tirsdag den 17. juni 2014

Må jeg godt have lov at brække mig i lårtykke stråler?

Jeg elsker Danmark. Det gør jeg sgu. For det meste. Men jeg render efterhånden rundt med en konstant kvalme over, at prestige og status fylder mere og mere. Mette Frederiksen/Margrethe Pestager virussen breder sig mere og mere: Man skal helst arbejde 71 timer om ugen og som minumum have en bruttoløn på 40.000,- og eje villa, bil(er), aktier og sommerhus for at "være noget".


Alle der har en profil på Facebook har sikkert læst om Hans Pilgaards opsang til de to tomhjernede spejlblanke gæs, som fandt glæde i tilværelsen ved at svine en hjemløs.

Jamen, hvad fanden sker der i hovedet på sådan et par møgkællinger? Har de sniffet for mange afblegningsmidler?
Hvordan kan man på nogen som helst måde få sig selv til at gøre sådan noget? Det er sølle og det er klamt.

Og det samme er hele tendensen med, at man kun er noget, når man arbejder. Eller endnu bedre: Når man har en karriere.

Bræk!

Jeg følte mig som et 2.sorteringsmenneske, da jeg ikke havde et arbejde. Og der er ingen tvivl om, at mit liv er så meget bedre nu, hvor jeg er velsignet med at være ansat i et fantastisk job med fantastiske chefer.
Der er heller ingen tvivl om, at dét at have en arbejdsidentitet er møghamrende undervurderet. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skulle gøre uden min.

Men mine menneskelige værdier er altså ikke større end en arbejdsløs persons. Og direktøren med en brutto månedsløn på den anden side af 1000.000,- er edderrøvme ikke et bedre menneske end andre.
Enhver idiot kan sgu på én eller anden måde finde ud af at skrabe en masse penge til sig, men det er straks knap så svært at bare være et ordentlig menneske med respekt for andre og have et rummeligt kærligt sind. Det er ikke noget man kan uddanne sig til eller betale sig fra. Det kommer indefra.

Og her må man jo bare konstatere, at de to patetiske  - (Jo, jeg må gerne bruge ordet i denne sammenhæng, thi det er et pendulord) - kramper der overfusede en hjemløs edderrøvme er i et sørgeligt minus af menneskelige værdier.

Jeg kendte engang en mand, som var ét stort afstumpet fjols med total fravær af menneskelig intelligens. Og han havde (og har) en datter, som udtalte noget af det dummeste jeg længe har hørt:

"Hjemløse vælger lissom selv at være hjemløse. Så dem har jeg ikke ondt af".

Nej...det har du med garanti ikke. Men ved du hvad, lille brintbombe? Jeg har til gengæld voldsomt ondt af dig, for tillykke...(og hør fanfaren brøle i baggrunden)...du er et sølle overfladisk menneske. Og jeg har faktisk lyst til at holde dit hoved en smule under vand i toiletkummen. Ikke længe. Bare 10 sekunder. Til du er gennemblødt af en væske, som matcher din personlighed.

Det er fandeme sørgeligt, at hendes far har formået at ødelægge så meget allerede inde pigebarnet er fyldt 18.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar