lørdag den 14. januar 2017

Kan vi få helvede ikke snart få noget vinter?

Ærligt talt.


Weberfolket er allerede i gang med at forberede sommeren (som garanteret bliver den varmeste i 89 år) og vi har endnu ikke haft en ordentlig vinterdag. Det er virkelig ikke i orden.
Dette er min årstid. Jeg kan pakke fromagekroppen ind i masser af tøj, man sveder ikke konstant, benene behøver man ikke barbere og neglene på tæerne lever lidt sit eget liv og er i skrivende stund en værdig deltager til "Årets mest hårdføre teglsten".

Giv mig nu vinter! Jeg vil have knasende frostvejr. Jeg vil have røde ømme kinder, når jeg går udenfor. Snottet i min næse skal fryse til sorbetkonsistens. Jeg vil have et tykt utæmmet tæppe af sne over det hele.
I stedet har vi gråt fesent vejr og et snevejr, som leger narrefisse med DMI, som ellers havde spået snevejr til hele Jylland i dag.

Og nej, jeg er ikke typen, der klager over kulden, når (hvis) den kommer. Jeg sidder ikke og klynker og drømmer om sommer og saunaluft. Jeg elsker det. Jo mere vinter, jo bedre.

Er netop kommet hjem efter en god lang tur i skoven, hvor der faktisk KOM fede snefnug. At de så smeltede, før de ramte jorden, er en anden sag.
Jeg har drukket to Treo og spist en makrelmad og ligger nu og lugter af fisk på sofaen og har en frygtelig kløe i skridtet. I lysken. Fordi jeg måske var lige grundig nok i badet og derfor begik fejlen over dem alle: At køre en stærkt parfumeret håndsæbe rundt dernede. (Og nej, den ligger ikke fremme. Bare rolig. Der er ingen gæster, der risikerer at få den i hånden).
Sgu da skide dumt. I guder, hvor det klør. Overvejer næsten at klø igen med en fodfil, men det ender nok med at jeg smører hele etagen ind i kokosolie.

Bountyfjappe.


Okay, det var klamt. Så vulgær er jeg trods alt heller ikke.  Men for fanden...kan man få svamp af sådan en håndsæbe? Af alt det parfume? Det er virkelig slemt. Jeg har siddet ude på badeværelset og kløet igen med store håndfulde toiletpapir og haft tårer i øjnene af hhv. nydelse og smerte.

Jeg har (selvfølgelig) googlet det og fundet frygtelige billeder, som ikke forsvinder foreløbigt fra nethinden.

Det er dage som i dag, hvor jeg er lykkelig over at være single. Så kan jeg sidde i fred og ro i sofaen og ligne Al Bundy med hånden nede i joggingbuksen.