torsdag den 8. juni 2017

Crash, boom, bang

Jeg har ikke været klodset i lang tid. Faktisk i så lille en grad, at jeg var begyndt at blive bekymret. Men det fik jeg så ændret på i morges.


Op på cyklen. På vej mod arbejde. Benerne (jo, jeg skrev den stavefejl med vilje) jullede lystigt rundt på pedalerne, thi 3. gear er blevet mæt af dage og gider ikke længere være med mere. Så det går pænt hurtigt. Mere på pedalerne end på selve fremdriften. 

Jeg kører nærmest på rutinen. Kan vejen i søvne. Hvert et sving, hver en bakke - næsten hver en modkørende/modgående.
Nåede til mit yndlingssted på vej MOD arbejde. (Ikke hjem, for guds skyld. Stigningen er udfordrende for min cykelteknik). En god lang bakke, hvor man får rigeligt fart på og masser af vind i ansigtet. I låååw it. Wrooom.
For enden af bakken, skal jeg over vejen og ind på en sti i parken. Den kloge ville stå af og trække over. Den gode forælder lærer sine børn, at man altid skal trække over. Og så er der mig (og alle de andre lokale cyklister), der drejer hovedet bagud, orienterer sig og slår et hurtigt venstresving og suser over på den anden side og op på (en lille smule) fortov, inden stien starter. Stadig i god fart.
Meget hurtigt, stadig på rutinen og med forhjulet, rammer man perfekt centralt på den der asfaltbakke, der er ved fortovene - lavet til folk på hjul. 

Lige indtil i morges.

For på den anden side af vejen, var asfalten ikke farbar pga. verdens største vandpyt. Sigtbarheden var nede på niveau "blind", ergo kunne jeg ikke se asfaltbakken. Men efter flere års kendskab til terrænet, skulle jeg jo nok vide, hvor den befandt sig alligevel.

Så jeg orienterede mig bagud med regndråber overalt på mine brilleglas, drejede styret og sigtede mod fortovet. 


Og så gik det galt. 

Det er sjovt, hvordan det nærmest foregår i slowmotion, hvor man kan høre sit eget åndedræt lave en vågen søvnapnø. En lidt gispende inhalering og derefter total tystnad, mens ens cykelkarriere passerer revy foran de våde brilleglas.
Først var der det temmelig hårde bump, da dækket knaldede direkte ind mod den lidt for høje fortovskant, og hvor sadlen næsten penetrerede mig. Derefter rystede det hele. Foran mig var der tæt bevoksning af buske og træer og der skulle jeg ikke ind. 
Desperat forsøgte jeg at dreje mod højre, så jeg kunne komme på rette sti (så at sige) igen. Men baghjulet ville ikke det samme. Og så stoppede al bevægelse og jeg følte, at jeg sad der på cyklen i hvad der minder om en evighed, mens man udmærket er klar over, at en flatlining er under opsejling.

Helt stille. Jeg tror ikke engang fuglene sagde noget. De har vel siddet oppe på grenene og kvalt en latter med en halv vinge inde i næbbet. 

Og så kom der fart på. Fra højre. Nærmest som en kæmpe fod, der lossede min cykel en lige højre. 




Der lå jeg så. Nede på et lidt for vådt fortov med cyklen bag mig. Ja, man kan vel nærmest fristes til at sige, at vi lå i ske. 
Og med min taskes indhold spredt lidt omkring mig sammen med det halve solbrillestel, der lå i cykelkurven sammen med to vandflasker og 2½ liter BBQ-sauce, som skulle returneres til BC Catering.

Og hvad er det første man gør?


Man drejer hovedet i samtlige retninger i ninjahastighed for at tjekke, om der var nogen der så det. For det er jo virkelig det, der betyder noget i denne sammenhæng. Og mens jeg lå der og orienterede mig efter vidner, hørte jeg mig selv grine lidt for påtaget. Også selv om det gjorde skide ondt i mit venstre ben. 
Det er åbenbart en tendens man (eller jeg) har: "Grin, for satan! Det er vigtigt at grine af dig selv. Du må ikke vise fremmede mennesker, at sådan et styrt gør ondt. Grin, blev der sagt!"


Nå - men der er ikke noget brækket. Og kollegerne var gavmilde med medlidenheden. (Efter jeg (of course) havde gjort dem opmærksom på, at jeg var skadet).

Og jeg skal kysse på ham den dejlige i aften. Så det gør egentlig ikke en skid, at mit ben ligner noget en arrig hankat har hævnet sig på. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar