Jeg ser ham hver dag, når han går forbi udenfor. Stort set altid med en halv liters øl i hånden, hår der er mere fedtet end frituregryden, og total fravær af balanceevne.
I perioder stikker han hovedet ind og får en sandwich med sig. Og også i dag. Og promillen var høj. Han dinglede rundt i butikken - stod sgu et nyt sted konstant.
Nå, men jeg smurte ham en sandwich. Og gav ham ekstra fyld. Simpelthen fordi han ligner en, der i den grad trænger til noget føde.
Og i dag ville han gerne snakke.
Ham: Jeg er en fiasko.
Mig: Nej, det tror jeg ikke på du er.
Ham: Jo, det er jeg.
Mig: Det er der ingen mennesker der er. Alle er gode til ét eller andet.
Ham: Jeg er god til alt. Men der er ingen der vil have mig med.
Og så stod han bare og kiggede mig intenst i øjnene med et virkelig trist blik. Der var bare ingen gnist. Bare træthed. Og tomhed. Og så smilede han genert og gik med sin mad.
Av.Mit.Hjerte!
