tirsdag den 17. juni 2014

En ganske almindelig tirsdag i vildnisset

Det er umådeligt ironisk, at jeg af alle mennesker er havnet i et job, hvor en stor del af tiden foregår i firmabilen og hvor det primært handler om:

- Ikke give fuckfinger til nogen, når der er logo på siden af bilen.
- Ikke lave nedladende gestikuleringer overhovedet.
- Overholde fartgrænsen.
- Holde temperamentet på et normalt stadie.
- Finde vej.

Specielt den sidste volder mig mange kvaler. Jeg ejer ikke stedsans. Overhovedet. Vil faktisk gå så vidt og sidestille det med ordblindhed. Det må være akkurat samme frustration de ordblinde kæmper med, som når jeg kører rundt med et forvirret "dådyr blændet af forlygter" blik i øjnene og med svedperler der kribler frem oppe fra tindingerne.

Nogen vil mene, at hjemturen ikke kan være noget problem. Det er jo bare at køre baglæns, og nu har man jo kørt turen.

Mrm...nej. Jeg har glemt alt endnu engang. Uden problemer. Hjernen nulstiller i samme øjeblik jeg stopper bilens motor.

Og jo, vi har skam gps i bilen. Men nogle gange kender jeg jo godt starten af strækningen. Tror jeg. Og derfor tillader jeg mig at stille mig tvivlende overfor gps-damens instruktioner, og i stedet følge min mavefornemmelse.
Hvilket aldrig går godt.

Andre gange ER gps'en bare en kælling, som enormt gerne vil lede en på vildspor. Bare fordi den kan.

Så jeg skændes lidt med gps-damen nogle gange. Og fryder mig over hvor elendig hendes udtale er. Så når det hele er kørt op i en spids, og hun manisk beder mig om at "vende om, så snart det bliver muligt", håner jeg hende lidt for hendes verbale handicap. Det er ganske hyggeligt.
(Helt alvorligt..."Bjørnestræde" bliver til "Bjornaaqzxåq". Tsk...!)

Men jeg har været langt væk i dag. Helt derude, hvor jeg begyndte at tænke på, om andre mennesker nogensinde har sat deres ben der.














Gæt engang hvor meget mobilsignal der er sådan et sted?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar