mig og griner lidt af mig og småbløder, mens det hvisker: "Kan du huske sidste gang? Da du gav efter og fik en regning, der var så stor, at du fik tilbagebetalt dit hjerte i 5614 afdrag?"


Men så kom der et match på Tinder. Og en masse beskeder, som med det samme skubbede mig i knæhaserne og gjorde min balanceevne endnu ringere på den virkelig dejlige måde. Og selv om jeg blev ved med at høre lorte-såret hviske hvislende: "Tør du? Hva'? Gør du? Er du sikker?", så kunne jeg ikke lade være med at svare Tindermanden. Og jeg kunne ikke lade være med at vente på, at han skrev igen.

Og det gjorde han. Skrev tilbage. Igen og igen. Og efter nogle dages lange skriverier, bankede det på døren. Og der stod der en spand med roser. Med en Interflora-dame bagved, som på den sødeste måde, tydeligt var meget stolt over at aflevere blomsterne.
Og så inviterede han mig ud. På den romantiske gammeldags måde. Som jeg aldrig har prøvet før, men som jeg ofte har drømt om.

Dejlig middag, dejlig vin. Nus i hånden. Øjenkontakt med de smukkeste øjne, der nogensinde har siddet på en mand.



Og så kyssede han mig.




Og han siger faktisk ...






Åh Gud, hvor må det godt blive ved. Og blive ved. Og blive ved.

1 kommentar: