mandag den 6. marts 2017

Det danske sprog er en svær satan

Jeg stod i morges ude på lageret og var ved at gennemrode fryseren for at finde noget paté, da en af de nuttede flygtningekvinder kom ud til mig. Hun manglede noget "kullin".
Jeg spurgte hende tøvende: "Kylling?" og hun nikkede smilende og gentog: "Kullin!". Min kollega kom også ud og både han og jeg forsøgte at finde ud af, hvad det var for noget "Kullin" hun ville have - og endnu mere vigtigt: Hvad skulle hun med det kl. 08:30?

Kullin!

Kollegaen spurgte, om det var Maggie kyllingebouillon, hun kiggede lidt tøvende og jeg var bare lettet over, at mysteriet var løst, så jeg sendte hende efter kollegaen med ordene: "Han har det". Dog undrede mig mig stadig over, hvorfor pokker hun skulle bruge kylling lige nu. Og endnu mere sært: Hvorfor i bouillonform?

Og så glemte jeg alt om det. For der var nemlig en ualmindelig sød servicetekniker i gang med at ordne vores ene ovn. Sådan noget bliver man ikke for gammel til at småfnise over og sværme omkring.

Og så blev jeg afbrudt i min flirt: "HeiDi...HeiDi..." - med et ordentligt tryk på "D". Kullinedamen var tilbage. Med et stort grin i hele hendes kønne ansigt.
"Jeg ment' honning", grinede hun og klappede mig på skulderen. Ej, men for fanden...stakkels kvinde. Det er sgu da heller ikke nemt med det danske sprog. Og jeg vil da nok lige vædde med, at hun sikkert også har undret sig over, hvorfor fanden vi ville prakke hende noget kyllingebouillon på fra morgenen.

"Værs'go' Moster, smæk du dette på din morgenbolle!"


Samme kvinde holdt mig med selskab, da jeg var ved at anrette morgenmadsfadene. Det kan de vældigt godt lide...at stå og kigge. Og det er så skide sødt at se, hvor glade de bliver, når man spørger dem om de vil hjælpe. Ærligt talt; det var der mange, der kunne lære noget af.

Og her oplevede jeg mig selv med en bette snert af berøringsangst. Ikke meget. Kun ganske lidt. Det var da jeg var ved at anrette et fad til et møde og stod og lagde rullepølse på fadet og kvinden pegede på det stribede fedtpålæg og spurgte: "Hvad det?" og jeg tog mig selv i at tøve, inden jeg svarede: "Det er gris. Øf", hvorefter jeg nærmest stod og forsøgte at læse reaktionen i hendes ansigt.

Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med i min lille jyske provinshjerne? Om hun skulle have udstødt et gisp? Et lille skrig? Måske lidt vel opspilede øjne?





Hun var sgu da ligeglad. Selvfølgelig var hun det. Det var da bare mig, der et splitsekund var så bange for at nævne øf-dyret. Af grunde, som jeg ikke engang selv kender. Som om det ville udløse en forbandelse og et inferno af gråd og raseri.

Velkommen til Jylland! Skal jeg da lige love for. Skal vi bare ringe til "Den Korte Avis" med det samme?


Men det er jo bare fordi jeg helst ikke vil gøre eller sige noget, som gør dem utilpas.


Nå, men drama afblæst i mit bette hoved. I stedet præsterede jeg at tabe tre knive, som selvfølgelig røg ned på gulvet under et bord. Så jeg smed mig straks ned på alle fire og lå der med mine korte tykke arme og rakte ind under bordet og kunne ligesom godt fornemme, at nogen stod og iagttog mig. From behind. If you know what I mean.
Her træder der så endnu en kvinde ind i køkkenet og de begynder sammen at grine. Og sige en masse på arabisk, som jeg ikke fatter en meter af, men hvor jeg dog kan høre mit navn blive nævnt. Og så bliver der grinet endnu.

Jeg aner ikke, om det var grisefadæsen, om det var min klodsethed eller om jeg (meget apropos svin) havde flashet hele mit kødfulde jyske røv, da jeg lå på alle fire. Men noget ved mig var åbenbart særdeles sjovt.



Det er okay. Jeg lever fint i uvisheden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar