Men hvad der er knap så fantastisk og beundringsværdigt, er de typer, som efter en nedtur, pludselig er überseje mennesker med en nyopereret rygrad af giga-hårdt jern og med et total fravær af empati for andre mennesker, som står i midt i lorten.
"Jamen, hørnuher...*her smiler vedkommende vigtigt og tydeligt selvtilfreds over det, som snart undslipper deres læber*...det handler om at tage sig sammen og finde styrken. Det gjorde jeg og se, hvor jeg er nu! Jeg var ikke kommet så langt, hvis jeg bare havde sat mig ned og tudet. Du skal kæmpe! Ingen gør det før dig! Tag ansvar, vær din egen lykkes smed!....*Her er vedkommende så rank i ryggen, at deres isse støder mod loftet i stuen*.
Jamen, kæmpe tillykke. Lad mig trykke dig i hånden og dette kræver vist nærmest, at jeg nejer for dig.
Er det nu jeg skal minde dig om dengang, hvor DIN verden var en lort og hvor du bestemt ikke havde rygsækken fyldt med styrke og gå-på-mod? Eller din salgstale gælder måske kun fra det øjeblik, hvor du så lyset igen?
Jeg kan ikke tydeligt nok fremhæve, hvor meget kvalme sådan en gang dobbeltmoral og virkelighedsflugt, udløser hos mig.
Og det er de samme typer, som efter et vægttab eller et rygestop, bliver de mest selvfede vathatte, der nærmest bliver lidt småforelsket i dem selv.
"Når JEG kunne, så kan alle! Mrm!".
Det siger du ikke? (Igen og igen og igen og igen). For du er måske alt det, som kloden drejer rundt om? Ingen er mere vigtig end dig? Ingen har oplevet værre ting end dig? Og ingen kampe er så slemme, som dine har været?
Wow. Det er alligevel et imponerende (og må jeg være så ligefem og sige: sygeligt) syn du har på dig selv. Og må jeg give dig stående bifald for dit totale fravær af humanitær intelligens.
Jeg foretrækker autentiske mennesker. Ikke selvbestaltede Google-psykoterapeuter.
