Fedt at blive gammel. Man har effekten af tømmermænd i to dage efter sin seneste brandert. Blarh. Og jeg kan dælme da godt mærke, at det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst kørte promillerne i maks.
Nå, men ikke så meget at sige. Hvad der skulle have været en sjov og hyggelig aften på baren, endte med tumult og slagsmål og politi. Og selv om jeg da normalt kun værdsætter synet af politimænd, var det sgu bare ikke lige så skide fedt.
Jeg orker ikke drama. Tager afstand fra det lort. Gider ikke bruge energi på det. Livet er for værdifuldt til sådan noget. Og alligevel endte jeg midt i lorten. Der, hvor det lugter mest. Men så lukkede jeg øjnene og legede: "Hvis jeg ikke kigger, har jeg ikke set noget". (Bogstaveligt talt, ja..jeg lukkede øjnene). Fandeme. Er jeg da i min gode ret til. Og det virkede. Og det bliver det ved med at gøre. For jeg gider edderrøvme ikke blandes ind i noget, som jeg ikke har del i.
Og med mindre det er strafbart at tale med gamle venner, som man ikke har mødt og talt med i 100 år, så er jeg Mother Teresa. Uden pis. Jeg bliver aldrig sur, når jeg drikker. Tværtimod, så bliver jeg glad og mild. Selv overfor folk, som jeg ikke synes ret godt om. En heftig brandert forvandler mig til et sindssygt kærligt væsen. (Nogle gange lidt for kærlig, men hey...man er blot et menneske).
Og det kan godt være, at jeg er hårdkogt på skrift, men når der opstår dårlig stemning og slagsmål i nærheden af mig, så bliver jeg sgu bange. Sådan for alvor. Jeg kan slet ikke have det.
Har allermest lyst til at kravle under et bord og smide mig på maven med hænderne over hovedet i total "jeg spiller død-tilstand".
Så sådan endte min lørdag nat. Med en politimand foran mig med en blok og en kuglepind og en masse spørgsmål. Og jeg ville bare hjem. Væk fra det møgsted. Hjem i min seng i min hule, hvor der er rart at være.
Og da jeg endelig kunne gå hjem, var det med tårerne stående oppe i øjnene. Både fordi jeg virkelig skulle tisse, men også fordi jeg slet ikke kan håndtere sådan noget. Det tricker en masse ubehag i mig. Heldigvis havde jeg min yndlings-R, som passer på mig og som kravlede ned i sengen ved siden af mig. Bare fordi. Uden anden grund. Faldt i søvn i min kjole og med hans arm over mig. Og det var sgu trygt.
Og nu er jeg bare glad for, at det er mandag. Hverdag. Og at jeg glæder mig til på fredag, hvor jeg skal til vinsmagning med søde mennesker - i et slagsmålsfrit miljø.
