Med mindre du bor under en sten i en hule i den sydlige del af Afghanistan, så har alle vist hørt om Pokémon Go. Et bette spil på mobilen, som får gaderne til at ligne noget fra en Zombiefilm. (Med pæne og velfungerende zombier dog).
Du kan kende dem fra langt afstand på deres smil, målrettede gang og med næsen pegende mod mobiltelefonen.
Og de sociale medier (eller det kaldes nu: SoMe...hvilket mest af alt lyder som en fusion i det kinesiske og japanske riskøkken) er meningerne delte. Meget delte. Og dem, der træder mest frem, er modstanderne af spillet, som ikke holder sig tilbage med hånlige kommentarer.
Synes jeg selv spillet er en smule sært? Ja. Jeg griner da af det. Det er altid underholdende, når lemmingeeffekten slår ud i lys lue.
Synes jeg det er åndssvagt? Overhovedet ikke.
Hør nu lige her...
Verden har skabt sig på den mest lede måde det sidste stykke tid. Angrebet i Nice, kuppet i Tyrkiet, økseidioten i Tyskland, Emilie, der er forsvundet på 10. døgn. Det hele er helt ad helvede til og jeg ved ikke med jer, men det er sgu med lidt tøvende fingre og en lille kerne af frygt i maven, jeg klikker mig ind for at læse nyheder, når jeg står op om morgenen.
Jeg magter ikke verden for tiden. Jeg magter ikke mennesker. Jeg magter ikke mere ondskab.
Og puf - så landede Pokémon Go i Danmark og alle kunne få det, uden at skulle snyde sig til det via alternative downloads. Og så fik folk noget at gå op i. Noget, der ikke handler om terror og tårer. Noget, der er helt harmløst og uskyldigt. Og pludselig kunne man scrolle ned over sit nyhedsfeed og blive mødt af andet end død og ødelæggelse.
Ja, det kan da godt være, at det er spøjst, at folk i alle aldre render rundt og jagter et virtuelt dyr af en slags. Men hvis man skal dømme interesser ud fra dén definition, så kan jeg da fluks komme på en masse andre eksempler.
- Folk i Singlegrupperne på Facebook, der skal ind og ønske godmorgen hver eneste effing dag.
- Folk, der sidder og bruger tid på Tinder. Let's face it; de jagter sgu også noget fiktivt. Det er da app'ernes svar på Red Light District.
- Folk, der bruger tid og penge på Facebookspil. (Og det er pænt pinligt, når ens konto bliver hacket og man overfor banken skal forklare, at "de der Candy Crush transaktioner er altså gode nok).
- Folk, der blogger.
- Folk, der sidder i flere timer hver dag og hamstrer til sig i "Gives bort" grupperne.
- Folk, der spiller golf.
- Folk, der stiller sig i kø i 1½ time for at prøve en forlystelse, der varer i 48 sekunder.
- Folk, der sluger hele sæson 4 af "Orange is the new black" på blot en weekend. (But it was goooood)
- Folk, der surfer porno. (Så bliver det ikke mere fiktivt)
- Folk, der spiller GTA. (Årh ja...i dag føles som en dag, hvor jeg har lyst til at lege jeg er tyv og morder)
Og listen kan forlænges i det uendelige. Og alle kan føle sig truffet. Og i sidste ende er det pisse ligemeget. Man skal gøre det, der føles godt for en selv - ikke for andre.
Det er da meget muligt, at det fremkalder lidt overbærende latter, når man passerer nogen på fortovet, der navigerer via mobilskærmen. Men de er sgu da udenfor. Og det er ellers noget, som mange også har haft travlt med tidligere: "Unge mennesker nu til dags sidder bare foran skærmen hver dag". (Ja, og de er muligvis ikke så solbrændte, som du var i 1953, fordi du kørte ræs i din sæbekasseautomobil fra morgen til aften, men så er de til gengæld længere fremme på andre områder).
Og når de så kommer udenfor, så er det også galt. Hvorfor egentlig det? Det er hér jeg står af og former min fedladne krop som et stort bølgende spørgsmålstegn.
"Jamen, de ser ikke naturen eller hvor de går".
Nej, og det gør du vist heller ikke indefra din plads bag rattet, er mit umiddelbare gæt. Men de går altså sammen. Udenfor. I den friske luft. Og nej, de er ikke som zombier, der ikke taler, men blot grynter lidt usammenhængende. Dem jeg har mødt, går og snakker og griner og jeg kunne tage fejl, men det tyder faktisk på, at de hygger sig.
Har vi ikke brug for noget let og harmløst? Noget, der ikke lugter af terror, spritbilister og tragedier? Er det ikke okay at nyde de små ting i livet?
Nogle gange er det sgu sundt at slå hjernen fra og bare være til nu og her og uden katastrofeblink.
