torsdag den 2. april 2015

Jeg er åbenbart bare i en hippie-state-of-mind lige nu...

Slapper af. Bager. Nyder lyden af huset fuld af teenagere. (Overnattende teenagere tilmed. Men så kommer jeg i det mindste i min seng i aften i stedet for at crashe på sofaen. (Går i øvrigt ikke så godt. Bliver vækket hver aften af Sundhedssøn, som er ved at få spat af min snorken. Giver fint mening nu, hvorfor jeg er så tør i munden, når jeg vågner. Der har jo været vindstød af kulingstyrke derinde).

Sundhedssøn og ven sidder på værelset og spiller et eller andet spil, som man åbenbart kun kan vinde, hvis man råber og myrder en masse.
Indimellem går døren op og så kommer der traskende 2x189 cm. høje drenge ud i køkkenet, hvor de forsyner sig med et halvt rugbrød hver.

Uglen og veninden er daffet på Burger King og sikkert andre steder, som med garanti ikke vedkommer mig.

Og jeg nyder feriens første dag. I pyjamasbukser. Og hestehale, der ligner en eksploderet moppe. Og nada make-up. Og det er edderrøvme livskvalitet.

Glæder mig til flere sammenhængende fridage. Glæder mig til voldsomt skønt samvær. Nyder, at lortestressen er ved at slippe mig og at min trang til at være social er blomstret op igen.

Og endelig; så er jeg stadig temmelig glad efter i går, hvor chefen kaldte mig til møde, inden jeg gik hjem. Et godt møde. Et rigtig godt møde. Og det er fuldstændig tåbeligt at jeg nævner det herinde, for jeg må egentlig først broadcaste det på onsdag,når hele firmaet har fået en rundemail.
Men det er nok ikke så svært at mosle brikkerne sammen og fange hvad jeg hentyder til.

Jeg har verdens sødeste venner, som er udstyret med verdens bedste tålmodighed. De har godt nok tacklet min "out-of-order"-periode dejligt.  Så det går egentlig godt. Det kunne i hvert fald være langt værre.



Som f.eks.:

- Jeg kunne bo i et socialt belastet område med pusher-underboere.  Det gør jeg ikke. Jeg bor et dejligt sted med søde overboere, naboer og kun lidt skimmelsvamp.

- Jeg kunne være i et lorteforhold, fordi jeg ikke magtede at være alene. Det er jeg ikke. Jeg kan sagtens være alene. Faktisk kan jeg stadig - her 1½ år efter G. og jeg gik fra hinanden - stadig tage mig selv i at tænke: "Årh...det er min hytte. Min min min. Jeg føler mig ikke fanget i en dansk film, som jeg tydeligvis er fejlcastet til. Jeg skal ikke længere spille skuespil og såre andre mennesker".

Men selvfølgelig savner jeg mand/kvinde kærligheden. Pissemeget. Voldsomt meget. Men åbenbart ikke så meget, at jeg orker at tage på dates. Jeg vil hellere vente til der står en mand, som føles helt rigtig i hjertet. Og hvor jeg ikke føler, at jeg skal gå overdrevet meget på kompromis eller ændre mig selv.
Og han findes jo derude. Det ved jeg. Jeg er åbenbart bare i en hippie-state-of-mind lige nu, hvor jeg tænker, at der sikkert er en grund til, at jeg endnu ikke har fundet manden, der elsker vin, madlavning, ost, film, musik, humor, ord, skævhed og vintagesind på samme måde, som jeg gør.

(Christ, det er faktisk lige før, at jeg skræmmer mig selv lige nu?)

- Jeg kunne have hæmorider. Det har jeg ikke. Har faktisk kun haft en enkelt. For 19 år siden. Hvor jeg var sikker på, at jeg havde en slem tarmsygdom. Har aldrig troet, at jeg skulle blive så glad for at høre lægen sige: "Du har bare haft en stor hæmoride".

- Jeg kunne bo i Herning. Byen, som mest af alt bare er en asfalteret prærie, som proppet med lidt for mange "friske piger" på 41+ med lidt for kraftig Svetlana make-up, lidt for meget hårlak og alt for farvestrålende tøj i lidt for syntetiske materialer, som er gift med mænd med så store maver, at de får en kropspositur med svaj i ryggen og med hænderne begravet i bukselommen i de (lad os være ærlige) ikke så velsiddende jeans.
Byen, hvor seer-tallene til Vild med dans, Linie 3 shows, Cirkus-revyen, Fællessang på Bakken og Live fra Bremen, bliver registreret.

Men det gør jeg ikke. Jeg bor i Silkeborg, som godt nok på lidt for mange områder minder om Korsbæk, men som er møghamrende smuk.



Det handler bare om at se perspektiverne. (Skriver jeg af alle, som fandeme nærmest er Dr. Jekyll and Mr. Hyde og som bestemt ikke er for voksen til at svælge i selvmedlidenhed, når verden er en lort).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar