mandag den 12. juni 2017

Yay! Nu kan min far igen høre, når jeg siger jeg elsker ham

Min bette nissefar var lige forbi for at hente BBQ-sauce, som jeg havde skaffet til ham. Han går nemlig i en herresej klub, der hedder "Kun for mænd" og de skal grille en del svin i næste uge.

Jeg elsker deres bandenavn. "Kun for mænd". Ikke så meget pis der. Klare regler ud til offentligheden. Der er ikke behov for hemmelige adgangskoder. (Og koder plejer så også som regel at være hemmelige, Heidi. Men flot du lige kunne fylde lidt ekstra på og skære det ud i pap).

Kun for mænd. Udråbstegn.

Jeg tror det yngste medlem er omkring 70 år. Og de har det eftersigende pænt sjovt sammen. Ikke så få gange, har min far slæbt sin Wii med hen i klubhuset og så har de ellers tæsket hinanden i en gang bowling.  (Som min far of course altid vinder. Ham og min mor har trods øvet en del hjemme på de afsyrede gulve. Og man kan bare se på min far, når han selv bliver klar over, at han er i gang med at hive en strike ud af den strikkede pullover. Det er som om hans mund spidser sig sammen til en slags Roger Whittaker af en art, når han er helt i zen. Det kan blandt andet også ses, når han traditionen tro slipper sin indre Travolta ud på dansegulvet).

...krøllede læber, et stift, men dog målrettet, blik i øjnene og...whhoooosh! Der er ikke en kegle oprejst.

Klubhuset er by the way et lokale de låner på plejehjemmet. Jeg tænker lidt, at det er med hensigten om at bevare deres indre legebarn og yngre jeg. Og det må man sige må medføre en ret høj succesrate, når omgivelserne er temmelig aftaget i hårpigmenten og benmuskulaturen.


Han er dejlig, min far. Jeg er sgu så bange for, om nogen tager røven på ham. Senest med den nyeste dille blandt de åndsforsnottede-iq-resistente amøber, der hygger sig med at skrue hjulene løse på parkerede biler. Så han fik et længere foredrag med sig, da han var på vej ud af døren med BBQ-sauce, bacon og 1 kg. rejer til alle deres katte.

"Husk nu ALTID at tjekke dine hjul, inden du kører far!"  - "Det er vigtigt!"

...og så smiler han, krammer mig og lover, at "det skal han nok", mens man kan se hans mund mest af alt har lyst til at sige: "Heidi; det er mig, der skal passe på dig".

Og så er der de der Nigeria-mails, som jeg virkelig frygter havner i hans indbakke. Ikke, at jeg anser ham for at være dum eller naiv, men han er ikke altid helt så up-to-date med hvad man ikke bør trykke på på internettet.  Manden vil trods alt ikke have en Facebookprofil, fordi han har fået sig selv overbevist om, at alle kan se, hvad han skylder for huset og bilen, hvis han opretter sådan en profil.
Og jeg kan desværre godt frygte, at han kunne være typen, der tænkte: "Jo jo, vel er jeg da født og opvokset på landet ved Silkeborg og vel boede mine fjerneste slægtninge kun helt oppe ved Hirtshals, men der STÅR jo, at jeg har en onkel, der immigrerede til Nigeria i 60'erne. Og hvor skulle de ellers have min emailadresse fra?".


Han var ekstra glad i dag. Han kom lige fra ørelægen med et nymonteret høreapparat og fortalte i malende beskrivelser om, hvor meget vinden faktisk larmede i dag.



Det er godt. Det er dejligt han kan høre igen. Det kan måske ligefrem afværge en gentagelse af hans knap så heldige debut med at tale engelsk i udlandet.
Sidst han var af sted, ville han gerne selv kunne gå op og betale ved baren for maden. Og min bror gav ham en lynlektion: "I would like to pay"., som  - hvis jeg kender min far ret - blev kørt på repeat en 3-5 minutter, hvorefter han følte sig overbevist om, at dét havde han styr på.


Det havde han også. Næsten.

Så den græske tjener blev mødt af en smilende rolig mand, der lænede sig over baren og sagde:


"I like pain".







Ingen kommentarer:

Send en kommentar