mandag den 15. juni 2015

Jamen, tak for lort, din lille narrehat med paraplyen

Kommer hjem fra job. Helt usandsynligt træt. Stadig i krise over at have voldædt samtlige afsnit af "Orange" serien. Lige før man overvejer en kriminel handling, så man kan komme i kvindefængsel. 
Lige bortset fra, at jeg ville klare mig herredårligt sådan et sted. 
Ville med garanti rage uklar med eliten og få så mange tæsk, at jeg ville ligne et formningsprojekt i papmache, som en flok 8 -årige er skredet fra. 
Og så ville jeg sikkert havne i en ophedet sag om sexchikane, fordi jeg blev lidt for opstemt under en kropsvisitation. 

Nå, men jeg var træt. Og kæmpede for at holde mig vågen. Så meget, at jeg bad Uglen om selv finde noget spiseligt i køleskabet, hvilket selvfølgelig resulterede i en sky af anklager om manglende mad. 
Hun er 18 år og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad det er hun vil have. Det skifter fra uge til uge. 

Og så blev det endelig sent nok til jeg kunne forsvare at gå i seng. Med curler i håret, fandeme. 
(Vågner sikkert i morgen og ligner en moppe der er blevet kogevasket. Så meget for illusioner om at gå på arbejde med bløde Hollywood krøller) Og gæt hvem der er pivågen nu? 
Mrm. Pisse fedt. Så ligger man her med kuglerunde åbne øjne og stirrer op i knasterne i loftet og tænker lidt for meget. 

På kærlighed, på dates, på at en date jo ligesom kræver, at der ikke stikker hår ud gennem strømpebuksen. Ikke at jeg smider tøjet og er en tøjte på første date. (Nej) Men man gider jo ikke ligne et pindsvin i en catsuit. 
På menuplanlægning på arbejdet. På forberedelser på jobbet. På hvorfor man dog er så ubeskrivelig sær, at man trykkede på play på den hudormegevækstvideo på YouTube. 
På hvor mange timer man kan nå at sove. På hvordan man nogensinde kommer til bunds med fodfilen. 
På hvor pinligt det er at falde i søvn til et afsnit af "Orange" med åbne vinduer mod gaden og høj volume pga. begyndende døvhed og vågne til lyden af en heftig gang pigesex. (Kæft, de går til den) 

På fortiden, på nutiden og på fremtiden, 

På hvorfor bøf med bløde løg altid dufter så fandens godt, når man går en tur og kommer forbi et åbent køkkenvindue. 

På sin 40 årige fødselsdag. På sin 26 års fødselsdag, som jo fandeme lige var i forgårs. 
På at man faktisk meget bedre kan lide sig selv nu. 

Og på at Singapore lige pludselig ikke er så langt væk. (Nej! Jeg har ikke bestilt en Mr. Myyagi (eller hvordan det staves) via postordre) Findes det egentlig postordremænd? Eller er det marked forbeholdt gustne mænd i langturschaufføruniform og lidt for store stålbriller, som bestiller en gang forloren kærlighed fra Østen? 

Jeg skal sove...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar